Er kristendommen den rigtige religion?

Kristentro er ikke en mulighed blandt flere inden for samme religionspulje. Det hører til kristendommens væsen, at Kristus er den eneste mulighed, svarer teologiprofessor Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Hvordan ved vi, at kristendommen er den rigtige religion, og ikke en anden tro?
Og hvis vi ved det, hvordan ved vi så, at den lutheranske version er den rigtige måde at være kristen på?

Med venlig hilsen
Knud Pind

Svar:

Det var ikke kun Pilatus, som spurgte: "Hvad er sandhed?" Tidligt i kirkens historie forsøgte de såkaldte apologeter at forsvare den kristne tros sandhed over for filosofien.

LÆS OGSÅ: Er alle religioner lige gode?

Justin Martyr prøvede således at finde spirer (logoi spermatikoi) af troen på Gud og Kristus i filosofien og historien. Ligesom i Det Gamle Testamente kan man, hævdede Justin, hos alle, som søger efter sandhed, finde tanker og idéer om og længsler efter den Gud, som har åbenbaret sig i Kristus (logos, som han kaldes i Johannesevangeliet det græske ord betyder både ord og fornuft/verdensfornuft).

I tråd med græsk filosofi var apologeterne godt i gang med at ville bevise Gud. Noget forenklet kan man sige, at vi her finder kimen til de såkaldte gudsbeviser det kosmologiske, det teleologiske og det historiske bevis på, at Gud findes.

En langt senere filosof, Immanuel Kant, stak hul på denne tænkning: Man kan ikke ud fra fornuften bevise noget om det, som går ud over den empiriske verden, for eksempel Gud eller det evige liv. Skal vi sige noget om Gud, sagde Kant, handler det om et postulat eller en antagelse.

Jeg tror for at forstå
Eller man må vælge en helt anden vej, nemlig at begynde med Gud, altså tænke bevis på Guds eksistens ud fra Gud selv. Filosoffen og teologen Anselm af Canterbury (fra det 11. århundrede) valgte den vej. Han begynder med troen og bruger den som udgangspunkt for at forstå: «Jeg tror for at forstå» (credo ut intelligam).

I grunden vælger han dermed samme vej som Bibelen. Den taler om Gud, men uden nogensinde at stille spørgsmålet: Er der en Gud til?

Det samme gælder troen på Kristus: Kristendommen kan ikke bevise sin sandhed ved hjælp af beviser udefra; hvis den prøver at gøre det, bliver den til dette andet, hvorved den søger at bevise sin sandhed, sagde Rudolf Arendt i sin bog "Tænkning og Tro" (fra 1967; hans søn, Niels Henrik Arendt, har for øvrigt skrevet en bog om samme emne: "Er det den samme Gud?" (2009)).

I stedet vælger jeg derfor at tage udgangspunkt i, hvad apostelen Peter siger, når han trækkes for rådet i Jerusalem. Han anklages for at lære i dette navn, det vil sige i Jesu navn. Dertil svarer han:

"Der er ikke frelse i nogen anden; for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses" (Apostlenes Gjerninger 4,12).

Det er et ekko af, hvad Jesus sagde om sig selv:

"Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johs. 14,6).

Der er her tale om postulater, som hører med til selve kristentroens væsen. Kristentro er altså ikke en mulighed blandt flere inden for samme religionspulje. Det hører til kristendommens væsen, at Kristus er den eneste mulighed. Det er en påstand, som ligger i evangeliet selv.

Sagt populært (som forfatteren Nis Petersen lader en af sine personer sige det i "Sandalmagerens Gade"):

De fleste religiøse strømninger har bare bedt om en hylde i butikken, men kristendommen forlanger alle hylderne.

Religionerne ser i forskellig retning
Enhver bliver altså ikke salig i sin tro. Rationalismens påstand om, at alle religioner dybest set siger det samme, holder ikke. Argumentet holder heller ikke i religionshistorisk sammenhæng: De store religioner vender i forskellig retning og stiller forskellige spørgsmål; de siger ikke det samme, og det er ikke sådan, at de i sidste ende fører til det eller den samme.
Det er heller ikke sådan, at kristendommen er det øverste trin på religionernes stige.

Kristendom som ikke-religion, åbenbaring og begivenhed
Samtidig er der her forskellige synspunkter. Svejtseren Karl Barth hævdede, at kristendommen dybest set slet ikke er nogen religion, men en åbenbaring.

I mødet med en åbenbaring, kan man vælge at tro eller ikke tro. Kristendom er derfor, sagde Barth, tro på Kristus. Kristendommen er den religion, som opstår der, hvor evangeliet om Kristus høres og troes.

Kristentroen er sand, men kun derved, at Kristus selv er nærværende. Det er altså ikke kristendommens moralske eller religiøse kvaliteter, som gør den til en sand religion, men alene det faktum, at Kristus bor i den og taler igennem den.

Kristentro handler derfor heller ikke om, at kristne får ret over for andre mennesker af en anden religion; i stedet handler kristentro om, at Gud får ret over for alle mennesker, også de kristne.

Den tysk-amerikanske Paul Tillich hævdede på samme måde, at frelsen sker gennem en begivenhed i historien (Kristus-begivenheden); frelsen kommer ikke gennem en ny religion, heller ikke den kristne. I modsætning til Barth, mener Tillich imidlertid, at der finder åbenbaring sted i al religion.

Det særlige ved Kristus er imidlertid, at han bringer den endegyldige åbenbaring, siger Tillich. Kristus bliver dermed målestokken for al åbenbaring. Kirken er altså ikke bedre end andre, men den har en bedre målestok både mod sig selv og mod andre.

I dag vil flere teologer i både syd og nord ofte gå længere end Barth og Tillich, hvad angår Guds nærvær i andre religioner. Således vil flere tale om, at Gud også åbenbarer sin frelse igennem andre religioner og livsanskuelser. Katolikken Karl Rahner kan for eksempel hævde, at der findes »anonyme kristne» inden for andre religioner.

Religionerne som formyndere?
Andre kristne teologer tolker, hvad Paulus siger i Galaterbrevet om, at vi stod under formyndere, indtil Kristus kom, som et udsagn om religionerne.

Et menneske vil altid have en formynder i form af en eller anden religion, livsanskuelse eller moral. En sådan formynder er bedre end slet ingen. Men alle disse formyndere, siger Paulus, holder os i trældom. Formynderne er selv trælle og kan derfor ikke gøre os fri.
Først efter at Kristus er kommet, kan trællen sættes fri, gennem troen på ham.

Vi må lære af hverandre
Jeg ved, at dette lyder firkantet. Der vil være andre teologer, som vil hævde en mere åben holdning til andre religioner. Lad mig derfor tilføje og understrege, at kristne kan lære af andres tro.

Jeg har selv lært af islam, buddhistisk tænkning og af det, vi i dag kalder primal religion (traditionel religion). Jeg er overbevist om, at der findes meget værdifuldt inden for andre religioner, fordi Gud som skaber på forskellige måder har været på færde i vor verden og vor spørgen efter mening.

Den hjemlige udvikling i retning af et multireligiøst samfund har det sidste tiår betydet en voksende udfordring til samtale mellem mennesker af forskellig tro. Både som samfundsborgere og som religiøse mennesker må vi lære hverandre at kende og vide noget om troens konkrete udtryk og aftryk i hverdagsliv og samfund.

Men jeg vil altså samtidig vove at fastholde evangeliets påstand om, at det er Kristus, som sætter os fri fordi han er sandheden (Johs. 8,32f).

Denne påstand stiller mig samtidig over for et meget vanskeligt spørgsmål: Hvad med de mange millioner, som aldrig har hørt evangeliet om Kristus? Det spørgsmål har jeg ikke noget godt svar på andet end at jeg vover at tro, at Gud ikke forlanger noget af nogen, uden at han først har givet dem mulighed for at forholde sig til det, han forlanger.

Luthersk og økumenisk
Spørgsmålet om, hvorvidt den lutherske version er den rigtige måde at være kristen på, kan kort besvares med en klart nej. Jeg finder meget værdifuldt i Luthers fokus på skriften alene og troen alene, og jeg bruger gerne hans skelnen mellem lov og evangelium, men jeg går ikke rundt og tror, at Luther har eneret på tolkningen af Bibel og kristentro.

I stedet lever jeg i bedste velgående som kristen i en større fælleskirkelig/økumenisk sammenhæng.

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen, professor i teologi

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.