Farver er vigtige i den katolske kirke

Hver tid i kirkeåret og mange enkelte festdage har egen farve. Panelsvar af katolik Kirsten Kjærulff

Spørgsmål:

I forbindelse med den katolske kirke ser man ofte farven lilla på pavens og præsternes dragter. Er der noget specielt ved denne farve og katolikker?

Venlig Hilsen

Lisbeth

Svar:

Kære Lisbeth

Man kan måske nok sige, at katolikker har et særligt forhold til farver i forbindelse med gudstjenesten. Sanserne og det fysiske spiller jo en større rolle i den katolske liturgi end i folkekirkens. Det er derfor, man bruger røgelse, vievand og masser af levende lys, og det er derfor kroppen er meget mere med i hele liturgien: At man står og knæler, går i procession og al den slags.

Alle disse sanselige ting har jo en dyb symbolsk betydning. Det gælder også farverne. Når du har fået det indtryk, at katolikker holder meget af violet, så er det fordi vi lige har haft den 40 dages lange fastetid, som er en tid for omvendelse, faste og bod. Dette symboliseres af farven violet, lige som adventstiden, som også er en tid for omvendelse og bod. Men nu er vi kommet ind i Kirkens største fest: Påsken, som symboliseres af farven hvid. Helligåndens farve er rød, så det er pinsens farve.

Hver tid i kirkeåret har sin farve, lige som mange enkelte festdage har deres særlige farve. Katolsk Leksikon sammenfatter det på følgende måde:

"For at understrege og tydeliggøre de forskellige kirkelige festers karakter er det en meget gammel tradition at anvende visse farver til præstens liturgiske dragt, alterets og visse genstandes udsmykning. På dage, hvor der ingen særlig fest er, er farven grøn. Violet anvendes i advents- og fastetiden, rød til fester for Helligånden, apostle, evangelister, martyrer og langfredag, hvid til festerne for Herrens fødsel (juletiden) og Herrens Opstandelse (påsketiden), til Mariafester samt til helgener, der ikke var martyrer. Til begravelser kan anvendes violet eller sort. I nogle lande anvendes blåt til Mariafester. Desuden kan gyldent eller hvidt erstatte alle andre farver."

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff, cand.mag. og katolik

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.