Jerusalem - hellig by for tre religioner

Grædemuren er de sidste rester fra det jødiske tempel, og er i dag jødernes helligste sted. Foto: Pixabay.

Hvordan er Jerusalem vigtig for de tre store religioner?

Spørgsmål:

Jeg er ved at lave en opgave om de tre store religioner, kristendom, jødedom, og islam og deres tilknytning til Jerusalem. Kan du hjælpe med dette?

Anne Sofie

Svar:

Kære Anne Sofie

Hvordan er Jerusalem vigtig for de tre store (abrahamiske) religioner?

1. For jøderne er byen så vigtig, at de hvert eneste år ved deres påskemåltid til minde om udtoget af Egypten har hilst hverandre med de ord: "Ba-shanah ha-ba'ah bi-Yerushalayim" (til næste år i Jerusalem!) - Litterære jødiske henvisninger til Jerusalem kan søges først og fremmest i Gamle Testamente ved hjælp af en konkordans.

2. Kristendommen er helt enkelt født i Jerusalem og hører derfor naturligvis for altid hjemme der. Om de kristnes historie og nærværelse i Jerusalem, se f.eks. Kirsten Stoffregen Pedersen, De kristne i Det hellige Land, Unitas Forlag, Valby 1998.

3. I sidstnævnte bog er der også noget at finde om islamisk historie i Jerusalem. Men hvad Islam angår, bør man lægge vægt på, at araberne nedstammer fra Abraham både i følge Bibelen (se 1.Mosebog kapitel 11 til 25) og Koranen. I følge Koranen opfor profeten Muhammad i en vision til himmelen fra det sted, hvor nu al-Aqsa moskeen står på den gammeltestamentlige Tempelplads. Inden det blev forordnet for muslimerne at vende sig mod Mekka for deres daglige bønner, plejede de at vende sig mod Jerusalem. Det påpeges ofte, at det mest brugte navn for Jerusalem på arabisk er al-Quds (den hellige), men deri adskiller muslimerne sig jo egentlig ikke fra hverken jøder eller kristne, som begge kalder den "Den hellige Stad".

Jerusalem, 20.2.03,

Kirsten Stoffregen Pedersen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.