Kan jeg være katolik og ønske hævn?

Min familie blev dræbt i en koncentrationslejr, skriver en læser. Kan jeg godt være katolik, selvom jeg ønsker hævn? Foto: Foto: sxc.hu

Du må bede Helligånden om hjælp til at tilgive din families mordere, skriver katolik Kirsten Kjærulff til en læser

Spørgsmål:

Hej, jeg ville gerne stille jer nogle spørgsmål, fordi jeg går og tumler med problemer, jeg faktisk ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre med.

1. Kan man godt være kristen katolik, selv om man ønsker hævn over dem, som dræbte ens familie under anden verdenskrig i en koncentrationslejr? Meget af min familie er nemlig jøder blandet med katolikker, og under krigen stak min morfar af, men blev skudt i benet og ryggen, men overlevede, mens hele hans familie døde.

2. Jeg har hørt, at man ikke kan være kristen på grund af ens tøjstil, passer det? Jeg går nemlig selv i streetwear tøj og har ikke rigtig andet til at tage på i kirke om søndagen. Men kan man ikke stadig være kristen og katolik, selv om man går i noget andet tøj?

3. Kan man godt være halvt jøde og halvt katolik? Der er mange, der siger, de er halvt et eller andet?

4. I min fritid maler jeg nogle gange graffiti rundt omkring, men kan man ikke stadig være kristen katolik, selv om man maler graffiti?

Tak på forhånd.

Med venlig hilsen
Alexander

Svar:

Kære Alexander

Du spørger, om man kan være katolik, selv om man har både små og store synder at bære rundt på.

JA, for Jesus kom jo netop for at helbrede syndere. "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse," siger Jesus.

Du nævner fire ting, som får dig til at føle, du måske ikke er "god nok" til at være kristen og katolik. Men selv den største synder i verden er god nok til at være kristen og katolik, hvis han bare beder Jesus om tilgivelse for sine synder.

1. Din tørst efter hævn over din families mordere er det største problem, selv om jeg godt kan forstå, at det må være svært for dig at tilgive. Men Jesus bad selv for sine bødler, da de var ved at nagle Ham fast til korset: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør". Jesus siger også, vi skal velsigne og bede for vore fjender. Det er forfærdeligt svært, og du må bede om Helligåndens hjælp til at gøre det. Det kan godt tage mange år at komme så vidt.

I hvert fald kan du sandelig godt være katolik, selv om du endnu ikke kan tilgive. For Jesus elsker dig og vil hjælpe dig med det. Katolikker er jo lige så store syndere som andre mennesker, men de har flere hjælpemidler end de fleste andre, bl.a. i sakramenterne.

Helt praktisk kan du tale med en katolsk præst, som vil lære dig, hvordan du kan arbejde med problemet og efterhånden blive frigjort fra din hævntørst.

2. Så nævner du din påklædning: Man kan sandelig komme i kirke og komme til Jesus, lige meget hvad for tøj man har på. Du skal bare komme, som du er. Jesus elsker jo især de fattige, dem, som ikke har råd til at købe dyrt, fint tøj.

3. Dit punkt nummer tre er meget afgørende: Kan man godt være halvt jøde og halvt katolik, spørger du. Hvis du mener, at din slægt er jødisk, så kan du naturligvis være kristen (katolik).

Men hvis du mener, om din tro kan være halvt jødisk, halvt kristen, så må jeg svare NEJ. Ifølge den jødiske tro er Jesus jo ikke Guds Søn, men et menneske, som ville gøre sig selv til Gud. Det var derfor, de korsfæstede Ham.

Den kristne tro, især den katolske, ser lige som jøderne hele Det gamle Testamente som åbenbaret af Gud, men med den store forskel, at det først når frem til sin fuldendelse og fulde åbenbaring gennem Jesus som Guds Søn som beskrevet i Ny Testamente. Kun når man bekender, at Jesus er Guds Søn, er man kristen. Også i dette spørgsmål vil jeg opfordre dig til at gå til en katolsk præst, som bedre kan forklare dig disse ting.

4. Hvad angår dit punkt 4, så er det vel ikke nogen stor synd at male graffiti? Selvfølgelig skal man ikke tilsvine andres ejendom, heller ikke det offentliges, men hvis du har malet, hvor det ikke var tilladt, må du jo bede om undskyldning for det, og så ikke gøre det mere. Men heller ikke dette kan hindre dig i at være katolik, tværtimod kan du jo gå hen og bede præsten give dig Guds tilgivelse for det, og så love at holde op med at male, hvor det generer andre.

Du kan finde svar på mange spørgsmål på Den katolske Kirkes hjemmeside. Her kan du også finde adresser på præster i nærheden af, hvor du bor.

De bedste hilsener
Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.