Er verden blevet bedre?
Jeg vil hævde, at vi i fællesskab går frem mod en bedre verden - både materielt og etisk, svarer pensioneret sognepræst Ricardt Riis
Spørgsmål:
Er det rimeligt at antage, at verden går mod det bedre og har gjort det siden den første påskemorgen?
Med venlig hilsen
Martin Frøkjær-Jensen
Svar:
Kære Martin Frøkjær-Jensen
Ærlig talt, hører vi ikke om for meget ondt, for mange problemer, for mange voldelige sammenstød til, at vi bare kan drømme om at sige, at det hele bliver bedre?
Det synes unægteligt så. Så umiddelbart vil jeg, og vel de fleste med mig, være tilbøjelig til at besvare ovenstående spørgsmål med et hårdt og afgjort Nej.
Og der kan også være dem, som vil svare Nej ud fra nytestamentlige vidnesbyrd. Det er nok specielt Johannes´ Åbenbaring, man henholder sig til.
For ifølge den ender alt jo tilsyneladende i ulykke på ulykke, nogle er menneskeskabte, som eksempelvis krig og vold og andre er naturskabte, som for eksempel stjerner, der falder ned og jordskælv, som bevæger grunden under os og så videre.
Alligevel vil jeg tillade mig at svare: ja! til spørgsmålet. Alligevel vil jeg hævde, at vi i fællesskab går frem mod en bedre verden. Og jeg vil endda for tydelighedens skyld tilføje: ikke blot en bedre verden i materiel henseende, men også en bedre verden i etisk henseende.
Materiel fremgang
At det går fremad, hvis vi kun ser på det materielle, det kan alle være enige om. Vi får flere økonomiske biler, vi får bedre måder at opvarme vore huse på, og selv om vi nu har fået så gode målemetoder, at vi er i stand til at se, at vi klimamæssigt bevæger os mod afgrunden, så giver de samme tekniske fremskridt os også mulighed for at afværge katastrofen. Hvis vi altså vil og kan få os taget sammen til at gå imod de mange mere kortsigtede interesser, der også præger os.
Men derfra og så til at sige, at det går fremad i etisk henseende, er der alligevel et spring. Kan bukserne virkelig holde til det spring?
Etisk fremgang- slaveriets ophør
Det vil jeg mene, de kan. Og jeg vil bevise det ved at pege på slaveriets ophævelse. Det er jo en kendsgerning, at vi både i den vestlige og i den muslimske verden har haft slaveri igennem mange hundrede år, ikke blot slaveri i krogene, men slaveri som noget alment anerkendt og understøttet af lovgivningen. Og det er også en kendsgerning, at den form for slaveri nu er ophørt i både den kristne og muslimske verden.
Og hvis man spørger, hvorfor det er ophørt, er svaret ikke blot, at Paulus brev til Galaterne kapitel 3, vers 28 skriver, at her, i Kristus, er der ikke forskel på jøde og græker, på mand eller kvinde, på træl eller fri.
Et mere omfattende svar går ud på, at den naturlige lov vender sig imod slaveriet. Nogle af de romerske ikke-kristne filosoffer var jo eksempelvis også imod slaveriet. Og det skyldtes ikke, at de havde hørt om kristendommen, det skyldtes, at de ud fra en overordnet fornuftsmæssig betragtning kunne indse, at grundlæggende var alle mennesker ens.
Ikke desto mindre tog det lang, lang tid, før slaveriet blev ophævet, så alle de retsregler, der omgærdede det, blev annulleret. Hvorfor? Fordi de ledende og styrende i samfundet mente, at deres interesser krævede, at der var slaver i samfundet.
Stavnsbåndets ophævelse
På samme måde var der, da stavnsbåndet blev løst herhjemme i slutningen af 1700-tallet, røster, der sagde, at "hvis bondens åg lettes, vil samfundet ryste i sin grundvold. Eller hvis vi skal tale med Prædikerens Bog:
Gud har skabt menneskene, som de bør være, men de har så mange sære ting for. (Prædikernes Bog kapitel 7, vers 29, gammel oversættelse).
Men der var i dette lange historieforløb tendenser, der pegede frem mod en ophævelse af slaveriet. Allerede i 200-tallet blev en slave udnævnt til overhoved for den romerske kirke, altså til pave. Det var dog et ret bemærkelsesværdigt ord fra den kristne kirke.
Og man blev også, som tiden gik, mere og mere irriteret over den retsregel, der sagde, at en slave ikke kunne aflægge vidnesbyrd i retten.
Kendsgerningerne sagde jo, at slaver havde både ører og øjne, og at de tillige kunne fortælle andre, hvad de havde set og hørt, ganske som andre mennesker, hvorfor skulle man så ikke bruge deres vidnesbyrd til at nå frem til sandheden?
Man fik da også lempet på de strenge regler dog på den måde, at hvis en slave skulle vidne imod sin herre, så kunne det først ske efter, at han var blevet solgt til tredjemand. Men altså, først i 1800-tallet begyndte man for alvor at tale slavernes sag, så man omsider ophævede slaveriet.
Kristendommens rolle
Og vil man prale af kristendommens indsats i den retning, og det var jo faktisk kristne, hvis samvittighed blev ramt af det, de så og hørte om slaveejernes udskejelser, der tog initiativ til slaveriets ophævelse, så skal man lige huske at spørge, hvorfor det samme slaveri florerede i de mange århundreder, hvor kristendommen var den herskende religion i Vesten?
Jeg har ikke noget svar lige for hånden. Og jeg har da heller ikke noget imod at stille kristne og humanister lige, hvad angår den udvikling i etikken, der førte frem til slaveriets ophævelse.
Jeg finder det helt i orden at sige, at det, der er tale om, er, at visse strukturer i det menneskelige sprog gør sig mere og mere gældende, her: den struktur, der siger, at enhver sprogbruger kan høres og forstås af enhver anden sprogbruger, at altså mennesker er fuldstændig lige stillet overfor det grundlæggende menneskelige træk: at kunne forstå, hvad der siges.
Og ligeledes er det helt i orden, for mig at se, at nedgradere kristendommen fra at være første årsag til forbedringerne til kun at være fødselshjælper for samme.
Vil man have et skriftsted at hælde sit hoved til, kan jeg tilbyde lignelsen om sennepsfrøet, Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 31f og paralleller:
Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. v32 Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene«. Sådan vokser de kræfter, Gud nedlagde i menneskenes verden ved skabelsen, de kræfter, han genoplivede gennem Jesu forkyndelse.
Eller man kan tænke på det underlige skriftsted Johannesevangeliet kapitel 14, vers 12:
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem. Hvis Jesu gerninger består i, at han kan forvandle menneskehjerter, så kan de endnu større gerninger, vi, hans disciple, skal gøre, tænkes at bestå i de bevidstgørelser, der finder sted fra tid til anden i historieforløbet.
Guds ånd er stadig iblandt os
Jeg har tidligere gjort opmærksom på begivenhederne den 4. august 1789, men de er faktisk stadigvæk det bedste eksempel på, at ånden stadig er virksom iblandt os, ikke just kirkens ånd, så vi kan skændes om, hvorvidt ånden tilhører den katolske, ortodokse eller lutherske kirke, ej heller kristendommens ånd, så vi kan være uvisse på, om andre religionssamfund er under åndens påvirkning, men Guds ånd.
Den Guds ånd, som sammenknytter hjerter, som får mennesker til at bøje af overfor hinanden, og som får sprogets iboende lighedstendens til at slå igennem.
Den Ånd er en person i guddommen. En anden person er Ordet, eller altså sproget, hvis strukturer mere og mere kommer til at beherske os, når Ånden virker.
Sådan er altså den Gud, der har skabt os, og hvis verden vi bebor. Sådan virker han iblandt os, at han gennem Ånden får os til at få øje på Ordets henstillinger, så vi retter os efter dem.
Derfor, fordi Gud er denne treenige Gud, derfor tør vi håbe på, at verden bevæger sig frem mod det bedre. Ikke blot, hvad slaveriet angår, også hvad år ligestillingen mellem kønnene og ikke mindst, og det er jo noget, vi i høj grad savner oplysning om og forståelse for, erkendelse af, hvordan samfundsøkonomien fungerer.
Meget mere vil kunne siges om denne udvikling mod det bedre og det, der forhindrer den, specielt om den ytringsfrihed, der er en forudsætning for, at sprogets indre strukturer og henstillinger kan blive åbenbare for os, men dette får være nok for denne gang.
Med venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst og panelist på religion.dk
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.