Synagogen er et mødested

Synagogen kan bruges både til gudstjeneste og sociale arrangementer. - Foto: Foto: sxc.hu

Man må gerne snakke under en jødisk gudstjeneste, skriver teolog Bodil Skjøtt

Spørgsmål:

Er der regler for, hvordan man må bruge synagogen? Må man f.eks. mødes og have en samtale i den? Opholder kvinder og mænd sig på lige fod i synagogen, eller er de opdelt?

På forhånd tak for svar.

Med venlig hilsen Eva

Svar:

Stedet for den jødiske gudstjeneste er oprindeligt templet i Jerusalem. Men allerede mens templet stadigvæk fandtes og måske med oprindelse i eksiltiden i Babylon kom synagogen til. I templet kom gudstjenesten til udtryk både gennem ofringer og bønner og tilbedelse, hvorimod synagogen kun blev brugt til bøn, lovsang og ikke mindst oplæsning af Skriften.

Men efter templets ødelæggelse i år 70 foregår den jødiske gudstjeneste udelukkende i synagogen og er i dag en gudstjeneste uden ofringer, da synagogen ikke har et alter. En række af de andre funktioner og indretninger fra templet er dog flyttet med over i synagogen. Således er der i en synagoge en bima, det sted, hvorfra præsten i templet lyste den daglige velsignelse.

I dag er det stedet, hvorfra oplæsningen af Torahen foregår. I templet var der en særlig forgård for kvinderne, og ortodokse synagoger har i dag en særlig afdeling, hvor kvinderne sidder. Inden for andre retninger af jødedommen, for eksempel liberal jødedom, sidder mænd og kvinder sammen, og her kan en kvinde også være rabbiner.

Men det betyder ikke, at de funktioner, som synagogen havde, mens templet stadigvæk stod der, ikke længere kan finde sted der.

Ordet synagoge er græsk og betyder egentlig bare forsamling. Det hebraiske ord er Knesset, og en synagoge hedder på hebraisk Beit knesset, altså forsamlingens hus i betydningen det jødiske samfunds hus på det sted, hvor synagogen er.

Tidligere var der i forbindelse med synagogen ofte en skole en Beit Midrash. Således er den jødiske synagoge op gennem historien blevet brugt til det, som navnet siger et forsamlingshus, et sted hvor det jødiske samfund samledes til gudstjeneste, OG til andre ting, såsom møder, ting som skulle aftales, stridigheder som skulle bilægges eller bare sociale arrangementer. Sådan kan en jødisk synagoge også bruges i dag.

Har man overværet en synagogegudstjeneste ved man også, at en mere privat samtale sagtens kan foregå i synagogen endda under gudstjenesten

Med venlig hilsen
Bodil Skjøtt
Cand.theol og generalsekretær i Israelsmissionen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.