Videnskaben kan ikke konkurrere med Gud

Jødedommen betragter ikke mennesket som syndigt, skriver Bent Lexner.

SKABELSE: For mig er vigtigheden ved accepten af den skabende Gud, ikke så meget hvordan, men at Gud har skabt verden, skriver Bent Lexner

Spørgsmålene fra Arildskov står i kursiv foran svarene fra Bent Lexner.

I Bibelen står der, at mennesket er skabt i Guds billede - hvilken betydning har det for jødedommen? Hvad ligger der i at være skabt i Guds billede?

Efter jødisk tradition handler det om, at mennesket ligesom Gud er udstyret med et moralkodeks, forudsætninger og fri vilje. Mennesket kan som det eneste skabte handle i forhold til årsager, og han kan elske og hade alt afhængigt af mennesket selv. Det er vel en betydning i sig selv.

Hvilken betydning har skabelsestanken for det nutidige menneske, når nu naturvidenskabens område vinder mere og mere frem?

For mig er vigtigheden ved accepten af den skabende Gud, ikke så meget hvordan, men at Gud har skabt verden af intet, selv videnskaben kan ikke konkurrere på det punkt.

Ved syndefaldet mister mennesket da gudsbilledligheden, eller hvordan ser jødedommen på det?

Mange spørgsmål om spændende emner! Jødedom har en opfattelse af syndefaldet, der er helt anderledes end kristendommen. Det er det enkelte menneske - Eva-Adam - alt afhængig af temperament, der synder og må tage konsekvensen af denne synd. Her kommer straffen ind i verden, og det er den egentlige nyhed. Jødedommen betragter ikke mennesket som syndigt, man kunne næsten sige, at hos jøder skal man synde, før end man bliver en synder.

Mange hilsener

Bent Lexner
Jødisk overrabbiner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.