Hvorfor starter tidsregningen ved Jesu fødsel - og ikke hans død?

"Hvis jeg skal forsvare Dionysius' valg, kunne man sige, at da Jesus bliver født, krydsede guddommelig tid og jordisk tid hinanden", siger sognepræst Niels Henrik Arendt.

Vores tidsregning blev fastlagt af munken Dinoysius Exiguus i 500-tallet. Jeg tror sandt at sige ikke, det bliver lavet om, svarer sognepræst og teologisk rådgiver Niels Henrik Arendt

Spørgsmål:

Hej

Jeg studerer blandt andet religion på HF og har et spørgsmål, jeg står meget undrende over for. En af de ting, vi blandt andet har lært, er, at mennesket er syndigt. Helt tilbage fra skabelsens tid har vi bevist dette, da Adam og Eva spiste fra det forbudte træ.

Men noget andet, vi også lærer inden for kristendommen, er, at Gud sendte sin søn ned blandt mennesker for at kunne lide for os, og igennem hans offer kan vi søge tilgivelse og frelse for vores synder.

Sagt meget teoretisk og ureligiøst, så nulstillede Jesus vores synder, som vi har båret på, siden vi blev 'smidt ud' af Paradis, da han ofrede sig selv på korset for os.

I bund og grund er det jo faktisk først her, at kristendommen egentlig træder i kraft og har sin begyndelse. Men hvorfor er det så lige, at vores tidsregning starter fra Jesus fødsel? Der gik jo over 30 år, før han blev døbt, korsfæstet, opstod fra de døde og før vores kristne trosgrundlag blev skabt.

Burde vi ikke spole vores kalender cirka 30 år tilbage, så det passer med, da Jesus blev korsfæstet og nulstillede vores syndige fortid og på den måde skabte kristendommen? Som det er nu, så eksisterede kristendommen jo slet ikke i de første 30 år af vores kristne tidsregning.

I den buddhistiske tro begynder tidsregningen først med det år, hvor Buddha døde. I islam begyndte tidsregningen, da profeten Muhammed udvandrede fra Mekka til Medina.

Tusind tak for jeres tid, og glæder mig til at høre jeres svar...

Anders

Svar:

Kære Anders

Du har en teologisk eller kristelig pointe: Det er Jesu død og opstandelse mere end hans fødsel, der er kristendommens fødselstime. Så det kunne godt være valgt som udgangspunkt for en kristen tidsregning. Yderligere har alle evangelierne Jesu død og opstandelse som centrum, mens fødslen kun antydes i Johannesevangeliet og slet ikke nævnes hos Markus.

LÆS OGSÅ: Den kristne tidsregning dominerer verden

Nu valgte munken Dionysius Exiguus i 500-tallet imidlertid at tage udgangspunkt i Jesu fødsel, da han fastlagde tidsregningen, og jeg tror sandt at sige ikke, at det bliver lavet om, heller ikke selvom de fleste regner med, at Jesus blev født 5-6 år før vor tidsregnings begyndelse (det ville skabe total forvirring, og desuden kan vi jo heller ikke fastlægge korsfæstelsesåret helt præcist).

Hvis jeg skal forsvare Dionysius' valg, kunne man sige, at da Jesus bliver født, krydsede guddommelig tid og jordisk tid hinanden (hvis man da tror, at Jesus er fra Gud). Og det må jo sandt at sige også anses for en temmelig skelsættende begivenhed.

LÆS OGSÅ:Hvor gammel blev Jesus?

Med venlig hilsen
Niels Henrik Arendt
Sognepræst i Staby-Madum pastorat og folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende Reformationsjubilæet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.