Sjæl og ånd

Er der forskel på sjæl og ånd?

Spørgsmål:

Er sjæl og ånd det samme eller der forskel?

Jeg har selv en definition på sjæl ... mit inderste væsen, om man så må sige. Men hvad er så ånd? Det kan jeg ikke rigtig komme på. Noget udefinerbart, som måske er overnaturligt.

MVH Susanne Hinge

Svar:

Kære Susanne Hinge,

Du stiller et uhyre vanskeligt spørgsmål om forskel og ligheder mellem et menneskes sjæl og ånd.

Det vanskelige består naturligvis i klart at afgrænse, hvornår der er tale om det ene og snart det andet.

Begge udtryk anvendes i både Gamle og Nye Testamente. Men heller ikke her er der tale om klart afgrænsende betydninger. De ses i flere betydninger og beror på forskellige opfattelser indenfor samtidens jødedom, kristendom og græsk Hellenisme (den græske tænkning på Jesu tid).

Den græske verdensopfattelse adskiller mennesket i ånd, sjæl og legeme. Den græske tænkning klassificerer ligefrem legemligheden som en lavere art og dermed dømt til undergang, mens sjælen er noget højre og finere, i slægt med guderne og det guddommelige, og gennemgående betragtet som udødelig.

Kroppens vigtigste opgave er at være hylster for sjælen. Det åndelige er en endnu højere og højere visdom (erkendelse) end det at være et sjæleligt menneske.

En sådan klassificering er fremmed for hebraisk og kristen tankegang, der forbinder sjælen og ånden med det at være et almindeligt levende menneske.

Men da Det Nye Testamentes forfattere henvender sig både til jøder og hellenister varierer betydningen af ordene sjæl og ånd i Bibelen alt efter hvem modtagerne er.

Anvendelsen af ordene sjæl og ånd varierer fra den ene situation til den anden. F.eks. er der i 1. Tess. 5,23 en klar tredeling i ånd, sjæl og legeme, som man kendte det fra den græske verdensopfattelse, mens der overalt i Gamle Testamente kun skelnes mellem krop og sjæl eller krop og ånd.

Til sammen danner ordene et hele, og der er tydeligvis ikke tale om modsætninger, som man ellers finder det i den græske tænkning.

Forskellen i definitionerne af sjæl og ånd i Bibelen beror derfor nok mere på lighed end forskellighed, men er alligevel ikke helt identiske.

Mennesket er en sjæl, men har en ånd er i udgangspunktet en god definition. Ånden er sjælens virkende kraft, den "bevægende" del af sjælen og tæt forbundet med brugen af ordet "hjerte" som følelsernes sted.

Ånden er den kraft, der udgår fra sjælen, og kan sidestilles med et menneskes vilje. "Når et menneskes ånd vækkes" er f.eks. et udtryk for at et menneske tilskyndes til handling. Derfor tales der også om forskellig slags ånd, der fører til forskellige slags handlinger i Ny Testamente.

At et menneskes ånd direkte kan identificeres med Guds Ånd er en anden vigtig ting i Bibelen.

"Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn" (Romerbrevet 8,16).

Venlig hilsen

Leif G. Christensen
Sognepræst ved Helligaandskirken i København

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.