Spørg

Er kristendommen en religion?

Alle religioner kommer til udtryk i bestemte måder at leve og handle på, også kristendommen, svarer lektor og ph.d. ved Dansk Bibel-Institut Jens Bruun Kofoed.

Hvis du har hørt en teolog sige, at kristendommen ikke er en religion, handler det blandt andet om, hvordan kristne ser på spørgsmålet om frelse, forklarer professor og ph.d. ved Dansk Bibel Institut Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Er kristendommen en religion? Eller er det en samling leveregler? Jeg har hørt en teolog udtale, at kristendommen ikke er en religion!

Peter

Svar:

Kære Peter

Det er helt korrekt, at kristne teologer (og ikke-teologer) sommetider skelner mellem religioner og kristendommen. Nu er der forskellige definitioner af religion, og kristendommen falder helt klart ind under nogle af dem.

Når kristne sommetider alligevel skelner mellem dem, så gøres det ofte i retorisk eller apologetisk sammenhæng og dækker over den overbevisning, at mens alle andre religioner handler om, hvad mennesket skal gøre for at blive frelst eller få fællesskab med Gud, så handler kristendommen om hvad Gud har gjort, for at mennesket kan blive frelst og have fællesskab med ham.

LÆS OGSÅ: 10 definitioner af religion

Dit spørgsmål om, hvorvidt kristendommen er en religion eller en samling leveregler, er svært at svare på, for alle religioner bliver jo praktiseret. De kommer med andre ord alle sammen til udtryk i bestemte måder at leve på og handle på.

I den forstand er alle religioner - inklusiv kristendommen, hvis vi nu lige vælger en definition af religion, som også inkluderer kristendommen - OGSÅ en samling leveregler.

Men uden at være religionshistoriker tør jeg godt vove den påstand, at der er INGEN religioner, som PRIMÆRT er en samling leveregler. Religionernes praktiske udtryk er altid forankret i noget mere centralt og essentielt.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Professor i Gammel Testamente ved Fjellhaug International University College Danmark og adjunkt ved Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.