Luther kasserede de apokryfe skrifter

Under reformationen fjernede man 7 bøger fra bibelen. Læs her hvorfor.

Sprøgsmål:

Hej

Under reformationen fjernede man 7 bøger fra bibelen. De blev kasseret og blev kaldt apokryfe, selv om de havde været en fast bestanddel af Bibelen i ca. 1500 år.

Men ved du, om katolikkerne stadig har disse bøger som en del af Bibelen? Og findes der katolske bibler, hvori de bøger indgår?

Med venlig hilsen

Christian

Svar:

JA, de såkaldte apokryfe (dvs. "skjulte") skrifter er Luthers betegnelse for de bøger i Gamle Testamente, som er udeladt i den jødiske kanon fra ca. år 100 e. Kr., men som hører med i den græske kanon i "Septuaginta".

Septuaginta er betegnelsen for den ældste og vigtigste oversættelse af Gamle Testamente til græsk, som blev afsluttet ca. 150 f. Kr. til brug for de græsktalende jøder i diasporaen.

Ifølge traditionen stod 70 lærde i Alexandria for denne oversættelse. Luther anså denne for at være af lavere rang og havde derfor heller ikke de apokryfe tekster med i Bibelen.

Den katolske Kirke følger Septuaginta, som var den hellenistiske jødedoms officielle Bibel. Det er den som citeres af Jesus og apostlene i Ny Testamente.

Den katolske Kirke anerkender dem derfor som inspirerede af Helligånden på lige fod med de øvrige skrifter i Gamle Testamente. Den kalder dem "deuterokanoniske", fordi de repræsenterer en senere (mere fremskreden) etape i Åbenbaringen. Det drejer sig om flg. syv bøger: Tobit, Judit, Baruk, Visdommen, Sirak og 1. og 2. Makkabæerbog, samt visse tilføjelser til Esters og Daniels bøger.

De indgår i den katolske messes liturgi helt på lige fod med de andre bøger i Gamle Testamente.

Der findes næppe nyere katolske bibler på dansk, men man kan være heldig at finde ældre udgaver, hvori de apokryfe skrifter indgår, således bl.a. en pragtfuld stor familie-billedbibel fra 1903.

Imidlertid fik allerede 48- oversættelsen af Bibelen en tillæg med de manglende apokryfe skrifter, og den nyeste oversættelse kan købes både med og uden de apokryfe skrifter.

Med venlig hilsen

Kirsten Kjærulff

Katolik, forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.