Sandheds- og frugttesten

VRANGLÆRE: Er Benny Hinn en pengegal skurk? Cand.theol. Morten Munch skriver om kirkens kriterier for bedømmelse af sand og falsk lære

Spørgsmål:

Hvordan afgør man, om Benny Hinn er en god og troværdig kristen, eller om han er en falsk profet og en pengegal skurk?

Svar:

De klassiske kristne kriterier for bedømmelse af sandt og falsk er især:

1) Bekendes Jesus som Kristus, kommen i kød (1. Joh.4,1-2)?

I forlængelse af denne "sandhed-test" af troens centrum og indhold ligger også bekendelsen til Jesus som sand Gud og sandt menneske og bekendelsen til den treenige Gud som den udtrykkes i kirkens klassiske bekendelser og symboler, især de tre økumenisk fælleskirkelige bekendelser (apostolicum, nicænum, athanasianum) – den førstnævnte er den gængse bekendelse i den danske folkekirkes gudstjeneste.

2) Ses Jesu Kristi frugter (Matt. 7,15-23)?

Det kunne vi kalde "frugt-testen", som handler om, hvilke spor et menneske trækker efter sig - ikke kun i de ydre forhold, der kan imponere (jf. den anførte tekst) - men også i den indre ånd i det, der gøres. Sker der opbyggelse i troen, vokser kærligheden og det kristne håb? Frugten kan dels forstås som den tjenende persons eget liv og karakter. Mærkes duften af Kristus, en ånd af tjeneste, ydmyghed og opforende kærlighed? Og dels som virkningen hos dem, der betjenes. Sættes folk i frihed og knyttes de til personen Jesus i hengivenhed og kærlighed?

Det er altid en vurderingssag, hvor den enkelte må gøre op med sig selv, hvem han/hun har tillid til.

Kærlig hilsen

Morten Munch
Cand.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.