Måske er viljen ikke fri

Spørgsmål:

Har mennesket i kristendommen en fri vilje? Kan der eventuelt spores en ændret opfattelse gennem Biblen af dette? (- eftersom Evas valg angående æblet vel var frit, mens vi længere fremme i historien har at gøre med den trælbundne vilje).

På forhånd tak.

Venlig hilsen

Anja Hansen

Spørgsmål:

Kære Anja Hansen!

Det er et meget omfattende spørgsmål, spørgsmålet om den frie vilje.

Og det skyldes ikke mindst, at vi moderne mennesker betragter os som selvberoende væsener, der selv må tage ansvar for vort liv og også selv er i stand til det. Ud fra denne grundindstilling mener vi, at det, vi gør, først og fremmest skyldes de valg, vi træffer.

Men vore handlinger er ikke blot "valghandlinger". Andre ting spiller med ind. Ord, vi siger, betoninger, ordene fremsiges med, gestus, vi kommer med, meget af det er vel gjort af os, men kan ikke siges at være gjort efter moden overvejelse og derpå følgende frit valg.

Tag en ting som dette at få et indfald! Ikke blot at komme i tanker om noget, men at få øjnene op for noget, man slet ikke havde tænkt på før. Det er ikke noget, man med nogen ret kan sige, vi vælger, og alligevel er det os, der får indfaldet.

Og det er slet ikke noget specielt med indfald. Du er kommet til at lide af en sjælden sygdom og er kommet bagud med behandlingen af den, fordi din læge ikke diagnosticerede din sygdom i første omgang. Du bebrejder ham det, og naturligvis med en vis ret. Men på den anden side: Det, der skete, var jo, at det ikke faldt ham ind, at det var noget sådant, du led af. Han fik ikke det indfald. Han havde nok læst om sygdommen, han kendte også symptomerne, men han troede mere på, at det var en anden sygdom, og selv det lille symptom, som skulle have afsløret for ham, hvad det var for en sygdom, du led af, kunne ikke åbne øjnene på ham.

På tilsvarende måde i mange andre situationer i vort liv. Og i det mindste det skulle tanken om, at viljen måske ikke er fri, gøre os opmærksom på: at det hele ikke er én lang række af valg. Der er en række tilfældigheder indblandet også, og blandt disse tilfældigheder altså også den, at du lige i det rette øjeblik får den rette tanke.

Skal jeg give dig et nytestamentligt eksempel, kan jeg ikke gøre noget bedre end at henvise dig til Paulus' brev til Filemon, det mindste brev i Det nye Testamente. Her kommer Paulus med en formaning til brevmodtageren, Filemon. Men han gør det på den måde, at han ikke siger ligeud, hvad han mener, Filemon skal gøre. Han nøjes med at antyde det; det, der skal gøres, står ikke på linierne, men mellem linierne. Det gør brevet til et højst underfundigt brev, og det afbilder for os Paulus som en stor filur.

Paulus sidder i fangenskab og har i sit fangenskab fået besøg af Filemons bortløbne slave, Onesimus. Mens han hjælper Paulus i fangenskabet, bliver han omvendt til kristendommen. Og Paulus sender ham nu tilbage til hans herre, Filemon, sammen med Filemonbrevet. Men han skriver altså ikke ét eneste sted, at Filemon skal frigive Onesimus; han nøjes med at tale om, hvor inderligt forbundne de tre er, hvordan Onesimus har tjent ham som en broder, ja, en kær broder er han nu, både i denne verden og i Herren. Og han udtrykker sin forvisning om, at Filemon vil gøre mere end han beder om.

Med andre ord: Han ønsker at få Filemon til selv at få den idé: at frigive Onesimus. Som han selv skriver det i brevet: "uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje". Dette, at det sker af fri vilje, betyder ikke, at det sker af fri vilje i vores moderne filosofiske forstand. Det betyder blot, at det sker i kraft af et indfald, Filemon selv har fået, ikke et indfald, Paulus med sine ord, sin autoritet, eller sin overtalelsesevne har påtvunget ham.

Det er den kristne tale om en fri vilje. Den går altså ud på, at den ene stiller den anden frit, og derefter afventer begivenhedernes gang, om dog ikke den anden kunne få det rette indfald. For dette rette indfald, der afstedkommer den rette gerning, må efter kristen overbevisning komme indefra, en udvendig lovbestemmelse eller moralregel kan ikke gøre det så ægte, som det skal være.

Dette var en alt for kort udredning af et alt for stort emne.

Venlig hilsen

Ricardt Riis,

tidligere sognepræst

Spørgsmål:

Kære Ricardt Riis

Mange tak for dit meget udtømmende svar. Spørgsmålet udsprang sig af en gennemgang af Syndefaldsmyten. En ting er teodicé-problematikken - men problemet forstørres, hvis menneskets vilje ikke inden syndefaldet er frit (opnås ikke netop den frie vilje og evnen til at skelne godt fra ondt ved syndefaldet?)

Altså: Havde mennesket en fri vilje inden syndefaldet - således at Eva kunne vælge mellem at synde eller lade være?

Jeg håber, du endnu engang har tid til at rede trådene ud for mig.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Anja Hansen

Svar:

Kære Anja Hansen!

Problemet med megen bibelfortolkning er, at man meget ofte kommer til den bibelske tekst med sine egne forudsætninger. Disse forudsætninger lægger man, uden selv rigtig at gøre sig det klart, ned over bibelteksten, og selv om der sommetider kan komme noget fornuftigt ud af det, kan der altså også andre gange komme det værste vrøvl ud af det. Ikke fordi der er noget galt med teksten selv, men fordi vi med vold og magt vil have den passet ind i vort forståelsesskema.

Og jeg er næsten ked af at sige det, men hvis man kommer til syndefaldsmyten med en eller anden forestilling om, at mennesket altså har en fri vilje, så er det ikke sikkert, at man får det ud af teksten, som man kunne få ud af den. Meningen er ikke, at man i stedet skal forestille sig, at mennesket har en trælbunden vilje, meningen er, at dette i det hele taget at forstå mennesket som et viljesvæsen, der kan have en fri eller en trælbunden vilje, men i hvert fald handler med viljen, måske ikke er et forståelsesskema, der svarer til fortællerens skema.

Vi begynder tidligt med at opbygge et forståelsesskema af mennesket, der indebærer noget med en fri vilje og ansvar for sine gerninger. Lille Peter har selv øst op på sin tallerken, og mens han øste op, havde han frihed til at øse lidt eller meget op. Men når han har øst op, binder det; så skal han altså også med vold og magt spise det, han har øst op. Anderledes stiller det sig, hvis han får en portionsanretning; så har man lov at levne. Vi føjer måske oven i købet til, at dette er logik for perlehøns.

Og det er det jo sådan set også. Jeg skal ikke nægte, at masser af vore handlinger dagen igennem er af den art. Det er én af de måder, hvorpå vi omgås hinanden: vi stiller den anden overfor et valg, afgørelsen er hans, men når afgørelsen er truffet, må han stå inde for sit valg. Rimeligt nok.

Men er det alt, hvad der er at sige om menneskers omgang med hinanden? Er alle vore dagligdags situationer sådanne situationer, hvor vi træffer et valg, som vi så efterfølgende må stå inde for? I hvert fald, hvis vi går til syndefaldsmyten med dette forudfattede tankeskema, nå ja, så kan vi måske nok få os selv til at mene, at vi har forklaret myten, men for mig at se får vi ikke det hele med.

OK, der kan vel være en del, der taler for "valgskemaet". Eva har på forhånd fået at vide, hvad hun og Adam må og ikke må med hensyn til træerne i haven. Hun kan vælge frit, siger vi. Hun kan vælge at lade være med at spise af træet, og hun kan vælge at spise af det. Hvis hun spiser, har hun fået at vide, hvad følgen vil blive: de skal dø. Så det er oven i købet et informeret valg, hun træffer.

Men læg mærke til, at dette menneskesyn, hvorefter tingene finder sted efter moden overvejelse og bevidst valg, egentlig ikke forklarer det dog meget afgørende spørgsmål: Hvorfor spiste Eva i det hele taget af det forbandede træ? Og det gælder alle de andre ting, vi mennesker foretager os efter moden overvejelse og bevidst valg: Vi gjorde, som vi gjorde, fordi det syntes vi nu; det fandt vi rigtigt i situationen; det var noget, vi gerne ville. Og det er vel til syvende og sidst ikke rigtig nogen forklaring.

Luther bruger i sin gennemgang af 1. Mos. 3 ofte ordet "fiducia" tillid, tiltro. Det, der går i stykker, siger han, er Evas tiltro til Gud. Gud havde givet Adam et ord, han kunne stole på: Du må ikke spise af træet, hvis du gør, skal du dø. Djævelen kommer med et andet ord: I skal ingenlunde dø. Men Gud véd, at hvis I spiser af træet, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt. Se her.

Det vil sige, for Luther er det to ord, der står overfor hinanden. Og det, der sker, er, at mennesket mister tilliden til Gud og i stedet fæster lid til djævelen. Det er egentlig ikke ordene i sig selv, der betyder noget, det er personen bag ordene, der er afgørende.

Altså, meningen er ikke, at Eva begynder at overveje sandsynligheden for, at de dør, hvis de spiser af træet, og ved nærmere eftertanke finder ud af, at det nok er slangen, der har ret: de bliver som Gud. Nej, der er tale om et drama, og som i alle dramaer er tilliden her det afgørende. Det, dramaet går ud på, er, hvordan tillidsforholdet udvikler sig.

Jamen, hvis vi nu går tilbage til teksten selv, er det så Luther eller "viljesskemaet", der har ret?

Det er nok Luther. Blandt andet fordi hele denne tanke om mennesket som et væsen, der handler frit efter sin vilje og siden hen står inde for sine handlinger, er et senantikt skema. Det hører ikke hjemme i tiden omkring 600-500 f. Kr., eller hvornår nu teksten er skrevet.

Men især på grund af det, slangen siger. Det er tydeligt, at den er ude på at så tvivl om troværdigheden af Guds ord. »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« spørger den. Underforstået: Det ville da være en meget hård befaling; hvis det er tilfældet, kan I da ikke rigtig regne med Gud.

Eva tager skam også pænt Gud i forsvar. Nej, sådan er han ikke. Vi må godt spise af havens træer, det er kun frugten af træet midt i haven, vi ikke må spise af. Men så føjer hun til for egen regning, for nu er hun kommet lidt i tvivl om, hvorvidt Guds gode hensigter nu også er så gode endda: Ja, vi må slet ikke røre ved den.

Og så er hun bragt så meget i tvivl, at slangen kan sætte sit egentlige angreb ind, et angreb altså, der skal få Eva til at tvivle så meget på Guds gode hensigter, at hun spiser af træet. »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Og ikke blot benægter slangen her direkte den konsekvens af at spise, som Gud har fortalt om: den konsekvens, at de skal dø, den antyder også, at Gud er misundelig på menneskene. Han vil have sin viden for sig selv; de skal ikke blive som han til at kende godt og ondt.

Og så har slangen opnået det, den ville: Den har fået Eva til at tvivle på Gud, tvivle på, at det var til deres eget bedste, når han forbød dem at spise af træet. Det vil sige, at efter denne tolkning, hvor "fiducia" er hovedordet, er de indledende bemærkninger ikke blot staffage, der skal lede frem til det egentlige, nej, de er fulde af drama, hvis man da ikke skal sige, at det er dér, det egentlige drama finder sted.

At det er tillidsforholdet til Gud, der er gået i stykker, kan også ses, da Gud Herren går aftentur i haven. Da gemmer Adam og Eva sig for ham. Og Gud Herren må ligefrem kalde på Adam.

Og også af den måde, der er fortalt om forhøret på, kan vi se, at fortælleren ikke tænker i vores "valgskema". Der er ikke tale om, at de står ved det, de har gjort, og påtager sig konsekvenserne af det med åben pande. Der er tale om, at de vil smyge sig udenom. Adam oven i købet på den lidet ridderlige måde, at han skyder skylden på kvinden, ja vel endda på Gud selv: Kvinden, du satte ved min side, kalder han Eva. Og heller ikke Eva vil stå ved det, hun har gjort. Nej, det var slangens skyld.

De har ladet sig forføre, siger Eva. Men forføre til hvad? Egentlig ikke til at gøre noget forkert, i første række til at nære mistillid til Gud. Det er den, der ligger bag vore handlinger fra da af; det er den, der skal rettes, hvis det skal blive til noget med vore handlinger.

Og det er så det, Luther beretter om: at dette tillidsforhold til Gud kan genoprettes, at vi kan nå frem dertil, at vi stoler på Guds gode hensigter igen, at alle de gode gerninger, som vi gør, gode og gavnlige og næstekærlige og velmente, kan ændres, så vi ikke mere gør dem, fordi vi er bange for ellers ikke at slå til, men gør dem ud af overskud, gør dem, fordi vi er Guds børn og vil hjælpe ham med at få vor egen og andres tilværelse til at lykkes.

Det vil sige, at når du spørger: "Havde mennesket en fri vilje inden syndefaldet - således at Eva kunne vælge mellem at synde eller lade være?", så er svaret, at dette er et ret ufrugtbart spørgsmål, hvis man ikke ligeud skal sige, at det er et spørgsmål, der rammer ved siden af det, der er fortællingens fokus.

Jeg skal indrømme, dels at mange teologer har spurgt som du, og dels, at dette at tale om, hvad der er fortællerens forståelsesramme, er lidt farligt: Man vil meget let kunne sige, at dette kun er min personlige mening. Derfor har jeg gennemgået fortællingen lidt grundigt. Jeg tror, det derved er muligt at se, at det dramatiske i fortællingen har langt mere med tillid at gøre end med fri vilje.

Og hvis du så vil sige, at jeg ikke besvarer dit spørgsmål om den frie vilje, så har du helt ret. Men læg mærke til, jeg undlader det, fordi teksten ikke besvarer det.

Jeg sagde før, at i alle dramaer er tillidsforholdet det afgørende. Det kan eksemplificeres med et par "dramaer" fra Bibelen. Den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15,11-32), for eksempel, går han til sidst ind til festen eller ej? Ja, Jesus har ikke givet lignelsen nogen slutning, så det véd vi ikke. Men vi kan vel godt se, at det er dér, det dramatiske højdepunkt ligger, og videre se, at dette egentlig ikke er et spørgsmål om at vælge, men om at nære tillid.

Han har med sin rethaveriskhed sat sig uden for familieforholdet, vil han stole på sin far, glemme alt om retfærdighed og uretfærdighed og genindtræde i familiens fællesskab? Det er dramaet i teksten, og det bliver jo ekstra dramatisk, når vi opdager, at det er os, tilhørerne, der i vort liv afgør lignelsens drama.

Eller tag den lille fortælling, jeg gav til bedste i mit sidste indlæg, den om slaven Onesimus, der var løbet bort, men kom tilbage til sin herre med et brev fra Paulus. Vil Filemon tilgive slaven, at han løb bort? Vil han le af de gange, Paulus i sit brev tager gas på ham? Vil han forstå, at broderskabet, som alle kristne står i, må medføre ligelighed, så ingen i det fællesskab kan være slave og herre? Vi véd det ikke, bortset fra, at den kendsgerning, at brevet er bevaret, kunne tyde på, at Filemon faktisk gjorde, som Paulus bad ham om.

Tove Ditlevsen har en lille novelle, der hedder "En æggesnaps" om forholdet mellem en arbejderkvinde og hendes datter. Og det er skildret så jævnt og ligetil, at man skulle forsværge, at der kunne komme noget dramatisk ud af det. Men det kan der. For tilliden mellem de to kan brydes i stykker, eller, som det skete her, kan true med at gå i stykker.

Og den store dramatik i de uanselige bemærkninger og dagligdags handlinger ligger netop i tilliden; får datteren sit livs knæk, fordi moderen ikke stoler på hende, eller lykkes det at redde det tillidsforhold, der er ved at gå itu? Det er ikke moderens overvejelser pro et contra, der redder forholdet, men hendes næsten instinktmæssige fornemmelse af, at noget truer dem, noget, som kun hun, som den voksne, kan redde dem fra. Hvad hun så gør, og tillidsforholdet forbliver intakt.

H. C. Branner har en novelle med modsat udgang. Her lykkes det ikke en fraskilt far, der er alene med sin datter, at få hende ud af hendes mistillid. Men igen: Det dramatiske ligger i det spørgsmål: kommer tilliden igen?

Det er, som om forfattere og dramatikere hele tiden skal nærme sig dette uløselige spørgsmål: Hvordan kommer tilliden i stand? Hvordan kommer det ene menneske til at stole på det andet igen? Kan det i det hele taget lade sig gøre? Er det muligt at skildre et forløb med rimelig virkelighedsforbindelse, hvor et tillidsforhold genoprettes?

Nogle skildrer et menneskes forpinthed og forfald, fordi et tillidsforhold gik i stykker. Andre lader et menneske gå meget ondt igennem, men dog bevare troen på tilværelsen, på menneskene, på Gud.

Og i alt dette er det altså tilliden langt mere end viljen, der er det afgørende.

Venlig hilsen

Ricardt Riis,

tidligere sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.