Teorierne tryner teologien

Forholdet mellem kristendom og andre religioner er et teologisk felt, hvor der skelnes skarpt og ubønhørligt. Selve den sociologisk-statistiske tankegang, der ligger til grund for undersøgelsen, som denne er samlet i udgivelsen "Karma, Koran og Kirke. Religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring", har som udgangspunkt netop dette, at der skal skelnes, reduceres og systematiseres.

Statistikeren bag undersøgelsen, Steen Marqvart Rasmussen, lægger da heller ikke skjul herpå, men bringer frem på banen vor hjemlige filosof Arno Victor Nielsen, som citeres for at have sagt, at vi "for at forklare lidt, må se bort fra meget".

Niklas Luhman fremholdes på samme vis som talsmand for at "erkendelsen forudsætter en reduktion af kompleksiteten" og selv Max Weber, grundlæggeren af den klassiske sociologi, som vi kender den i dag, trækkes af stalden med sine legitimerende tanker om "idealtyper" og "rendyrkede strategier".

Hele undersøgelsen afspejler denne tilgang gennem den kvantitative metode, som resultaterne er bygget op omkring -- uden at man har skelet til et mere kvalitativt islæt, for eksempel gennem interviews. Dette ville dog også nok -- alt andet lige - havde gjort undersøgelsens resultater mindre overskuelige, end det nu er blevet tilfældet.

Nu må man imidlertid ikke tro, at mit ærinde er at klandre de valgte metoder, som undersøgelsen bygger på. Når der alligevel i det følgende skal lyde nogle kritiske pip herfra, så er det i første omgang en kritik, der rettes mod mig selv og min måde at arbejde religionsteologisk på. Mit ærinde er snarere en bekendelse, som overskriften siger det...

Jeg anvender nemlig selv i mine analyser af undersøgelsens resultater (Kapitlet "Religionsteologi¬ske tendenser -- fra det simple til det komplekse" s. 19-29) en systematisering i tre religionsteologiske "idealmodeller" eller "rendyrkede strategier" for at bruge Max Webers terminologi.

Når jeg i bogen analyserer resultaterne fra undersøgelsen, har jeg specifikt undersøgt præsternes holdning til og syn på andre religioners sandhedsprætentioner eller frelsespotentiale. Jeg har gjort det ud fra en gængs systematisk teologisk model, hvor jeg benytter mig af de tre klassiske travere indenfor religionsteologiens univers, de tre --ismer, som er eksklusivisme (vi bliver frelst, det gør de andre ikke), inklusivisme (vi bliver frelst, men det gør de andre muligvis også) og pluralisme (vi bliver frelst, de bliver frelst).

Undersøgelsen viser, at der er stor interesse blandt informanterne omkring de klassiske religionsteologiske spørgsmål. I tabel 19 på side 189 i bogen scorer disse spørgsmål meget højt. Her er præsterne blevet bedt om at opgøre vigtigheden af en række spørgsmål, der relaterer sig til religiøs mangfoldighed. Spørgsmål omkring grænsedragning mellem kristendom og anden religion, om frelsesmuligheder i andre religioner og om vigtigheden af mission fremstår her, for en meget stor del af informanternes vedkommende, med topprioriteter. Undersøgelsen klarlægger med andre ord, at det er problemstillinger som disse, der ligger mange præster på sinde.

Såfremt vi holder os til vore tre --ismer, eller idealtyper, afdækker undersøgelsen en overbevisende eksklusivistisk holdning blandt 38 procent af de adspurgte. Direkte adspurgt erklærer de, at der ikke findes frelse i andre religioner. Heroverfor erklærer bare 15 procent, at de tror, der findes frelse indenfor andre religioner. Kønsfordelingen i disse besvarelser er interessant, men jeg vil ikke komme ind på det her, da det ville føre for vidt. Jeg kan bare sige: Køb selv bogen og bliv udfordret (eller hvem ved, måske bekræftet) i tabel 8 på side 175.

Det virkeligt interessante i undersøgelsen er imidlertid det, at et meget højt antal af informanterne, 46 procent, svarer, at de på spørgsmålet om frelse i andre religioner har den holdning, at "det kan vi ikke vide noget om"! Der er altså tale om en relativt stor del af de adspurgte (for kvindernes vedkommende over 50 procent) som indtager en nærmest agnostisk holdning til frelsesspørgsmålet.

For en gammel religionsteolog som mig vækker dette til eftertanke. Denne store gruppe af agnostikere kan nemlig ikke umiddelbart indpasses i vore tre --ismer, som beskrevet ovenfor. For en gammel systematiker som mig vækker det tillige en vis frygt, for sat på spidsen må vi konkludere, at vores etablerede systematik i undersøgelsen tilsyneladende overhales indenom af vore informanters svar: Vore kategorier og systematiseringer slår simpelthen ikke til i beskrivelsen af virkelighedens verden. Og hvad betyder det så? Ja, der er to muligheder: enten er teorien -- i dette tilfælde de tre ismer - fejlbehæftet og må korrigeres af empirien som den fremstår i undersøgelsen, eller også er empirien ikke retvisende og følgeligt må informanterne korrigeres.

Jeg må naturligvis erkende, at med den postmoderne værdirelativisme, som hersker i vor tid, kan man ikke umiddelbart vurdere hvilken af de to muligheder, der er bedst. For mit eget vedkommende må jeg dog indrømme en vis personlig inklination til empiriens forrang frem for teorien.

Tillad mig i den forbindelse at trække den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman frem af posen. Bauman påpeger, at vi lever i en tid, hvor den vestlige verdens elite i erkendelsen af verdens dybe mangfoldighed ikke længere kan betragte sig som lovgivere, men snarere må se sig selv som fortolkere.

Såfremt jeg gennem min anvendelse af de tre systematisk-teoretiske --ismer, eksklusivisme, inklusivisme og pluralisme, har fremstået som lovgiver og derved forventet, at empirien skulle føje mine teorier, vil jeg gerne medgive en vis ydmyghed overfor det materiale, som i dag offentliggøres i bogens form. Samtidigt må jeg dog gøre tilhørerne opmærksom på, at jeg for så vidt allerede har foregrebet denne ydmyghed i undertitlen på min artikel "- fra det simple til det komplekse" og derved måske allerede har gjort min entré som den fortolker, Bauman efterlyser.

Mere provokerende kunne jeg også have sagt "- fra teori til empiri". Så langt er jeg dog ikke gået i bogens artikel, men min hovedkonklusion bliver alligevel, at den aktuelle undersøgelse ser ud til at slå alvorlige huller i vores systematisk-teologiske teorier omkring den religiøse mangfoldighed.

I min artikel påpeger jeg tillige, at en lignende kritik gennem en årrække har lydt fra 3. verdens teologer og såmænd også fra feministiske teologer fra vor egen midte. Jeg har nu med disse bekendelser taget første skridt til at lade mig belære om verdens sammenhæng fra en ny vinkel.

Jørgsen Skov Sørensen er ph.d. og sekretariatschef i Det mellemkirkelige Råd. Han er desuden bidragyder til bogen "Karma, koran og kirke," der udkom 27. april på Forlaget Univers.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.