Lever I efter De 10 bud?

"De Ti Bud er gennem Jesus forvandlet fra bud, der skal overholdes, hvis man ikke vil i helvede, til gode råd om, hvad du kunne tage og gøre, hvis du vil have dit liv til at lykkes." lyder det fra Richardt Riis

Spørgsmål om De Ti Bud

Vi er i en gruppe lærerstuderende, som er i fuld gang med at skrive vores første KLM (kristendom, livsoplysning og medborgerskab) opgave.

Vi er i gang med at overveje, hvorvidt danskerne lever efter De Ti Bud, og her vil vi gerne spørge dig til råds. Vi vel gerne have dig til at overveje, hvorvidt du lever efter De Ti Bud.

Tag udgangspunkt i din hverdag og overvej, hvorvidt du har fulgt de Ti Bud gennem tiderne.

Vi vel også gerne spørge om, du mener at De Ti Bud stadig er aktuelle efter 3000 års levetid. For eksempel du må ikke begå drab. Men hvad med politimanden eller soldaten som beskytter os?

Til sidst har vi snakket om budet om ægteskabsbrud. Kan det passe, at man i et moderne samfund skal forblive gift, hvis man ikke er lykkelig?

Vi håber meget på at du vil svare os, og vil selvfølgelig ikke se kritisk på dine svar.

På forhånd tak!
Stine Jensen & Lasse Apel

1. svar: Lektor Hans Hauge

Kære Stine og Lasse,

Nej, jeg har aldrig levet efter De Ti Bud. Det ville være ukristeligt hykleri at påstå den slags.

Man skal synde tappert, som Luther sagde. Jeg ved heller ikke, om De Ti Bud eller de ti ord - er 3000 år gamle, men det skal vi ikke strides om.

De er først og fremmest udtryk for mosaisk tro eller anskuelse. Dernæst for at Gud er historisk og ikke en naturgud. Troen begynder som en begivenhed. Den mosaiske tro afmytologiserede alle de myter, der omgav den. Og endelig at israelitterne ikke var bedre end andre folk.

Dog har de vist sig helt utroligt slidstærke forstået på den måde, at mange endnu tror, at kristendom går ud på at leve efter disse bud, eller at de i det store og hele er kristne.

Det kan man virkelig undre sig over efter så mange år og efter mange års kristendomskundskabsundervisning. Den har ikke kunnet udrydde denne fordom om De Ti Bud.

Når det så er sagt, må det tilføjes, at De Ti Bud historisk set har betydet meget for udformningen af vor lovgivning. Der er nogle af dem, som er klogskabsregler. Det er dumt at stjæle fra andre, for så stjæler de fra dig. Eller det kan være farligt at slå en anden ihjel.

Det vigtigste bud, og det som er fortolkningsnøglen til dem alle, er, at Israels første, største og eneste ansvar er at elske Gud med hjerte, sjæl (selv) og kraft (evne). Israel skal elske Gud, fordi han først elskede sit folk. Dernæst måtte de og vi ikke have andre guder.

Det bud holder ingen i dag. De fleste dyrker masser af guder fra penge, selvet, kærlighed, musik, kroppen eller hvad det nu kan være.

Og dernæst er der billedforbudet. Du må ikke afbilde Gud. Dette bud, mente filosoffen Immanuel Kant, var det mest sublime bud overhovedet. Det betyder, at man ikke må gøre Gud til et objekt, et væsen, en genstand eller noget, der på nogen måde kan begribes med metaforer eller begreber.

De Ti Bud kan altså sagtens endnu fungere som en dom over os. Der er ikke tale om bud, som vi skal leve efter. De dømmer os, fordi vi ikke elsker Gud, men os selv. Vi elsker ikke næsten, men kun os selv. Næstekærlighed er at elske den anden i stedet for sig selv.

Med andre ord: ingen lever efter budene. Når folk ikke slår ihjel, er det ikke, fordi de er bange for Jahve, men politiet. Når ingen ærer sin far og mor er det, fordi de enten er skilt, eller fordi der ikke sker noget ved ikke at gøre det, eller fordi kommunen tager sig af dem.

Det er med andre ord De Ti Buds funktion at få os til at gå i kirke og få syndernes forladelse. Uden dem går vi rundt i ørkenen omkring en guldkalv.

Med venlig hilsen,
Hans Hauge
Lektor, dr.phil.

2. svar: Tidligere sognepræst Richardt Riis

Kære Stine Jensen og Lasse Apel!

I vil ikke se kritisk på mine svar, skriver I. Det vil jeg nu råde jer til at gøre. For det, jeg her vil skrive, er der ikke mange teologer, der vil være enig med mig i. Så det vil nok være klogt at møde det med en vis kritisk holdning. Nå ja, ikke så I siger: 'rend og hop!', men måske nok, så I siger: 'kan det nu også passe?'

De Ti Bud står i Det Gamle Testamente, i 2 Mos 20, 1-17 og i 5 Mos 5, 6-21. Men de står også i Det Ny Testamente. Specielt er der grund til at lægge mærke til den måde, Jesus omtolker dem på i bjergprædikenen, Matt 5, 21-48.

Her siger Jesus for eksempel: I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. v22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. (Matt 5,21-22).

Her vil de fleste lutherske teologer sige, at Jesu mening er at vise, at vi ikke kan overholde loven. Jesus vil have os bort fra den golde farisæisme, der kun overholder loven for at kunne opnå bevidsthed om at være lidt bedre end de andre, og hen til at leve i tillid til, at Gud vil tilgive os.

Det kan der måske være noget om. Men jeg mener nu alligevel, disse teologer griber forkert. Det, Jesus vil, er, at han vil have os til at se, hvor lidt der skal til, for at livet mellem mennesker, fortrolighedslivet og den indbyrdes tillid, bliver ødelagt. Bare et ord, så er det sket.

Bevares, så galt går det måske ikke altid, af og til er heldet bedre end forstanden, men alligevel, er situationen der, skal der ikke mere til.

At det er det, der er tale om, kan ses af det næste, hvor der netop tales om at søge forlig med sin modpart.

Noget tilsvarende siger Jesus lidt senere om det sjette bud: I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

Også dette ord kan bruges til at sige: "Dèr kan du se, du vil aldrig kunne nå frem til at kunne sige: nu har jeg gjort, hvad jeg skal, for hvornår kan du holde op med at se på en kvinde, så du begærer hende?" Men meningen er nok blot, vil jeg hævde, at vise, hvor lidt der skal til, før ens ægteskab går i stykker.

Det, der er tale om, er jo ikke de blikke, hvormed mange mænd kærtegner en anden kvindes krop (altså en anden kvinde end deres kone), nej, der er tale om de blikke, der i sig rummer en invitation. Dem er det, der er farlige for ens ægteskabs beståen.

Senere igen tager Jesus det andet bud frem, det om ikke at sværge. I har også hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke sværge falsk, og: Du skal holde, hvad du har svoret Herren. v34 Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, v35 eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. v36 Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde. (Matt 5,33-37).

Det er et ord, der sjældent prædikes over. Det kan også være lidt vanskeligt at se, hvor Jesus vil hen med det. Jeg tror, han vil sige, at du skal lade sproget selv virke ind på din næste.

Det skal ikke være trusler eller råb og skrig, der skal virke, det skal være ordene selv. Det skal heller ikke være inderlige blikke eller bønfaldende tonefald, du skal bruge, nej, du skal nøjes med at sige det, der skal siges, uden falbelader af nogen art. Du skal lade sproget selv gøre sin gerning, ikke understrege det med eder eller stor stemmeføring. At stole på Gud er at stole på sprogets virkekraft.

Disse tre skriftsteder fra bjergprædikenen viser, hvordan Jesus går i rette med den farisæiske forståelse af De Ti Bud, en forståelse, som er særdeles udbredt blandt kristne, og måske en forståelse, som også I har.

Vi kan selvfølgelig godt kalde dén den moralske forståelse i stedet for den farisæiske forståelse, det lyder lidt pænere, men det er en forståelse, der vil bruge overholdelsen af De Ti Bud til at retfærdiggøre sig med: man vil sige overfor andre, overfor Gud eller overfor sig selv: Se, nu har jeg gjort, hvad jeg skal.

Men hvis man har det forhold til sin næste, at man siger sådan, så er man forkert på den. I stedet for må man være betænkt på, om forholdet til næsten er intakt, om næsten er tilfreds i forholdet, om der er noget, der trykker næsten, osv.

Sådan er det jo i de nære forhold mellem menneske, som Jesu ord vil ramme ned i: hvis du på den måde er opmærksom på forholdet og den andens trivsel i forholdet, så lever du med i det, så engagerer du dig, hvorimod du, hvis du handler for at kunne pudse din glorie, allerede er på vej ud af forholdet.

Det betyder ikke, at De Ti Bud, som vi normalt forstår dem, altså som moralforskrifter, er betydningsløse.

De afbilder på udmærket måde det, man kunne tage og gøre overfor de menneske, som man står i et mere formelt forhold til. I de mere formelle forhold drejer det sig jo om at være et anstændigt menneske, og et anstændigt menneske giver sig ikke af med at lyve eller stjæle eller begære noget, næsten har, heller ikke næstens hustru.

Og det er da udmærket, at det bliver sagt. Men i de nære forhold mellem mennesker, i ægteskabet, i søskendeforhold, i forholdet mellem forældre og børn, er det ikke nok at være et anstændigt menneske.

Eller man kan sige, i de forhold, hvor man forventer kærlighed og hvor der også kræves kærlighed, dèr er det ikke nok at spise den anden af med anstændighed.

Så vil I gerne have mig til at svare på, om danskerne og specielt jeg lever efter De Ti Bud. Og ud fra den forståelse af budene, jeg her har givet, vil jeg svare: ja, det gør de (vi) såmænd nok. Vi er jo da anstændige mennesker, de fleste af os. Og anstændighed er vel nok, hvad der kommer til udtryk i de mere formelle forhold, vi lever i.

Og spørger I videre, om de (vi) også lever efter budene, hvis vi skal se på de nære forhold, så kan svaret også meget vel blive et ja. Men man skal være opmærksom på, at den tillid, der kræves i sådanne forhold, er vi ikke selv herre over. Den kommer og går lidt på egen hånd.

Og man skal også være opmærksom på, at her gælder den sædvanlige formaning ikke, den, der siger: du må se at tage dig sammen! Nej, her hedder formaningen Våg og bed! Dvs. at du må være opmærksom på den andens følelser og stemninger og behov, og du må bede til, at de kærlighedsord, du taler, den indlevelse, du forsøger sig med, den forståelse, du prøver at vise, virkelig trænger ind til den anden.

For her gælder det med at sige ja ja og nej nej: du kan sige ordene, men du må i sidste ende lade sproget selv eller ånden selv virke. Og at ånden virker, er noget, man må bede om. Og endelig må man være klar over, at hvis man siger, at man nok overholder budene på det område, så er det noget, man på ingen måde kan prale af, det er blot noget, man kan konstatere med taknemlighed: sådan har Gud ladet ånden bearbejde mig, at tillid til min næste er blevet resultatet.

Det femte bud om ikke at slå ihjel har man fra gammel tid forstået sådan, at politi og militær var undtaget fra den regel. Vi udtrykker det i dag med den tanke, at det er staten, der har monopol på voldsanvendelse.

Og spørger man så, hvem der skal vogte vogterne, er svaret nok, at det har vi den fjerde statsmagt, pressen, til.

Så er der det med det sjette bud. I spørger: Kan det passe, man i et moderne samfund skal forblive gift, hvis man ikke er lykkelig? Det er nu ikke det, det gammeltestamentlige bud handler om.

Det handler om, at du ikke udefra må bryde ind i et ægteskab, altså du må ikke flirte med en andens ægtefælle, i hvert fald ikke sådan for alvor, for derved kan du ødelægge dette ægteskab.

Ifølge det gamle testamente var skilsmisse tilladt. Det kan man f.eks. se af Matt 19, 3-9: Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: »Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?« v4 Han sagde: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« v7 De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?« v8 Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. v9 Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«

Når Jesus på den måde strammer de gammeltestamentlige regler, skyldes det, at han har en overmåde stor tiltro til de fællesskabsopbyggende kræfter, der herskede i menigheden.

Han er sikker på, at disse kræfter vil kunne hele forholdet, hvis det er gået i stykker. Det er blandt andet det, hans formaninger i bjergprædikenen går ud på: forsoning er mulig.

Det er klart nok, at er ægtefællerne blevet uvenner, så er de begge utilbøjelige til at gøre det første skridt imod forsoning, for derved blotter man sig jo; tværtimod går begge parter og samler sammen af alt det gode, man har gjort (man er faktisk rigtig farisæisk), så man er rustet, hvis det skulle komme til et skænderi.

I den situation kan det være praktisk at lytte til Jesu formaning: I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.
Her anbefaler han dem, der kommet fra hinanden, at undlade at lade den strenge retfærdighed gælde, at give efter, selv om man måske har ret til at kræve gengæld, eller altså: at lade ønsket om igen at blive forsonet med den anden overskygge ønsket om at få ret.

Og hvad så, hvis det ikke hjælper? Ja, for det første må man sige, at de formaninger, der er tænkt som et indspark i forholdet mellem hinanden nærtstående mennesker, ikke kan bruges som grundlag for lovgivning.

Når det skal siges, skyldes det, at sådan har det været igennem mange hundrede år i kristenhedens historie. Men for det andet må man sige, at vil du søge skilsmisse, så er du ikke af den grund uden for Guds kærlighed. Hans formaninger går blot ud på, at du lader forsoningsforsøgene få deres tid.

Lykkes det ikke, kommer I mere og mere fra hinanden, så kan det ende med, at forsoning fremover er umulig. Ja, nogle psykologer kan måske hjælpe, de er kloge, de folk, men nogle gange må selv de give fortabt, og så er måske skilsmisse den eneste mulighed.

Og så vil mange måske sige, at man i så fald handler imod Jesu ord her. Og selvfølgelig gør man det. Men hans ord er netop kærlige formaninger, ikke krasse bud.

Og hvad du gør, hvad enten du bliver i et nedslidt ægteskab, eller du søger ud af det, du gør det for egen regning og risiko. Gud har overladt ansvaret til dig.

Det er, kan I nok forstå, min grundholdning: De Ti Bud er gennem Jesus forvandlet fra bud, der skal overholdes, hvis man ikke vil i helvede, til gode råd om, hvad du kunne tage og gøre, hvis du vil have dit liv til at lykkes.

Og forhåbentlig er budene som adgang til himlen ikke aktuelle, forhåbentlig er det kun budene forstået som brugsanvisninger på et godt liv, der er aktuelle.

Med venlig hilsen,
Ricardt Riis
Tidligere sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.