Kristen i et muslimsk land

Libanon, Syrien, Jordan, Irak, Det hellige Land samt Egypten er kendetegnet ved, at kirkerne her går helt tilbage til apostlenes tid, skriver Henrik Ertner Rasmussen. Her ses Johannes Døbers Kirke i Byblos, Libanon, opført fra år 1115.

Spørgsmål:

Er der muslimske lande med kristne kirker og menigheder? Hvilke?

Er det muligt at forhandle moské for kirke, og bør vi give tilladelse til moskeer?

Skulle vi ikke sørge for vores tros udbredelse?

Mange spørgsmål, kan i hjælpe?

John Nielsen

Svar:

I stort set alle muslimske lande findes der kristne kirker, der eksisterer med regeringernes tilladelse. Der er procentvis flest kristne i Libanon, fordelt på forskellige kirkesamfund, og her har kirkerne udstrakt frihed.

Egypten er det mellemøstlige/arabiske land med størst antal kristne, sikkert ca. 7-8 millioner. De har også forskellige kirkesamfund, og her er der restriktioner med hensyn til bygning af nye kirker samt vedligeholdelsen af de eksisterende. Alligevel så jeg i de 7 år, hvor jeg boede i Egypten, adskillige nye kirker blive bygget.

Libanon, Syrien, Jordan, Irak, Det hellige Land samt Egypten er kendetegnet ved, at kirkerne her går helt tilbage til apostlenes tid.

Saudi Arabien er det eneste muslimske land, hvor kirkebyggeri er direkte forbudt, og hvor det er forbundet med risiko for arrestation at samles i private hjem til kristne møder eller gudstjenester.

I Afghanistan er det lidt uklart, om det er forbudt at bygge kirker, men kristne skal i hvert fald være meget diskrete med at mødes i grupper til bibelstudium eller gudstjeneste.

En saudisk prins er dog citeret for at sige, at det er tilladt for kristne at samles til private religiøse møder. Dette ser dog ikke ud til at blive respekteret af det religiøse politi, især ikke når det drejer sig om de fattige kristne arbejdere fra eksempelvis Sri Lanka og Filippinerne. Af disse grupper er mange gennem årene blevet arresteret og fængslet og siden deporteret til deres hjemlande for at have praktiseret deres tro.

I Irak er der frihed for de kristne til at dyrke deres tro og have deres kirkebygninger, men alle vegne i den muslimske verden er det problematisk at forkynde ikke-muslimsk tro med henblik på at få muslimer til at antage en anden tro end islam.

Som følge af den meget kaotiske situation i Irak har terrorgrupper sprængt kirker i luften, og kristne er blevet truet af yderligtgående imamer - som der ser ud til at være mange af - i moskéerne.

Med hensyn til spørgsmålet om vi i Danmark skal tillade muslimer at bygge moskeer, er der kun at sige, at de danske myndigheder ikke godt kan undlade det, når grundloven garanterer religionsfrihed. Der er dog nok behov for at myndighederne holder et vågent øje med, hvad der prædikes og praktiseres i moskeerne. Det er jo desværre ikke alle grupper af muslimer, der blot nøjes med at bede og understøtte de fattige blandt dem. Nogle er kendt for at opildne til had og vold mod anderledes troende.

Som kristne er vi altid kaldet til at vidne om vor egen tro, uanset om myndighederne vil fremme det eller ej. Faktisk ser det ud til, at kristne vidner med stor ildhu i de områder af verden, hvor det kan koste dem bøde, fængsel, førligheden eller livet at gøre det - og det sker ikke kun i den muslimske verden, men også i lande med kommunistisk eller anden form for totalitært diktatur.

Henrik Ertner Rasmussen,

generalsekretær i Dansk Europamission

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.