Burde danske kirker udnævnes til valfartskirker?

Mange kirker i Danmark er allerede valfartskirker, i hvert fald set med katolske øjne. Det gælder for eksempel Sankt Knuds kirke i Odense, hvor Knud den Hellige led martyrdøden og ligger begravet, skriver Kirsten Kjærulff.

Mange danske kirker er valfartskirker, set med katolske øjne. I Karup findes resterne af det største valfartssted i dansk middelalder, skriver Kirsten Kjærulff

Spørgsmål:

Kære Kirsten Kjærulff,

I den danske sensommer rejser min hustru og jeg til Rom på pilgrimsrejse til de syv valfartskirker, og vi har læst lidt på forhånd om kirkerne. Selv er jeg lidt "katolsk i hovedet".

Det har i den forbindelse slået mig, at man også her i Danmark burde udnævne 7 kirker som valfartskirker efter afstemning/diskussion. Pilgrimsideen er ved at slå igennem i folkekirken. Ideen videregives hermed til dig.

Med venlig hilsen
Palle Andersen

Svar:

Kære Palle Andersen.

Tak for dit forslag. Det er en rigtig dejlig tanke at udnævne 7 kirker i Danmark til valfartskirker, men det bliver svært at vælge, for mange kirker er jo allerede valfartskirker, i hvert fald set med katolske øjne, f. eks. Sankt Knuds kirke i Odense, hvor Knud den Hellige led martyrdøden og ligger begravet.

Også Knud Lavard i Ringsted og ruinerne af kapellet i Haraldsted er gamle danske helligsteder, som er værd at besøge.

Den nye katolske kirke i Viborg, Sankt Kjelds Kirke, ville også være et oplagt emne, og så ligger den jo lige ved siden af Pilgrimscentret i Viborg. Her ærer man Sankt Kjeld, en anden af vore danske helgener, og under alterstenen ligger relikvier af store helgener fra udlandet, bl.a. Gregor den Store og Maria Goretti.

I Jylland er Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye også et oplagt mål. Her var jo i middelalderen et af de største valfartssteder, hvor man valfartede til Guds Moder og besøgt helligkilden, som stadig findes ude
i skoven.

I Karup ved Viborg findes resterne af det største valfartssted i dansk middelalder (1400-tallet). Her udspringer en hellig kilde, der gav en blind mand synet tilbage. Da det mirakel rygtedes, begyndte folk at strømme til, og der opstod et pilgrimscentrum, som ikke uden grund er blevet kaldt det "danske Lourdes". Her ærede man Jomfru Maria: "Vor Frue af Karup".

Kirken findes endnu, omend i stærkt reduceret form og berøvet det meste af sine skatte. De kan nu beses på museet i Viborg. Selve kapellet er blevet jævnet med jorden, men brolægningen og helligkilden findes stadig et par hundrede meter fra kirken. Her er det fint at holde andagt!

Hvis du vil læse mere om emnet valfart, kunne du måske have glæde af denne artikel.

Bedste hilsener
Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.