Kristne undere og grædende ikoner

Teolog Niels Christian Hvidt skal lede nystartet Netværk for Forskning i Tro og Helbred. Tidligere har han været forskningsstipendiat inden for emnet medicinske mirakler og teologi. Hans seneste bog ”Christian Prophecy” er udkommet på Oxford University Press. – Foto: Lene Ebbensgaard.

Niels Christian Hvidt skriver om kristne mirakler

Spørgsmål:

Med jævne mellemrum berettes der om kristne mirakler. Senest (d. 4. dec. 2003) har jeg læst om et mirakel med en grædende Madonna i en italiensk by.

Pågår der for tiden kristne mirakler, som man ved selvsyn kan iagttage? I givet fald hvilke - og hvor?

Ilja

Svar:

Kære Ilja

Jo, man hører stadig om kristne undere, som mennesker møder i dag, ikke mindst grædende ikoner.

I Grækenland er der især en meget kendt ikon, der har afgivet velduftende olie siden 1964. Stedet er Panaghia Maleví nær Agios Petros på Peloponnes i Grækenland, og mennesker kommer der for at bede for særlige anliggender, og mange har oplevet at få lindring for sygdomme.

Nær Panaghia Maleví ligger et berømt kapel, bygget over graven af en helgen, der inden hun blev halshugget siges at have råbt: Lad mit hår blive til træer og mit blod til en flod. Man byggede et kapel over graven og træer begyndte at vokse ud af taget og en flod springe frem under dets fundament. Der er ingen rødder i kapellet. Ingen ved, om det er "mirakuløst" i meningen uforståeligt, men det er et underfuldt smukt sted. Der er nærmere angivelser om begge emner i min bog om mirakler.

Bedste hilsener

Niels Christian Hvidt

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.