Martyrium i kristendom og islam kan ikke sammenlignes

Luther havde villigheden til at blive martyr, skriver Ricardt Riis.

LUTHER: Det var kun et tilfælde, der bevirkede, at Luther ikke blev martyr, skriver Ricardt Riis

Spørgsmål:

Kære Ricardt Riis!

Tak for endnu et grundigt og omhyggeligt svar (se link til dette i bunden af siden, red.). Du skriver:

"Og så er én af de ting, som man ikke uden videre får svar på fra historien, det ret afgørende spørgsmål, om denne muslimske "guldalder" opstod i kraft af islam eller på trods af islam".

Svaret er vel ganske enkelt at Islam ikke stillede sig i vejen, men tillod den muslimske guldalder at opstå. Efter min opfattelse fordi de første muslimske staters ledere var som de var, mere end fordi religionen var som den var. At Muhammed forvanskede Jesu lære er da højst sandsynligt. Ligesom du og jeg nok heller ikke kan gengive Muhammeds lære specielt korrekt.

(Jeg mener dog, at muslimer også regner Det nye Testamente i de kristnes bibel for et fuldgyldigt helligt skrift, men at de tolker Det nye Testamente anderledes. Dette må muslimerne i panelet kunne be- eller afkræfte.)

Men altså - dømmer vi udførelsen af den kristne lære og den muslimske lære på deres gerninger, så startede de muslimske samfund efter min opfattelse med væsentligt flere plusser end minusser hvad angår tolerance, mens kristne samfund i de første mange hundrede år frem til vor tid havde væsentligt flere minusser end plusser. I dag har de kristne samfund så flere plusser end minusser, mens de muslimske samfund har flere minusser end plusser - muligvis endda forårsaget af presset fra de kristne samfund og især deres tidligere meget udtalte intolerance overfor alle andre religioner end den kristne, heriblandt Islam.

De kristne samfunds tidligere intolerance overfor andre religioner (og visse videnskabelige opfattelser) er heldigvis i dag afløst af overvejende tolerance. Efter min opfattelse primært fordi videnskabelige landvindinger med deraf følgende teknologiske fremskridt rokkede ved kirkens autoritet. Bl.a. ved at modbevise dogmet om Jorden som Universets centrum (tanker som de gamle muslimske forskere frit kunne arbejde med), og Darwins teori gjorde også sit til at skabe større rum for tvivlen på de bibelske sandheder.

Du skriver:

"På samme måde overrasker det mig ikke så lidt, at du, efter at have erkendt ovennævnte forskel på Jesus og Muhammed, rask væk sidestiller de muslimske selvmordsbombere, herunder selvmordspiloterne den 11.9., med de kristne martyrer. At de kristne lader sig slå ihjel, og at muslimerne slår ihjel, samtidig med, at de begår selvmord, det er da ellers en forskel, der vil noget".

De kristne korsfarere var, mig bekendt, af paven (som jo satte korstogene i gang) lovet en plads i paradiset som martyrer, hvis de faldt i kamp mod muslimerne. Det var bestemt ikke i overensstemmelse med Jesu budskab, men det var i overensstemmelse med pavens.

Du skriver:

"Og jeg véd også, at der er ganske mange, der mener, at de bedst forfølger det smukke ideal, du opstiller, om at hjælpe vore muslimske landsmænd med at være stolte over deres fortid, ved at kaste smuds over vor egen fortid".

Der kastes i øjeblikket megen smuds på Islam, især af muslimer som kidnapper og halshugger mennesker. Men det bør ikke afholde kristne fra at gribe i egen barm og pege på kristendommens tilsvarende grusomme fortid - samtidig med at vi gør opmærksom på, at vi også kender og respekterer den muslimske guldalder. Jeg håber mange muslimer vil være stolte over, at engang var de muslimske samfund indbegrebet af tolerance og fri tænkning.

En tolerance som tillod muslimer at oversætte al datidens kendte videnskabelige og filosofiske værker til arabisk - foruden beskrivelser af alle tidens og fortidens religioner og forskellige teologiske opfattelser, ja tilmed endda ateisters overvejelser. Mange muslimer ved måske ikke dette, men det bør de - så de med afsæt i deres egen religion kan styrke den åbne og fordomsfrie muslimske holdning som faktisk har overlevet til vor tid.

Eksempelvis arbejder muslimer i Danmark med svineproduktion og på svineslagterier. Skønt de ikke selv spiser svinekød på grund af deres religion, respekterer og bidrager de til, at vi kan det. Jeg håber og tror, det er udtryk for en tolerance hos muslimer overfor anderledes tænkende - en tolerance som trods alt har overlevet fra den muslimske guldalder.

Mit ærinde er i øvrigt ikke at påpege, at kristendommen som religion er ringere end Islam, men at begge religioner historisk set har legitimeret stor tolerance - og at begge religioner har legitimeret grusomme forfølgelser af anderledes tænkende (og syndere mod religionens forskrifter). Jeg tror ikke, det gavner noget, hvis de kristne fremhæver, at deres religion i dag ser ud til at være bedre til at fremme tolerance end muslimernes religion ser ud til at være. Bedre var det, om begge parter beflittede sig på at finde og anerkende de gode sider hos hinanden.

Du skrev:

"Du mener vistnok, at enhver religion, også den kristne, blot ved selve dette at fremsætte trospåstande, har en iboende intolerance. Det er en lidt farlig påstand".

Ja, det er vist endda en meget farlig påstand, men jeg mener den er historisk veldokumenteret. Hvis folk tror på, at deres egen religion virkelig er den eneste vej til det evige liv, så rummer trospåstanden en iboende intolerance - måske især kristendommen hvis triste historiske resultater beskrives i denne artikel, som jeg tidligere har henvist til. Og hvor forfatteren netop peger på trospåstanden som en vigtig årsag hertil.

Som du selv skriver:

"For det andet er påstanden farlig, fordi den jo skal prøves på de historiske kendsgerninger".

Men i øvrigt er det mit indtryk, at mange almindelige kristne danskere i dag er åbne for, at andre religioner også rummer vejen til det evige liv efter dette. Og at dette naturligvis bidrager til kristen åbenhed og tolerance overfor andre religioner. Jeg vil bede muslimerne i panelet rette mig, hvis jeg tager fejl i det følgende:

Så vidt jeg har forstået, anser muslimer helvede som en midlertidig tilstand hvor man efter døden straffes i forhold til de synder, man har begået. Jeg mener, at selv ikke-muslimer og sågar ateister efter "udstået straf" kommer i Paradis, efter almindelig muslimsk opfattelse. Dette kan måske forklare, at muslimer ikke i samme grad som kristne har følt den samme tilskyndelse til at omvende andre til deres religion!

En lignende opfattelse har i øvrigt en kristen retning, universalisterne, som såvidt jeg har kunnet læse mig til, tager bibelens ord bogstaveligt. Disse universalister tror, at ligesom hele menneskeheden faldt ved Adam og Evas syndefald, således blev hele menneskeheden frelst ved Jesu korsfæstelse. Altså at vi alle, hver og én af os - uanset om vi er kristne, muslimer, buddhister, hinduer eller sågar ateister - er blevet frelst med piber og trommer og ender i Guds Rige, hvad enten vi vil det eller ej!

Det fremgår af universalisternes hjemmeside www.universalist.dk, hvor det bl.a. hedder:

"Da Gud "gennemfører alt efter sin viljes forsæt" (Ef. 1:11) og vil "at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse" (2. Pet 3:9), har han valgt "at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske" (Ef. 1:10), for "Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker" (Romerne 5:18). Når Paulus taler om både det himmelske og jordiske, betyder det at både engle og mennesker er samlet i Kristus. Intet evigt væsen går fortabt, men vil, da Gud er en god Gud, blive frelst før eller siden. Evangeliet, bad Jesus os sprede til hele verden, ikke for at mennesker ellers ville gå fortabt, men fordi de allerede i dette liv, måtte få fællesskab og samvær med Gud. Den evige dom vil lyde på evig frelse og samvær med Gud, så hvorfor ikke tage det på forskud?"

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Svar:

Kære Vagn Bro!

Vor samtale har nu udviklet sig til at omhandle ganske mange emner. Så jeg tror, jeg vil indskrænke mig til at svare på kun én af de ting, du fremdrager. Også fordi jeg i de to udkast til svar, jeg har lavet før dette, opdagede, at det meste af det, jeg sagde som svar, havde jeg faktisk sagt før. Og når det sker, er det tegn på, at vore samtaleressourcer er ved at være udtømte.

Men som sagt, der er én ting, jeg godt vil svare lidt udførligt på. Det er martyrspørgsmålet.

Du havde tidligere skrevet, at de muslimske selvmordsterrorister går efter at få en direkte billet til Paradis. Og lige derefter havde du skrevet: "Det samme gik mange af de første kristne efter". Det anholdt jeg dig for, idet jeg påpegede, at der er forskel på at ville sprænge sig selv i luften i den hensigt at slå så mange andre ihjel som muligt, og at ville fastholde sandheden, også om det koster én livet.

Nu i dit sidste svar forbigår du de første kristne i tavshed. Det var jo dem, der var tale om. Så jeg går ud fra, at du giver mit ret i, at de første kristne ikke kan sammenlignes med de mennesker, muslimerne kalder martyrer, heller ikke med selvmordspiloterne den 11. september 2001.

Derimod nævner du i dit svar korsfarerne og hævder, at disse var lovet en plads i paradis. Dog fremhæver du, at dette var i modsætning til Jesu budskab, skønt i overensstemmelse med pavens. Og når korsfarerne er inde i billedet, er vi fremme ved noget ret prekært i den kristne kirkes historie: Martyrbegrebets degeneration. Eller, kunne jeg sige: Martyrbegrebet bliver islamiseret, bliver gjort identisk med det muslimske martyrbegreb. Og det er ret forvirrende og kan derfor godt behøve lidt opklaring.

Lad os tage Kaj Munk som eksempel! Var han martyr? Ja, en martyrfortegnelse, som jeg fandt i Lunds domkirke, mener det. Og jeg vil være tilbøjelig til at give den ret. Der har ganske vist været gjort forsøg på at psykologisere Munks optræden: Han var båret af en vis dødsdrift, siger man; han fik chancen for at flygte til udlandet, men brugte den ikke; burde han ikke have gjort det? var det ikke overmod absolut at ville forblive i landet? kunne han ikke meget bedre bruge det, der var blevet hans "arbejdsredskab": ordet, fra udlandet over radioen end i det besatte Danmark, hvor han jo havde fået mundkurv på; ingen måtte bruge ham; hans skuespil måtte ikke opføres, osv.?

Jeg tror, at han selv forstod, at skulle han tale, så skulle det være som én, der delte skæbne med de andre danskere. Og jeg tror også, at han forstod, at han, hvis han blev dræbt af tyskerne, måske kunne give sit folk mere, end hvis han holdt nok så mange taler fra en sikker position i udlandet. Hvorfor? Ja, ikke fordi han led af en sær og for os andre uforklarlig dødsdrift, men fordi det var det, det drejede sig om for os allesammen dengang: at kæmpe for det, man troede på, om det så skulle koste livet.

Så er det sandt, at han i og for sig ikke blev dræbt, fordi han havde sagt dette eller hint, heller ikke fordi han havde trodset tyskernes ordre og holdt en gudstjeneste i Københavns domkirke i december 1943. Han blev dræbt som følge af Hitlers "Nebel und Nacht"-aktion. Der skulle foretages en række mord, og den danske modstandsbevægelse skulle tildeles skylden for det.

Men så meget står dog fast, at der var to modstandere, der stod overfor hinanden: Én, der brugte ordet som våben, én, der forlangte, at alt, hvad der skete, skulle tåle dagens lys. Og en anden, der brugte magtens vej, en anden, der havde den teori, at mennesker i sidste ende kun bøjer sig for magtbud og tvang og dødstrusler. Eller, for at bruge de betegnelser, jeg tidligere har anvendt (og jeg mener ikke, det er for store ord): én, der var villig til at lade sig slå ihjel for sandheden, og én, der mente at have ret til at slå ihjel for sandheden.

Jeg vil heller ikke helt springe over oldkirkens martyrer. Lad os tage Cyprian, biskop i Karthago. Hans menighed blev udsat for en forfølgelse omkring år 250 e.Kr. Selv skjulte han sig og trøstede og formanede sin menighed med en række breve fra sit skjulested. Nogle i hans menighed mente (vistnok), at han skulle melde sig, så han kunne komme til at lide martyrdøden, men det fandt han selv for kunstigt.

Forfølgelsen drev over, men blussede op igen få år senere, og ved den lejlighed blev Cyprian taget til fange og senere henrettet, fordi han ikke ville afsværge sin tro på Kristus. Men altså: Man kan vel ikke forklare denne begivenhed med det psykologiske (måske ret tvivlsomme) begreb: dødsdrift.

Jeg kan heller ikke dy mig for at nævne, at den al-Kindi, som jeg nævnte i mit første svar, også nævner forskellen mellem de kristne og de muslimske martyrer. "Jeg undrer mig meget over," siger han, "at I kalder dem martyrer, som falder i krig. Du har uden tvivl læst i historien om Kristi efterfølgere, at de blev slået ihjel under kongens forfølgelser i Persien og andre steder. Er det dem, der er værdige til at kaldes martyrer, eller er det dine landsmænd, som falder, når de kæmper for denne verden og dens magter?"

Og så skal vi da også nævne Luther i den forbindelse. Ikke blot fordi Kristeligt Dagblad for tiden er helt tosset med ham i anledning af Luther-filmen. Men fordi det er sagligt korrekt. Det er det, selv om godt nok de fleste af vi lutheranere forlængst har glemt alt om martyrer og aldeles ikke er til sinds at drage noget om martyrer med ind i vor lutherske arv. Ikke desto mindre var det kun et tilfælde, der bevirkede, at Luther ikke blev martyr. Villigheden til at blive det, havde han.

Luther modtog i efteråret 1520 en bandtrusselsbulle fra paven med 41 sætninger, som han skulle tilbagekalde inden 60 dage, hvis han ikke ville lyses i band. Han tilbagekaldte ikke og blev lyst i band. Siden blev han indkaldt for den tyske rigsdag i Worms og også dér spurgt, om han ville tilbagekalde. Efter at have bedt om en dags betænkningstid svarede han med de bekendte ord, at han er bundet af Guds ord og ikke kan tilbagekalde, medmindre han bliver overbevist af skriften eller af klare fornuftsgrunde.

Vi, der véd, hvordan det endte, kan godt gå hen og glemme, at det faktisk har krævet ikke så lidt mod af ham at møde frem i Worms. Alle vidste, hvordan det var gået Johan Hus i 1415 i Konstanz: Man havde givet ham løfte om frit lejde, men fordi han blev dømt som kætter, og fordi paven bestemte, at man ikke var nødt til at holde et løfte afgivet til en kætter, derfor blev han og hans kompagnon brændt på bålet i Konstanz. Ville det gå Luther lige sådan i Worms?

Det siges om kejser Karl, at noget af det eneste, han fortrød på sine gamle dage, var, at han ikke havde ladet Luther henrette. Så det, der afgjorde spørgsmålet om liv eller død for Luther, var måske kun en tilfældig hjerneaktivitet i Karl den Femtes hoved. I hvert fald: Der er ikke noget at sige til, at Luther, da han havde svaret i Worms og var kommet ud af rigsdagssalen, åndede lettet op med et: "Nu er alt på det rette, alt på det rette!"

Han var dog ikke reddet allerede da. Men han havde bestået det, man vel må kalde hans livs prøve. Om han så skulle dø lige derefter, eller han fik endnu nogle år at leve i, det vidste han ikke. Men lettelsen over at være forblevet et intakt og helstøbt menneske, den var der, og den var stor.

Så blev han som bekendt taget i forvaring på Wartburg af sin fyrste. Og alle vi tro lutheranere kan glæde os over, at han dog havde en fyrste, der beskyttede ham. Men ikke Luther selv. Hør, hvad han skriver til Frederik den Vise, efter at han på eget initiativ havde forladt Wartburg og var taget tilbage til Wittenberg:

"Dette har jeg skrevet til Deres kurfyrstelige Nåde, for at Deres kurfyrstelige Nåde skal vide, at jeg kommer til Wittenberg med en helt anderledes stærk beskyttelse end den kurfyrstelige. Jeg har heller ikke i sinde at bede Deres kurfyrstelige Nåde om beskyttelse. Ja, jeg regner med, at jeg kan beskytte Deres kurfyrstelige Nåde mere, end De kan beskytte mig.

Desuden, hvis jeg vidste, at Deres kurfyrstelige Nåde kunne og ville beskytte mig, så ville jeg ikke komme. Denne sag kan eller skal ikke styres med sværd; Gud selv må her skabe alting, uden nogen menneskelige bekymringer og tilsætninger. Derfor: den, der tror mest, han vil her beskytte mest.

Fordi jeg nu mærker, at Deres kurfyrstelige Nåde stadig er ret svag i troen, kan jeg på ingen måde anse Deres kurfyrstelige Nåde for den mand, der kan beskytte eller redde mig. Eftersom nu Deres kurfyrstelige Nåde gerne vil vide, hvad De skal gøre i denne sag, da De mener, at De har gjort alt for lidt, svarer jeg underdanigst: Deres kurfyrstelige Nåde har allerede gjort alt for meget og skulle slet intet gøre.

For Gud vil og kan ikke lide Deres kurfyrstelige Nådes eller min bekymring og emsighed. Han vil, at det skal overlades til ham, til ham og til ingen anden. Det kan Deres kurfyrstelige Nåde rette sig efter. Tror Deres kurfyrstelige Nåde det, da kan De have fred og være sikker; tror De det ikke, så tror dog jeg og må lade Deres kurfyrstelige Nåde have den vantroens kval og bekymring, som det sømmer sig for alle vantro at lide.

Eftersom jeg ikke vil følge Deres kurfyrstelige Nåde, så er Deres kurfyrstelige Nåde undskyldt overfor Gud, hvis jeg skulle blive fanget og dræbt. Overfor menneskene skal Deres kurfyrstelige Nåde forholde sig således: overfor øvrigheden skal De være lydig som en kurfyrste og lade den kejserlige majestæt skalte og valte i Deres kurfyrstelige Nådes byer og lande med liv og gods, som det bør sig efter rigets ordning og ikke værge sig eller modsætte sig det, heller ikke begære, at nogen sætter sig imod eller lægger hindringer i vejen for den magt, der vil fange mig og slå mig ihjel.

For magten skal ingen bryde eller modstå, det må kun den, der har indsat den. Ellers er det oprør og imod Gud".

(Min oversættelse, taget fra Gerhard Ebeling: Luther, Einführung in sein Denken, og fra Erl. 53, side 107f; findes også i WABr 2,455; brevets dato 5.3 1522).

Når Luther vendte tilbage til Wittenberg fra Wartburg, skyldtes det, at der var opstået uro i byen. Karlstadt, hans kollega og medstrider, havde taget sig friheder, som Luther ikke kunne gå med til; man burde nemlig ikke tvinge nogen til hverken det ene eller det andet. I den anden af de 7 prædikener, de såkaldte invocavit-prædikener, han holdt efter sin hjemkomst, sagde han bl.a.:

"Jeg kan ikke komme længere end til øret; ind til hjertet kan jeg ikke komme, eftersom jeg jo ikke kan indgyde troen i hjertet, derfor kan eller skal jeg ikke tvinge eller nøde nogen, for det gør Gud alene... altså, hvis jeg havde set, at de havde holdt messe, så ville jeg have prædiket og formanet dem; hvis de så havde rettet sig efter det, så havde jeg vundet dem; men hvis ikke, så ville jeg alligevel ikke have trukket dem ved hårene med magt hen til det, nej, jeg ville have ladet ordet gøre sin virkning og jeg ville have bedt for dem.

For ordet har skabt himmel og jord og alle ting, og det må gøre det, og ikke vi arme syndere. Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen vil man skulle iføre sig frivilligt, uden tvang.

Tag et eksempel fra mig! Jeg har været imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det.

Det er ikke mig, der har gjort det, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med voldsomhed, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. Men hvad ville det have været? Det ville have været et narrespil. Det er ikke mig, der har bevirket det, jeg har ladet ordet handle.

Hvad mener I vel, djævelen ville tænke. Når man vil udrette tingene med magt, så sidder han bagved i helvede og tænker: O hvilket fint spil skal nu ikke disse narre lave! Men så sker det, at det gør ham ondt, når vi alene driver på med ordet og alene lader det virke. Det er almægtigt, det tager hjerterne til fange, og når de er taget til fange, så må gerningen bagefter komme af sig selv".

(Også min oversættelse fra Ebeling).

Men som sagt, martyrdøden kom Luther ikke til at lide, selv om han havde villigheden dertil, og selv om hans overbevisning lagde op til det, i nogen grad i modsætning til vi moderne lutheraneres overbevisning. Hvad det sidste angår, skal man måske også lægge mærke til, at én af de sætninger, der blev fordømt af paven, var sætning 33, der lød således: "At brænde kættere er imod Helligåndens vilje". Den sætning har Luther skrevet i sine forklaringer til de 95 teser, og den sætning er altså kættersk ifølge pavens mening.

Jeg skal ikke hermed sige, at med Luther begyndte den vesterlandske tolerance at spire frem. Der er andre ting i Luthers historie, som viser, at han stadig har meget af middelalderen siddende i sig. Men sætning 33 har i hvert fald gjort det vanskeligere for de lutherske lande at brænde kættere. Og hans øvrige ord har vel også rumlet frem og tilbage i kristenheden og gjort deres virkning.

Ja, jeg skal hermed heller ikke sige, at tolerance er noget for kristenheden specielt, for sagde ikke den muslimske kalif al-Mamun (823-833), som jeg i mit første svar citerede det, at han jo godt vidste, at der var mange i hans omgivelser, der kun tilsluttede sig islam, fordi det var den religion, der havde magten, og at han udmærket var klar over, at de i deres hjerter tænkte anderledes, men, fortalte han, han ville gøre, som profeten selv havde gjort: lade det være op til Gud at dømme mellem ham og de hyklere, der ikke er muslimer af hjertet!

At lade det være op til Gud at dømme mellem ham og hyklerne, det er det samme som Luther siger: at han ikke kan komme længere end til øret, han må lade Gud om at skabe troen i hjertet. Så den tanke, at mennesket frit skal lade sig overbevise og ikke kan tvinges til at mene noget bestemt, er almenmenneskelig. Og den tanke er det netop, der ligger bag vort demokrati og vore menneskerettigheder.

Men jeg skal da ikke nægte, at for mig at se er tanken langt mere fremtrædende indenfor kristendommen end indenfor islam. Hvilket altså blandt andet giver sig udslag i, at forståelsen af, hvad en martyr er, er vidt forskellig de to steder. Men påstanden om, at tingene kun kan ordnes ved magtbud, er også almenmenneskelig og fordelt på begge de to religioner, så man godt kan tale om, at kristenheden ved middelalderens slutning var blevet "islamiseret": man mente sig berettiget til at bruge magt i trosspørgsmål.

Endelig skal jeg forsøge at føre disse tanker hen til dagligdagen. De to religioners forskellige martyrforståelse kom nemlig for en dag den 11. september 2001. Og man får også gennem begivenhederne denne dag mulighed for at give en etisk bedømmelse af de to opfattelser.

Den muslimske martyrforståelse har ændret sig i nyere tid. I den gamle forståelse var der ikke tale om, at martyren begik selvmord. Selvmord var for martyren, som for alle andre muslimer, en ikke-tilladt handling. Selv de berygtede assasinere, der af "den gamle mand på bjerget" i 1000-tallet og et par hundrede år fremover sendtes af sted for at foretage et snigmord, begik ikke selvmord efter deres udåd; de lod sig slå ihjel, og regnede også på forhånd med, at det nok blev resultatet af det mord, de var sendt ud for at gennemføre, at de blev slået ihjel, men selvmord var der ikke tale om. Og de muslimer, der døde i krigene, begik jo heller ikke selvmord, selv om krigen kaldtes jihad, "hellig krig".

Men i løbet af de sidste 30 til 40 år er selvmord blandt muslimer "kommet på mode". Det synes at være blevet en for muslimer acceptabel form for krigsførelse, at begå selvmord og med sit selvmord drage så mange "fjender" med sig i døden.

Og indrømmet, en sådan form for krigsførelse synes jo at have noget beundringsværdigt ved sig. Den synes at være baseret på en streng selvdisciplin, på en stærk overbevisning om sin sags sandhed. Og den slags kan godt afkaste en nogen beundring, hvis man da ikke ligefrem skal tale om, at handlingen har en vis etisk storhed over sig.

Vi vesterlændinge, der normalt er bange for at dø og gør alt, hvad vi kan, for at undgå det, vi især er vel grebet af en vis forundring over mennesker, der i den grad synes at have styr på tingene, at de kan planlægge alt ned i mindste detaille, og så give slip på livet netop i det afgørende øjeblik; for os synes sådanne mennesker næsten umenneskeligt kliniske i deres adfærd:

At de kan kende "nultimen" på forhånd lang tid i forvejen, at de kan bevare deres selvkontrol, at de kan handle rationelt, stillet ansigt til ansigt med døden, jo, alt dette imponerer os, alt dette kan vi godt tage hatten af for.

Det mærkelige er så blot, at passagererne på det fjerde fly den 11. september, ganske almindelige amerikanere, uden nogen særlig religiøs baggrund, uden nogen særlig udvælgelse eller træning, er i stand til at indtage den samme resolute handlingsevne, stillet ansigt til ansigt med døden.

Det fjerde fly blev forsinket i afgangen, og de passagerer, der brugte deres mobiltelefoner, blev derfor af deres pårørende på jorden gjort opmærksom på det forfærdelige, der var sket i New York og Washington: at et kapret fly med viden og vilje var styret ind i henholdsvis World Trade Center og Pentagon.

Da deres fly var blevet kapret, da det så ud til, at kaprerne var muslimer som de andre, ja så kunne passagererne nok regne ud, hvad der ventede dem. Det vil sige, det er jo egentlig højst besynderligt, at de dels kunne bevare deres rationelle tænkeevne under sådanne forhold, og ligeledes højst mærkværdigt, at de kunne drage de rette konklusioner, når konklusionerne var så uventede og utrolige, som de var.

Men endnu mere mærkeligt er det dog, at dette ikke medførte selvmedlidenhed og passivitet. Det førte til, at man talte med hinanden om sagen, det førte til, at man via en afstemning fik besluttet sig for, om man skulle prøve at overmande flykaprerne eller lade stå til. Og da man besluttede sig for det første, førte det til, at det kom til kamp i cockpittet, med det resultat, at flyet foretog nogle halsbrækkende sving og manøvrer, før det forulykkede, så alle omkom.

Men det fjerde fly blev altså ikke styret ind i en eller anden officiel bygning, takket være almindelige amerikaneres snarrådige indsats. Og den bedrift synes jeg altså sætter flykaprernes moral i relief, både deres almindelige moral og deres "soldatermoral".

Den selvkontrol og handlingsevne, stillet overfor døden, som de havde brugt måneder til at opøve, den fik almindelige amerikanere foræret i løbet af tyve minutter; og amerikanernes var oven i købet fri for den krampagtighed, der trods alt er over muslimernes selvkontrol.

Og ligeledes blev det klart ved det fjerde flys skæbne, at det, der gav flykaprerne deres store overlegenhed, var passagerernes uvidenhed. Når den var borte, mislykkedes deres forehavende.

Havde så blot amerikanerne ladet det blive ved det. Havde de blot nøjedes med at lade ordet virke, ordet eller fortællingen om det fjerde flys passagerers mod og selvkontrol. Havde de blot sagt til bin Laden og andre kumpaner: "Har I flere lumske metoder, I skal have afprøvet? Kom bare an! Vi er sikre på, at I kun kan vinde ved lusk. Kommer jeres metoder frem i lyset, så skal vores ganske almindelige borgere nok klare jer!" Men ak, der skulle i Afghanistan dræbes flere mennesker end i New York, før Osama bin Laden blev uskadeliggjort.

Nå, jeg standser her. Men som du forhåbentlig kan se, er den kristne martyrtanke ikke udsprunget af nogen dødsdrift, men af en klar forestilling om, hvordan mennesket er sammensat, hvilke kræfter der påvirker det, hvordan man kan overbevise det. Og som det også skulle være fremgået, er den muslimske og den kristne martyrtanke forskellig fra hinanden, som allerede al-Kindi gjorde opmærksom på.

Angående de to ting, du vil spørge muslimerne i panelet om, tror jeg, du er galt afmarcheret. Men jeg tror nok, du bliver nødt til at stille et separat spørgsmål til dem.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Hvad mente Martin Luther egentlig om kvinder, hekse, katolikker, kærlighed og ægteskab? Bliv klogere på den store reformator og læs om hans syn på kirke og trosliv. Besøg temaet