Mystiske oplevelser

Er det kun fundamentalister, der ser engle, spørges Morten Munch.

KRISTENDOM: Kristne har gennem århundreder erfaret overnaturlige oplevelser, forklarer underviser i Ny Testamente Morten Munch

Spørgsmål:

Er der mennesker udover kristne fundamentalister, der har haft overnaturlige oplevelser som at se Jesus med egne øjne, se himlens (tyktflydende) lys og mærke himlens herlighed på egen krop, snakke med en engel eller lignende?

Venligst

Martin Erik

Svar:

Overnaturlige oplevelser, som dem du nævner eller andre lignende oplevelser, har kristne erfaret gennem alle århundreder på tværs af kirkesamfund, blandt katolikker, ortodokse og protestantiske kristne.

Det hører til indenfor nytestamentlig kristendom jf. Apostlenes Gerninger, der bl.a. fortæller, at Paulus blev slået af sin hest og blev blind i 3 dage, da han så Jesus i hans opstandelseslys.

Andre eksempler er 2. korinterbrev, hvor Paulus selv fortæller, at han var i den syvende himmel, og Åbenbaringsborgen, hvor Johannes på Patmos så Kristus som den opstandne.

Det betyder ikke, at det hører til den kristne 'normalerfaring' og heller ikke, at den enkeltes tro er afhængig af sådanne erfaringer. Troen bygger først og fremmest på evangeliernes fremstilling af Jesus Kristus, der viser os hen til Gud og den indre genklang i hjertet, som kirken identificerer som Helligåndens gerning.

Andre erfaringer kan styrke troen og tjene som tegn men ikke som bevis. Åndelige erfaringer skal prøves på biblen og kirkens fælles tro. Man må opøves i at skelne mellem det ægte og det uægte og leve i en sund balance mellem åbenhed for åndelige erfaringer og en god portion naturlig skepsis.

Morten Munch
Underviser og teologisk rådgiver

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.