Ole Skjerbæk Madsen: Næstekærlighedsbudet i andre religioner

Spørgsmål: Findes der andre religioner end kristendommen, der rummer budet om at elske næsten, altså også alle mine/vore fjender, idet alle mennesker er skabt af Gud?

BB

Svar: Kære BB

Næstekærlighedsbudet, som af Jesus sidestilles med budet om at elske Gud af hele sin sjæl, er ikke Jesu opfindelse; det har sin grund i Guds åbenbarede lov i Det gamle Testamente (3. Mos. 19,18). I dette vers er næsten ens landsmand eller nabo. Denne næste må man ikke hade, hævne sig på eller bære nag til. Så fjendekærligheden er med her. Andre steder i Loven fremhæves ansvaret overfor den fremmede, f.eks. senere i samme kapitel: "Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, som bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv." (vers 33-34). Næstekærlighedbudet har kristne altså fælles med jøderne.

Jeg er ikke religionshistoriker og kan ikke sige dig, om det også forekommer i andre religioner i samme formulering, men der er i mange religioner, herunder nutidige spirituelle bevægelser, mennesker, som lever op til budet om kærlighed til næsten, og som ikke bare begrænser næstekærligheden til mennesker, men også lader den omfatte dyrene og andre medskabninger. Måske må vi som kristne udfordres af en sådan hele skabningen omfattende kærlighed eller et sådant ønske om at tjene medskabningen til at forstå budet næstekærlighed endnu mere radikalt.

Med venlig hilsen

Ole Skjerbæk Madsen.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.