Kirke i en multireligiøs virkelighed

Gellerup -- herfra min verden går

For 6 år siden blev jeg præst i Gellerup Kirke, en kirke med en usædvanlig befolkningssammensætning og med en usædvanlig menighed, hvor det almene præstedømme florerer med himmelsk glans. Jeg ankom ikke til sognet med en klar religionsteologi. Men fra første dag har områdets muslimske islæt vist sig; den primære pædagog på stuen i børnehaven er muslim, en fjerdedel af klassekammeraterne på mit barns skole er muslimer, 80 % af de aktiverede i kirkens være- og arbejdssted er muslimer et cetera. Muslimer er en del af hverdagslivet, og det gør enhver overvejelse og diskussion, der ikke har denne faktiske virkelighed som udgangspunkt og fremtidshorisont, virkelighedsfjern og belastende.

Folkekirkens selvforståelse før og nu

I folkekirken har vi været vant til at forstå os selv som det danske folks kirke. En dansker og en kristen, har næsten været to sider af samme sag. Folkekirkens monopolstatus har været en naturlig afspejling af en befolkning, der altovervejende har bestået af folkekirkemedlemmer.

Fra mono- til multireligiøst samfund

Gradvist har den monoreligiøse virkelighed ændret sig i Danmark. I Gellerup er under 30 % af sognets indbyggere medlemmer af folkekirken. De fleste andre er muslimer. Og rundt i hele Danmark oplever vi i større eller mindre grad, at vores vilkår i dag er multireligiøse og multikulturele. Som kirke i et multireligiøst samfund kan vi ikke uændret fortsætte, som om vi stadig lever i en monoreligiøs sammenhæng.

At være kirke er at være sendt til menneskeheden, som Jesu Kristi sendebud. Mission er et belastet ord, og jeg skal være den første til at medgive, at der er temmelig meget at tage afstand fra i kirkens missionspraksis gennem tiden. Derfor kunne det måske være godt med et andet ord. Men jeg har ikke fundet andre ord, der rummer den betydning, ordet mission har. Mission, at være sendt. Jeg ser kirkens vigtigste opgave som en slags seismograf, der aflæser tidens og menneskers spørgsmål og længsler, og forsøger at være redskaber for Guds nåde ind i den konkrete virkelighed. Så vi ikke giver sten for brød. Så vores relationer svarer til levende menneskers virkelighed.

At være i mission kræver villighed til ikke på forhånd at vide, hvad det er, vi skal. Så vi bruger vores energi og hjerterum på missionens mange forskellige facetter, alt efter tid og sted; teologi, diakoni, diapraksis, vidnesbyrd, dialog og venskab. For kirken forstener, hvis vi cementerer en gang opståede arbejdsområder og traditioner, så vi glemmer, at kirken er sendt til verden og ikke udelukkende til folkekirkemedlemmer, til bevarelse af danskhedens integritet eller til opretholdelse af tidligere tiders kirketradition.

Kirkens tilstedeværelse i fællesskab med menneske af anden tro

Kirkens fornemste opgave er vel i grunden, det at være tilstede som levende mennesker, der med hjertet er interesseret i alle medmennesker, også dem der har en anden tro. Hvordan denne interesse giver sig udslag, kan være så forskellig, som vi er mennesker og menigheder. Men en hyppig hindring for denne interesse er for mange, der er engageret i kirkeligt arbejde, at vi altid har kalenderen fyldt af mere eller mindre vigtige kirkelige møder og fællesskaber. Uanset hvor positivt og godt alt dette er, så kan det jo let have som konsekvens, at vi, såvel som mange mennesker med en anden tro, lever det meste af vores liv i et kristent parallelsamfund.

Kirkens diakoni -- også i forhold til mennesker af anden tro

Kirken har en urgammel tradition for diakoni, og mange steder er det netop på det diakonale område, at kirken allerede møder mange muslimer i Danmark. I den nuværende politiske situation i Danmark, bør vi forstå diakoni bredere end hjælp til socialt udsatte mennesker. Muslimer i Danmark er som gruppe under pres. Ofte fremstilles de som en organiseret enhed, der udgør en terroristisk trussel mod det danske samfund. Således oplever mange muslimer med rette at blive placeret som nutidens samaritanere, der er ringeagtet af alt og alle. Derfor er det yderst vigtigt, at kirken ikke bliver endnu en aktør der udviser foragt for mange moderate muslimer i Danmark, der ønsker at være en del af det danske demokratiske pluralistiske samfund. I stedet er det en diakonal opgave, at vi som kirke udviser ganske almindelig medmenneskelighed, og når muslimer bliver diskrimineret og stigmatiseret som kriminelle terrorister, at tale og handle imod fordomme og forskelsbehandling.

Kirkens vidnesbyrd

Den væsentligste udfordring ved muslimsk tilstedeværelse for os som folkekirke, er den religiøse udfordring. Lidt groft sagt har vi været vant til at opfatte mission som noget der foregår i Afrika. I mødet med muslimer bliver det indlysende, at det hører til kirkens væsen at være i mission, også forstået helt traditionelt, som det at fortælle ikke-kristne mennesker om vores kristne tro. Vi er temmelig uvante med den religiøse samtale, hvor spørgsmålene fra en muslim kunne lyde: Tror du virkelig at Jesus er Gud? Hvad betyder din tro, for dig? Hvordan er de kristne leveregler? Som almindelig folkekirkedansker står man ofte på gyngende grund, når man skal svare på sådanne spørgsmål. Midt mellem den rette lære, som jeg måske godt kender, mit eget krav om et ægte svar om min tro, og en mangel på sprog. Dertil kommer, at mange muslimer frit og frejdigt vil gengive hele den muslimske troslære, og fremstille sig selv som praktiserende muslimer, både når det svarer til virkeligheden, og når det mest er en ønskedrøm.

Enhver kan se, at den muslimske tro giver sig udslag i hverdagslivet, for muslimer, men hvordan giver troen sig udslag i mit liv? Hvad betyder kristentro for mig? Tror jeg i grunden selv på det? I givet fald, hvad er det så, jeg tror på?

Missionen tur-retur eller kald det dialog

Muslimer stiller anderledes spørgsmål til vores tro, end vi er vant til. Og vover vi at lytte, og forsøger vi at svare, kan det blive et udgangspunkt for en genopdagelse og fordybelse i troen, hvis vi da ikke opdager, at vi slet ikke tror, eller bliver overbevist af muslimens tro og konverterer. I mødet med muslimer bliver vi som kristne indimellem dybt overraskede. Når vi tror, at vi er i gang med at gøre klar til bedst muligt at oversætte kristentroen til et forståeligt og attraktivt sprog for muslimer, og så overvældes af oplevelsen af, at Gud med sin Helligånd er tilstede i mødet mellem os. Det lyder måske temmelig indlysende.

Ikke desto mindre er det en overvældende evangelisk erfaring, at Gud ikke lever af mine hårdtslående argumenter for kristendommen, men at jeg lever i ham. I mødet med troende muslimer er mit perspektiv blevet ændret. Jeg har oplevet, at her står jeg sammen med mennesker, der -- som jeg selv -- lever af troen på Gud. Oplevelsen af alt det der binder os sammen, som troende mennesker er overraskende, fordi vi jo er vant til at fremstille hinandens tro, som den diamentrale modsætning til vores egen. Og samtidig er det blevet lysende klart for mig, at min tro først og sidst handler om Jesus Kristus.

Diapraksis

Når først vi har lært et andet menneske at kende, er der meget andet end religiøs samtale der trænger sig på; skolepolitik, fødselsdage, fodboldkampe, kriminalitetsbekæmpelse, for ikke at tale om globale udfordringer som sult og fattigdomsbekæmpelse. Ganske ofte vil det være sådan, at vi som mennesker, der tro på en almægtig Gud, har fælles udgangspunkt i en lang række etiske og socialpolitiske sammenhænge, på trods af forskellene i trosbaggrund. Vi taler meget om dialog og mission i Danmark, men mon ikke diapraksis ofte er det allerbedste udgangspunkt for såvel livsengagement, gensidig kendskab samt dialog/mission. I et par krisesituationer i Gellerup har vi fået en stærk oplevelse af betydningen af religiøs diapraksis. På baggrund af voldsomt hærværk mod kirken, arrangerede vi et fælles fakkeloptog som et opråb imod hærværk. Det var for os som kirke skønt at se muslimer og kristne samlet for at vise deres afstandstagen fra hærværk mod kirken. For nyligt inviterede vi til et møde som vi kaldte; "Kristne og muslimer i bøn for fred og forsoning i verden", i forbindelse med afbrænding af danske ambassader. Igen en stærk oplevelse i det fælles engagement for verden nu og i fremtiden.

Annette Brounbjerg Bennedsgaard, er sognepræst ved Gellerup Kirke. Hun er desuden bidragyder til bogen "Karma, koran og kirke," der udkom 27. april på Forlaget Univers.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.