Kristendommen skiller sig ud

Der er både eksempler på, at man i den kristne verden har ladet "lovreligionen" tage over og eksempler i den muslimske verden på, at almindelig sund fornuft har vundet over den åbenbarede lov, slutter Ricardt Riis sit svar

Spørgsmål om lovreligioner

Termen lovreligion bruges ofte i debatten om islam og til tider også til at beskrive jødedommen.

Hvor stammer dette udtryk fra? Findes der fx lignende termer på engelsk og tysk?

Det forekommer mig at være en luthersk eller senere protestantisk term, der søger at fremhæve forskellen mellem den frie protestant og den lovbunde jøde eller muslim. Har jeg ret i denne formodning?

Chr. Vind

Svar fra tidligere sognepræst

Kære Chr. Vind!

Du har nok ret i, at betegnelsen lovreligionom jødedommen bruges til at fremhæve forskellen mellem den frie protestant og den lovbundne jøde; det vil sige: Termen er ikke kun beskrivende, der ligger også noget nedgørende i den.

Jeg kan desværre ikke lige huske, at jeg har mødt termen på engelsk eller tysk, men faktisk vil jeg tro, den findes dèr også.

Det ville nok være for meget at tro om os danskere, at det skulle være os, der har opfundet en så genial term.

For et langt stykke hen ad vejen fortæller jo termen noget væsentligt om forskellen mellem jødedom/islam og kristendom.

Det, der åbenbares indenfor jødedom og indenfor islam, er en lovbog - henholdsvis moseloven og koranen. Og begge religioner arbejder med den tanke, at var denne lov ikke åbenbaret, så ville menneskene ikke have kendt den, og så ville de ikke kunne handle ret.

Det vil sige: begge disse religioner betragter deres medlemmer som bedre end andre mennesker, ikke fordi de handler bedre, men fordi de véd bedre; de har nemlig fået åbenbaringen.

Spørgsmålet er så, hvad kristendommen er i modsætning til det. Eller spørgsmålet er: Hvad var det nye, som Jesus bragte, i forhold til jødedommen?

Lad mig svare med den gyldne regel! Det er godt nok ikke Jesus, der har "opfundet" den, den findes f. eks. også i den apokryfe gammeltestamentlige Tobits bog, kap 4,15: "Gør ikke mod andre, hvad du selv hader".

IMatt 7,12 har den formuleringen: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem."

Pointen er imidlertid ikke reglen selv, men den tilføjelse, Jesus kommer med.

Han siger nemlig om den gyldne regel: "Sådan er loven og profeterne". Det vil sige: I den gyldne regel ligger alt det gemt, som et menneske skal gøre for at handle ret. Men dermed trækker han tæppet væk under den åbenbarede lov. Vil du vide, hvad du skal gøre for at handle ret, behøver du altså efter Jesu mening ikke at spørge moseloven til råds, eller at bruge rabbinerne til at fortælle dig, at der er 629 små og store bud, der skal overholdes, hvis du vil være på den sikre side.

Nej, du skal blot spørge dig selv: Hvad vil du ønske, at den anden skal gøre mod dig? Vil du ønske, at den anden stillede sig forstående an? Jamen, så vær du selv forstående. Vil du ønske, at den anden overholdt sine aftaler? Jamen, så overhold du selv dine aftaler. Osv.

Det vil sige: I stedet for en åbenbaring, hvorved Gud selv ulejliger sig med at fortælle os, hvad vi mennesker skal gøre i denne og hin situation, får vi at vide, at hvad vi skal gøre, véd vi egentlig godt selv. Vi behøver ingen åbenbaring til at fortælle os det, vi skal bare tænke os om.

Det var den enkle forklaring. Men det hele er en lille smule mere indviklet end som så.

For vi kristne taler jo også om en åbenbaring. Og det sker ikke så sjældent, at kristne teologer forestiller sig, at når det står skrevet, så skal vi rette os efter det, nøjagtig som jøder og muslimer gør det, eller altså at kristne teologer opfatter deres religion som en lovreligion.

Det gælder også for den store Luther, der jo ellers er berømt for at hævde, at mennesket retfærdiggøres ved tro og ikke ved gerninger.

Han skriver i sin "Fredsappel på baggrund af bøndernes 12 artikler" fra 1525 i anledning af, at bønderne kræver livegenskabet (eller slaveriet) ophævet, at Abraham og andre patriarker havde livegne, og at Paulus og de andre apostle gik ind for slaveriet.

Det vil sige: Bibelen bliver her forstået som en lovbog ligesom koranen; og ud fra denne lovbog kan man slutte sig til, at det er imod evangeliet at kræve slaveriet afskaffet.

Lidt senere argumenterer han for det samme ud fra fornuften. Han skriver: "For et verdsligt rige kan ikke bestå, hvis der ikke er ulighed mellem personerne". (Se Luthers Skrifter i Udvalg, 1964, Bd IV, side 249).

Desværre kan man ikke se, hvad der betyder mest for Luther. Men forskellen mellem de to argumentationsmåder er tydelig: Hvis den åbenbarede lov er det vigtigste, vil der til evig tid være slaveri. Hvis loven baseret på fornuften er det vigtigste, skal den ændres den dag, man opdager, at et samfund udmærket kan bestå uden slaver eller livegne.

Forøvrigt er Luthers henvisning til Paulus forkert. Dels fordi det, der står i 1 Kor 7,20f ikke er helt entydigt.

Det viser sig besynderlig nok at komme tydeligst frem i oversættelsen af 1907. Der hedder det: "Blev du kaldet som Træl, saa lad det ikke bekymre dig, men om du ogsaa kan blive fri, da gør hellere Brug deraf". Og i en note tilføjes det: "Nemlig enten: af Lejligheden til at blive fri, eller: af din Trællestand".

Men især kan det ses af Paulus' brev til Filemon, at Luther mistolker ham. I dette brev siges det nemlig ret tydeligt mellem linierne, at Filemon skulle tage og frigive den slave, der var løbet bort fra ham, Onesimus.

Så jo, forskellen mellem jødedom/islam og kristendom kan godt udtrykkes ved hjælp af påstanden om at de to andre religioner er lovreligioner (uden at det behøver opfattes negativt), mens kristendommen giver udviklingen og fornuften råderum.

Men man må naturligvis føje til, at ligesom der altså er eksempler på, at man i den kristne verden har ladet "lovreligionen" tage over, sådan er der omvendt også eksempler i den muslimske verden på, at almindelig sund fornuft har vundet over den åbenbarede lov.

Indviklet? Tja, men sådan er verden.

Ricardt Riis

Tidl. sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.