Lykke er at acceptere sit lod

Bent Lexner Foto: Leif Tuxen.

Den der lever efter de jødiske regler vil opnå lykke, skriver Bent Lexner

Spørgsmål:

Goddag Bent Lexner

Jeg skriver til dig, fordi jeg er ved at forberede mig til eksamen i faget "Kristendom og livsoplysning."

Mit emne er lidt anderledes, da jeg har valgt at se på, hvad der gør mennesker lykkelige, og hvad lykke er for mennesker.

Derfor ville det være dejligt at høre, hvad lykken er for en jøde, og hvad der skal, til for at han/hun kan leve lykkeligt. Står der noget i Bibelen om, at man skal leve et lykkeligt liv her på jorden, eller betragter jøderne også livet på jorden som syndigt og det lykkelige liv, som et der kommer efter døden i himlen?

Tror du, at man som jøde skiller sig ud fra kristne, når man snakker lykke, eller er lykken universel for kristne, muslimer og jøder?

På forhånd tak!

Klaus Fiedler

Svar:

Kære Klaus

M.h.t. lykken er det helt klart, at jødedommen fokuserer på dette liv og ikke på det kommende. Vi er forpligtet til at leve dette liv, og efter jødisk tradition vil den, der lever efter de gældende regler, opnå lykke. Hvad lykke egentlig er, er vel i sig selv svært at definere, men glæde ved tilværelsen er vel det, der bedst betegner menneskelig lykke.

M.h.t. dit spørgsmål om, hvorvidt der er forskel på menneskers oplevelser af tilværelsen i forhold til deres religion, så vil jeg sige, at der hvor der er tale om religiøst tænkende mennesker, tror jeg ikke, forskellen er så stor. Disse mennesker vil leve deres liv i hengivenhed til Gud og acceptere det, der kommer.

Der findes en jødisk sætning, der siger, at den, der er lykkelig i livet, er den, der er tilfreds med sit lod.

Mange hilsener

Bent Lexner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Den, der er lykkelig i livet, er den, der er tilfreds med sit lod, skriver Bent Lexner.