Er det forkert at spise flæskesteg som protestant?

Svaret er både et ja og nej! Ja, fordi Bibelens Gud er uforanderlig og det princip, som afholdelsen fra at spise svinekød er et udtryk for, er tidløst. Nej, fordi det ikke længere er afholdenheden fra svinekød, der viser den troendes respekt for Guds væsen, skrev lektor i Det Gamle Testamente Jens Bruun Kofoed tilbage i 2009

Spørgsmålet og svaret blev første gang bragt på kristendom.dk i 2009

Spørgsmål:

Må protestanter spise svinekød? Er der nogen reelle regler omkring det i den danske folkekirke?

I Det Gamle Testamente, 3. Mosebog 11, står der direkte skrevet, at bl.a. svin er et urent dyr og -"vi"-? derfor ikke må spise det. Hvordan bør man tolke det som protestant? Er det op til den enkelte selv at vælge?

Med venlig hilsen

Kræn Falk

Svar:

Kære Kræn Falk

Det spørgsmål, du stiller, er kompliceret og har voldt den kristne kirke problemer siden apostlenes tid. Allerede i Ny Testamente, nærmere bestemt i beretningen om det såkaldte apostelmøde i Jerusalem (Ap. G. 15) ser vi, at der var uenighed om, hvilke af de gammeltestamentlige forskrifter der fortsat skulle være gældende i den nye pagt, som Jesus havde indstiftet som afløser af den gamle.

Det springende punkt for apostlene dengang og for mange andre kristne efter dem er, hvilket princip man skal bruge til at skelne mellem forskrifter, som stadig er bindende og hvilke, som ikke er, fordi de er blevet opfyldt af Jesus Kristus og dermed erstattet af andre bud.

Ny Testamente siger f.eks. i umisforståelige vendinger, at Jesu død på korset var en opfyldelse af det løfte, som var knyttet til alle syndofrene i den gamle pagt, og at overholdelsen af forskrifterne om disse ofre derfor er erstattet af troen på Jesus Kristus som det fuldbragte offer.

Langt mere kompliceret er det imidlertid med forskrifter som den, du nævner i dit spørgsmål.

Den klassisk lutherske tilgang til problemet er at skelne mellem 1) ceremonielle eller rituelle love, 2) juridiske love og 3) etiske eller moralske love. De ceremonielle love er som ovenfor nævnt opfyldt og erstattet af troen på Jesu stedfortrædende offer i den nye pagt. De juridiske love, som gjaldt det politiske og etniske Israel er opfyldt og erstattet af bestemmelser om det nye Israel eller kirken i den nye pagt. Derfor er det altså kun de etiske og moralske love, som er tidløse og dermed fortsat bindende for troende i den nye pagt.

Mange går så også et skridt videre og hævder, at kun er de moralske eller etiske love, som Jesus og apostlene bekræfter i Ny Testamente, som er bindende for troende i den nye pagt. Den lutherske tradition er altså i høj grad præget af det, man kalder erstatningsteologi, altså læren om, at Jesu indstiftelse af den nye pagt indebærer, at langt de fleste forskrifter i den gamle pagt bliver erstattet i den nye pagt af andre mere fuldkomne eller åndelige forskrifter. En tilgang til forskrifterne i Gammel Testamente, som ofte har ført til, at store dele af Gammel Testamente i praksis ikke længere blev brugt.

Det er i øvrigt også her, vi skal finde årsagen til forskellen i synet på det moderne Israel i de vesteuropæiske samfund, som er præget af en klassisk lutherdom og de lande herunder i særlig grad USA - som er præget af den reformerte tradition, som afviser en sådan erstatningsteologi. Mens den klassisk lutherske position anser gudsfolket Israel i den gamle pagt som værende erstattet af kirken i den nye pagt og dermed afviser den fortsatte gyldighed af de gammeltestamentlige løfter til Israel, anser den klassisk reformerte position Jesu indstiftelse af den nye pagt som en revision eller udvidelse af forskrifter og løfter i den gamle pagt, så de stadig gælder efterkommere af det etniske Israel i dag i bogstavelig politisk og geografisk forstand, men altså tillige det nye gudsfolk, kirken, i åndelig forstand. Men tilbage til forskrifterne.

Den klassiske lutherske position er nemlig ikke uden problemer, og derfor finder vi indenfor den protestantiske tradition som antydet også en anden position, nemlig den reformerte. Hvor pædagogisk den lutherske opdeling i Moselovens forskrifter end måtte være, så er den ikke bibelsk i den forstand, at den findes i Biblen selv. Det er en teologisk konstruktion, som kategoriserer forskrifterne på en måde, som går på tværs af den måde, forskrifterne optræder på i bibelteksten. Vi finder f.eks. ofte forskrifter, som både er juridiske og etiske, ligesom de ceremonielle forskrifter ofte også er både etiske og juridiske.

For det andet står en sådan ugyldiggørelse af så store dele af Gammel Testamente i skærende kontrast til det skriftsyn, vi finder hos såvel Jesus som apostlene. Jesus tager ikke afstand fra Moseloven, men forstår sig selv som en opfyldelse af den, hvor opfyldelse forstås som det klareste udtryk for, hvad disse forskrifter dybest set sigter på. Paulus understreger for sin del at ethvert skrift altså hele Det Gamle Testamente er nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed (2 Tim 3,16).

I stedet for at gennemtvinge en kategorisering, som er fremmed for den måde, forskrifterne optræder på i Gammel Testamente selv, argumenteres der, og efter undertegnedes opfattelse med rette, for at se hele Gammel Testamente som både Ny Testamente og jødisk tradition gør det, nemlig som Guds åbenbaring, og at alle forskrifter derfor også er udtryk for, hvem Gud er, og hvad han vil. Og fordi Gud ikke præsenteres som en foranderlig størrelse, må såvel de gammeltestamentlige som de nytestamentlige forskrifter altså være udtryk for den samme Guds uforanderlige væsen.

I stedet for at skelne mellem ceremonielle, juridiske og etiske love, er det derfor langt mere i pagt med Bibelens selvforståelse at skelne mellem forskrifternes tidløse princip eller kerne og den tidsbestemte applicering af dette princip. En forståelse af forskrifterne, som både tager udgangspunkt i teksternes egen selvforståelse og som langt bedre forklarer, at der er nogle forskrifter, som statueres som tidløse af Jesus og apostlene i Ny Testamente, mens andre ikke bekræftes som værende gyldige.

Når det gælder forskriften om ikke at slå ihjel, så viser Jesu udlægning i den såkaldte Bjergprædiken os, at Jesus ikke bare bekræfter den som et udtryk for Guds uforanderlige væsen og derfor noget, som også gælder i den nye pagt. Den side af Guds væsen, som forskriften du må ikke slå ihjel er et udtryk for, kommer også til udtryk på andre måder, nemlig at enhver som bliver vred på sin bror er i modstrid med denne side af Guds væsen (Matt 5,21-26).

Når det gælder forskrifterne om syndofre i Gammel Testamente, så må også disse ses som et udtryk for Guds væsen, nemlig at hans vrede over synden kan afvendes ved, at der bringes et stedfortrædende offer. Det er det tidløse princip eller kernen i forskriften, som altså fortsat er gyldigt for troende i den nye pagt. Når det gælder den tidsbestemte applicering af princippet, så er der imidlertid sket en afgørende ændring med indstiftelsen af den nye pagt, eftersom Jesus nu har bragt sig selv som det stedfortrædende offer, som alle den gamle pagts ofre pegede frem imod.

Appliceringen af det tidløse og bagvedliggende princip om, at Guds vrede kan afvendes gennem et stedfortrædende offer, kan derfor ikke længere betyde i den nye pagt, at der fortsat skal bringes ofre i templet. Det betyder derimod at den, der gerne vil afvende Guds vrede nu må tro på eller have tillid til, at Jesu offer er tilstrækkeligt til at afvende denne Guds vrede, fordi det blev bragt stedfortrædende for den, som tror.

Og så tilbage til dit spørgsmål om svinekød. Her må vi nemlig se på, hvad det bagvedliggende og tidløse princip er i forskrifterne. Med andre ord: Hvilken side af Guds uforanderlige væsen er den gammeltestamentlige forskrift et udtryk for? Og bekræfter Jesus og apostlene det i Ny Testamente, at afholdenhed fra at spise svinekød stadig er den måde, troende i den nye pagt skal vise respekt for denne side af Guds væsen på?

Hvad det første angår, så er forskriften om afholdenhed fra at spise svinekød en del af de mange forskrifter i Gammel Testamente om rene og urene dyr, og forskere er i dag enige om, at de alle handler om at gøre det synligt, at Israel skilte sig ud som et anderledes folk, og at de som sådan er et udtryk for Guds udvælgelse af Israel til at være hans ejendomsfolk. Altså et udtryk for den helligelse eller udskilning, som afspejler Guds hellighed eller unikke og enestående væsen som den eneste levende Gud.

Når hverken Jesus eller apostlene bekræfter forskriften om ikke at spise svinekød som gældende også for troende i den nye pagt, så må det nye gudsfolk derfor spørge sig selv om, hvordan de viser, at også de er et udvalgt, helliget eller udskilt folk. En applicering af det bagvedliggende princip, som altså kan se meget forskellig ud alt efter hvilken tid og kultur, det appliceres i.

Svaret på dit spørgsmål må på denne baggrund være et ja og nej! Ja, fordi Bibelens Gud er uforanderlig og det princip, som afholdelsen fra at spise svinekød er et udtryk for, er tidløst. Nej, fordi det ikke længere er afholdenheden fra svinekød, der viser den troendes respekt for Guds væsen. Det er derimod op til det nye gudsfolk, kirken, at overveje, hvordan det nu skal vise i liv og levned, at det er Guds udvalgte, helligede folk.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Lektor i Gammel Testamene, Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.