Jesus nedbrød bibelsk etik

Vi skal være varsomme med at tale om bibelsk etik, skriver cand. theol. Ricardt Riis i dette svar. Jesus interesserede sig hverken for love, regler eller den enkeltes sindelag, han rettede derimod fokus på forholdet mellem mennesker og den tillid, der her bør være til stede

Spørgsmål om etik

Hej

Jeg er stødt på et problem, da jeg skulle forklare hvad bibelsk etik og kaldsetik er. Kan I hjælpe mig?

Venlig hilsen,
Per

Svar fra cand.theol.

Hej Per!

De mennesker, der taler om bibelsk etik, skal man være lidt varsom med. Når man begynder at tale om bibelsk etik, skyldes det som regel, at man er utilfreds med den almindelige etik, den rent menneskelige etik. Den skulle jo ellers være god nok, men nogen synes, de vil være noget for sig, eller synes, at det er for lidt at være almindelig, og derfor begynder man at undersøge, hvad bibelsk etik kan være for noget.
Og det er lidt farligt. For vil Jesus andet end lære os at være mennesker helt og fuldt? Går hans budskab ikke ud på at nedbryde det, man på hans tid kaldte "bibelsk etik"?

Det var farisæernes opfattelse, at "bibelsk etik" eller altså "gammeltestamentlig etik" gik ud på at overholde 613 regler om hvad man måtte spise, hvordan man skulle bede, hvad man skulle gøre, før man spiste, hvem man måtte komme sammen med, hvad man måtte gøre og ikke gøre på sabbatten osv. Hele dette system af "bibelsk etik" nedbrød Jesus. Det er ikke, hvad der kommer ind i munden, der gør et menneske urent, men hvad der går ud af den, hævder han (Matt 15,11), ligesom han hævdede, at sabbatten er til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbattens skyld (Mark 2,27).

Så kan man hævde, at Jesus dog ikke ophævede al etik, eller at der dog i det mindste må findes en nytestamentlig etik eller en Jesu etik? Og det kan måske være sandt nok. Men den måde, man her taler om etik på, er lidt anderledes, end når det drejer sig om etikkens indhold. Her spørger man efter, om Jesus går ind for en sindelagsetik, en kasuistisk etik eller måske en socialetik. Spørgsmålet er altså: Hvordan er det menneskesyn, der danner baggrund for Jesu etik?

Mit svar på det spørgsmål (men der findes mange andre svar) er, at Jesus vender sig imod enhver form for individualistisk etik og i stedet går ind for en "forholdsetik". Det vil på almindelig dansk sige, at det ikke interesserer ham, hvordan den enkelte får drejet sit indre, om han har de eller de motiver, om hans sind nu også er så kærligt, som det skal være. Hvad der interesserer ham, hvad han sigter på, er, om forholdet mellem mennesker bliver genoprettet, om tilliden igen bryder igennem, om mennesker igen kommer til at stole på hinanden helt og fuldt.

Lad os tage lignelsen om brudepigerne som eksempel, Matt 25,1-13. De fleste prædikanter vender sig imod den, fordi den indeholder de hårde ord til de brudepiger, der kom for sent: "Jeg kender jer ikke!" Men det, lignelsen vil sige, har netop noget med forholdet mellem mennesker at gøre. Dommedag i det hele taget vil sige os noget om, hvad det kommer an på her i livet. Det kommer an på at leve efter loven, hævder farisæerne, men det er klart, når du ikke alt det du skal i dag, så må du anstrenge dig des mere i morgen. Vrøvl, siger Jesus, tilværelsen forløber i situationer, og det afgørende er, om du er til stede i situationen; det kan så let som ingenting gå galt, så du overhører et nødråb fra din næste, så du ikke fornemmer, at I er ved at vokse fra hinanden, så du svarer overfladisk, hvor du skulle have hørt din næstes mange overtoner. Og sker det, så er måske forholdet mellem dig og din næste gået i stykker og gået i stykker på en måde, så det ikke står til at reparere.

Eller tag ordet om, at du skal dømmes til helvedes ild, om du siger "tåbe" til din næste (Matt 5,22). Det vil sige det samme: du kan slå ihjel, du kan ødelægge forholdet mellem dig og din næste, det forhold, hvori livet består, med så ringe en ting som at sige "Tåbe!" til din næste. Det sker selvfølgelig ikke hver gang, du siger "tåbe", men er situationen til det, kan det være så lidt, der er udslaggivende. Og så drejer det sig om at søge forlig, søge forsoning, bede om tilgivelse, om dog ikke forholdet kan reddes (Matt 5,25).

Og med disse bemærkninger er vi på vej ind i Luthers kaldsetik. Luther hævdede, at de gode gerninger, et menneske tænkes at gøre, ikke er valfarter og pengegaver til kirken, men er de gerninger, som ganske almindelige mennesker gør i deres ganske almindelige liv, eller, som vi plejer at sige: er de gerninger, mennesker gør i "kald og stand". Og "kald og stand", det vil jo netop sige de forhold, et menneske står i.
Og sådanne gerninger er ikke specielt kristelige, men blot almenmenneskelige. Det vil også give et menneske rigeligt at gøre livet igennem. For overfor dine nærmeste er der altid noget, der skal gøres; og du skal hele tiden være opmærksom på tillidsforholdet, er det stadig intakt? Og du behøver ikke spekulere på din egen selvudvikling, den kommer helt af sig selv, hvis du ellers er opmærksom på den andens udtalte og uudtalte ord.

Altså: Vil man absolut tale om en bibelsk etik, så tvinges man på kristen grund til at indskrænke det til en nytestamentlig etik, og så må man se, ikke på den enkeltes udvikling og indre godhed, men på det forhold, et menneske står i til sin næste: dets trivsel er det, det kommer an på. Og på den måde når man frem til Luthers tale om at være til stede helt og fuldt i det kald, man står i, og i den stand, man har fået tildelt.

Sådan nogenlunde hænger det sammen med bibelsk etik og kaldsetik.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, cand. theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.