Kristendom er relevant for alle skolebørn

Undervisningen i kristendom skal ikke være forkyndende men derimod bidrage til børnenes almendannelse. - Foto: .

Uden kristendomsundervisning vil de danske skolebørn få vanskeligt ved at forstå dansk kultur og historie, skriver Karen M. Larsen

Spørgsmål:

Hvorfor skal der undervises i kristendomskundskab i folkeskolen? Hvad giver dette fag eleverne, når der alligevel kun er 4% af danskerne som går i kirke som søndagen?

Og hvorfor står der i Fælles Mål for faget kristendomskundskab, at der først efter 9. klasse skal undervises i andre religioner? Er det ikke vigtigt at informere eleverne om de forskellige religioner i de tidligere klassetrin, for at opnå en forståelse af hinanden? På den måde fremmer vi mangfoldigheden, og undgår "os kontra dem"-følelsen.

Morten Fillipsen

Svar:

Kære Morten

Nødvendigheden af kristendomsundervisningen i folkeskolen afgøres på ingen måde af, hvor mange der går i kirke om søndagen. Undervisningen må jo ikke være forkyndende, dvs. den skal ikke bruges til at understøtte eller fremme kirkegangen. Undervisningen skal derimod give indblik i kristendommen og de andre religioner og dermed bidrage til elevernes almendannelse.

Kristendommen er en væsentlig del af den danske såvel som den europæiske kultur og kendskab til denne religion er derfor nødvendig for f.eks. at kunne forstå dansk og europæisk historie, litteratur, kunst mv.

Undervisningen i de ikke-kristne religioner kan foregå i alle de ni år, hvor eleverne har kristendomskundskab, hvor tidligt man begynder med dette, afhænger nok især af den kulturelle sammensætning som den enkelte klasse har.

Os og dem-tanken er næppe mulig at udelukke fra den måde, som vi mennesker tænker på. Spørgsmålet er reelt set blot hvem man placerer i kategorien os og hvem man placerer i kategorien dem. Men jeg er temmelig sikker på, at den typiske undervisning i faget Kristendomskundskab i folkeskolen af i dag ikke bidrager til at grave kløfter mellem f.eks. kristne og muslimer, men snarere bidrager til at bygge bro over de kløfter, som der allerede er.

Venlig hilsen

Karen M. Larsen, gymnasielærer

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.