Kan videnskaben forudsige Dommedag?

På dommedag skal levende og døde stå for Guds trone, skriver Michael Lerche Nygaard. - Foto: stock.xchng

Om man kan anse de videnskabelige forudsigelser om dommedag som bekræftelse på de kristne dommedagsforudsigelser afhænger af, hvad man tror på. Panelsvar af kristen forfatter Thomas Teglgaard

Spørgsmål:

Kan man anse de videnskabelige dommedagsforudsigelser (solens død) som en bekræftelse på de kristne dommedagsforudsigelser der står beskrevet i blandt andet Esajas Bog kapitel 24 og Markusevangeliet kapitel 13?

Simon

Svar:

Kære Simon

Om man kan anse de videnskabelige dommedagsforudsigelser som bekræftelse på de kristne dommedagsforudsigelser afhænger nok af, hvem man er, og hvad man tror på. Hele Bibelen er, som jeg ser det, gennemsyret af dette, at verden, som vi kender den, forgår, og kun Kirken består. Dommedag kommer, vi kræves alle til regnskab af Ham, som har skabt alting. På den dag er den fattige og den rige ens stillet, det eneste, der betyder noget, er, om man "har sit navn indskrevet i Livets Bog".

Der findes adskillige dramatiske beskrivelser af, hvad der skal ske til sidst, du har selv henvist til nogle meget maleriske beskrivelser, men præcis hvordan de skal forstås, og hvordan man som videnskabsmand skal arbejde med dem, er jeg ikke begavet nok til at kunne svare på. Jeg synes, at det væsentlige består i, at dommen kommer. At forskellige videnskabelige discipliner så kunne bekræfte det, finder jeg underordnet.

Men for andre stiller det sig måske anderledes. Nogle finder det måske trosbekræftende at arbejde de to - tro og videnskab - sammen på den måde. Jeg ser intet til hinder for det, tværtimod. Virkeligheden skulle jo gerne bekræfte det, man tror på. Imidlertid er mange bare gået galt i byen, fordi de hellere troede på den gældende videnskab end de profetiske vidnesbyrd vi har om, hvad der skal ske til allersidst.

Varme hilsner

Thomas Teglgaard, kristen læge og forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.