Tatovering er op til dig selv

Forbud mod tatovering begrundes i jødisk tradition med, at det krænker Skaberen, hvis vi ændrer vores kroppe, skriver bibelforsker Jens Bruun Kofoed. - Foto: Foto: colourbox.dk

Det Gamle Testamentes forbud mod tatovering gælder ikke kristne i dag. Vi må selv overveje, hvordan vi ærer Gud med vores legeme, skriver bibelforsker Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Jeg har hørt, at der står i Det Gamle Testamente, at man ikke må lade sig tatovere. Er det korrekt? Det er ikke ordet tatovering som er brugt, men betydningen skulle være den samme.

Lotte

Svar:

Kære Lotte!

Du har fuldstændig ret. I 3 Mos 19,28 står der: "I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!"

Baggrunden for forbuddet er formentlig, at andre folk brugte tatoveringer som religiøse symboler. Udtrykket "Jeg er Herren!" kan for en umiddelbar betragtning godt forekomme lidt malplaceret i sammenhængen, men bemærkningen viser netop tilbage til det kald, som Israel igen og igen gøres til genstand for, nemlig at på samme måde som Herren er hellig, dvs. udskilt og anderledes end alle andre guder, skal Israel også være hellige, dvs. i deres adfærd vise, at de er udskilte og forskellige fra alle andre folk.

Forbuddet mod at lade sig tatovere må altså forstås som en sådan etnisk/religiøs markør, som skiller dem ud fra andre folk og deres gudsdyrkelse.

Som yderligere begrundelse for ikke at lade sig tatovere nævnes i jødisk tradition også, at eftersom mennesket er skabt i Guds billede og legemet derfor er en gave fra Gud, er det vanærende og krænkende overfor Skaberen, hvis legemets udseende ændres ved hjælp at tatoveringer. I den ortodokse jødedom er det således stadig forbudt for jødiske mænd at blive tatoveret.

At de sidstnævnte begrundelser ikke er grebet ud af luften understreges af det faktum, at vi også i Ny Testamente finder vidnesbyrd om legemet som en gave fra Gud og at det, som en kristen gør med sit legeme, enten krænker eller ærer Skaberen: "Legemet er ikke til utugt, men er til for Herren ... Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!" (1 Kor 6,13;19-20).

Rationalet bag forbuddet i 3 Mosebog handler altså om at israelitterne skal lade være med at lade sig tatovere, for at skabe et kulturbestemt mod-vidnesbyrd om Herren som Skaberen. Og selvom det konkrete forbud mod tatovering ikke gentages eller bekræftes som gældende for kristne i Ny Testamente, fastholdes dette rationale, mens det overlades til den enkelte kristne at overveje, hvordan de med deres legemer ærer deres Skaber i deres kulturelle kontekst.

Tatoveringer er altså med andre ord ikke nødvendigvis noget, som til enhver tid og i enhver kultur krænker gudsbilledet, mens det bagvedliggende rationale altid og alle steder må komme til en eller anden form for udtryk i den måde en kristen behandler sit legeme på.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Lektor ved Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.