Islam og kristendom skal ikke ligestilles

Tove Videbæk synes ikke, at kristendom og islam skal ligestilles i skolen.

FOLKETINGSVALG: Man bør først og fremmest høre om sin egen kultur, sin egen religion, kende sit eget grundlag, før man skal tage stilling til andres, skriver Tove Videbæk fra Kristendemokraterne

Spørgsmål:

Hvorfor ikke have islam på skoleskemaet? Har unge ikke ret til at få viden om islam - lige som kristendom? Det ville måske også blive mere spændende, hvis islam blev ligestillet med kristendom i skolen?

Amina Yasin

Svar:

Kære Amina

Tak for dit spørgsmål!

Nej, jeg synes ikke, at kristendom og islam skal ligestilles i skolen. I vores nuværende folkeskolelov er det sådan, at man i de mindste klasser mest lærer om kristendom i kristendomstimerne. Senere - i de større klasser lærer man om andre religioner, og jeg synes, at sådan bør det være fortsat.

Man bør først og fremmest høre om sin egen kultur, sin egen religion, kende sit eget grundlag, før man skal tage stilling til andre(s). Man skal have et grundlag at stå på, hvorfra man så kan tage stilling til andre(s) livssyn.

Jeg tror, man som barn ville blive meget forvirret, hvis man fik det hele serveret på én gang, og man selv skal tage stilling til og vælge mellem en hel række religioner, som man hører om samtidigt og ligestillet. Det vil bringe stor forvirring til børnene.

Vedrørende at det kunne blive mere spændende. Jeg tror, at det er op til den enkelte lærer at gøre undervisningen i kristendom spændende. Jeg synes jo, at kristendom er spændende. Der er så mange gode fortællinger, begivenheder og historier i Bibelen at fortælle om. Og det kan gøres på mange forskellige måder og illustreres også med nye medier.

Jeg synes virkelig, det er forfærdeligt, hvis kristendomstimer gøres kedelige, så man opfatter kristendom som kedeligt, for det er kristendom og det at være kristen bestemt ikke!

Med venlig hilsen

Tove Videbæk, MF
Kristendemokraterne

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.