Livets inderste mening udtrykkes i treenigheds-troen

Bekendelsen til treenigheden er født ud af undren og forundren, og betragtes i kirken som et mysterium, som kun kan tilnærmes i tro, tilbedelse og bøn, skriver cand.theol. Morten Munch

Spørgsmål:

Undren: Når Faderen, Sønnen og Helligånden er en, hvorledes kan Kristus da sidde ved Guds højre hånd? Så er der da to. Er det den menneskeskabte trosbekendelse, der ikke har logikken i orden, eller er det teologien som sådan?

Jørgen Machon

Svar:

Med god grund har du i forbindelse med dit spørgsmål om treenigheden skrevet "undren" som overskrift i din e-mails emne-rubrik. Forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden har altid undret mennesker, inklusive kirkens ledere og teologer gennem tiderne.

Bekendelsen til treenigheden er født ud af undren og forundren, og betragtes i kirken som et mysterium, som kun kan tilnærmes i tro, tilbedelse og bøn.

Du spørger til logikken eller den manglende logik. Logikken og fornuften har næppe fejlet noget, hverken hos de nytestamentlige forfattere, som gengiver den første menigheds bekendelse til Jesus som Herre, eller hos kirkefædrene som reflekterede videre over denne bekendelses implikationer for troen på Gud. Mange af disse var skolede i græsk filosofi og tillige teologiske og åndelige begavelser.

Havde de "skabt" Gud i deres egen menneskelige logiks billede og gjort det til endelig målestok for troen, ville de med sikkerhed ikke have nået frem til den kristne treenighedstanke. Det kan ses som et udtryk for at de er blevet mødt af noget, som sprænger den menneskelige horisont, hvilket sådan set ikke burde overraske, hvis det virkelig er Gud, vi har med at gøre.

Nogle har forsøgt at sammenligne Faderens og Sønnens enhed og forskellighed med fænomener fra den skabte verden, såsom at lyset kan beskrives som både bølger og partikler. Men jeg tror, at vi skal være forsigtige med at tro, at vi kan finde paralleller i den skabte verden til Guds uskabte, evige væsen.

Der er to observationer i Det nye Testamentes tale om Faderen og Sønnen, som går hånd i hånd og nærmest slynger sig ind i hinanden fra de ældste skrifter (Paulus' breve ca. år 50-65) til de mere sene skrifter (Johannesevangeliet og Johannes' Åbenbaring ca. år 90-100).

Den ene observation er den, som du også har gjort dig med eksemplet, hvor Sønnen sidder ved Faderens side. De er forskellige. Den anden observation er, at Jesus i Det nye Testamente (NT) skildres på måder, som klart sprænger rammen for en blot menneskelig eksistens.

Jesus er præ-eksisterende som medskaber i skabelsen, citater fra Det gamle Testamente (GT) som handler om Jahve (Guds centrale navn i GT) overføres i NT direkte på Jesus, egenskaber som ellers kun tilskrives Gud, såsom at optræde som verdens dommer, at have liv i sig selv, at opvække de døde, at modtage tilbedelse tilskrives Jesus.

Inden for samme tekstsammenhænge i NT kaldes både Gud og Jesus for den første og den sidste, Alpha og Omega. Hertil kommer en række udsagn, hvor også Jesus og Ånden nævnes som nærmest identiske, og Ånden er her Guds Ånd, som ofte står synonymt med Gud selv. Endvidere er der en række treenighedsmønstre, hvor både Faderen, Sønnen og Ånden nævnes side om side.

Selv om ordet treenighed ikke forekommer i NT, står kirkefædrenes bekendelse således i direkte forlængelse af det allertidligste kristne vidnesbyrd. Det springer ud af erfaringen af, at i troen på den korsfæstede og opstandne Jesus ser vi Gud ansigt til ansigt, her er fylden af Gud til stede.

Personligt synes jeg, at treenigheds-troen er noget af det smukkeste og mest fængslende i den kristne tro, fordi det i sig bærer forkyndelsen af, at Gud er evig kærlighed -- et udsagn som er meningsløst, hvis ikke der er relation og fællesskab, også før Gud skabte noget eller nogen uden for sig selv.

Kærlighed giver kun mening i relationer og fællesskab. De tre personer i den ene guddom har som sit evige væsen det kendetegn, at leve i gensidig og generøs hengivelse til hinanden i et give- og modtage-forhold, som er forbilledligt for alt fællesskab, også i den skabte verden mellem os mennesker.

Dermed udtrykkes livets inderste mening i troen på Gud som Faderen, Sønnen og Ånden. Ovenstående hverken ophæver paradokset eller forklarer mysteriet i denne bekendelse. Kirkens fædre ville sige, at det ikke kan begribes, men kun gribes i erfaring og tilbedelse. Håber, dette giver stof til videre refleksion og undren.

Morten Munch

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.