Treenigheden er svær at forstå

Vi kan ikke levere udtømmende forklaringer på Gud, skriver ortodoks præst Poul Sebbelov

Spørgsmål:

Jeg sidder lige og læser op til religionseksamen (2. g) og kom lidt i tvivl: Gud er inkarneret i Jesus. Men er Jesus så Gud selv eller Guds søn? Og hvorfor kalde sig for Guds søn, hvis han faktisk er Gud? Er det
evangelisterne der kom på, at han skulle være gud selv, eller mente han også selv det?

Johanne

Svar:

Vi taler om Gud så godt vi kan med det begrænsede sprog, vi har til rådighed. Vi bruger ordene "født" og "udgår" for at angive, hvad vi tror om de indre relationer i Treenigheden, altså om det evige forhold mellem Fader, Søn og Helligånd. Det vil sige: Den Treenige Gud er én; og samtidigt er det sådan, at Faderen, på en måde som vi ikke kan forklare, er ophav til Sønnen og Helligånden.

Vi siger om Jesus Kristus, at Han er "født". Det græske ord, som ligger til grund herfor, kunne også oversættes med "avlet" (det ser man vist aldrig på dansk, men ofte på engelsk: "begotten", og på fransk: "engendré"). Formålet med formuleringen er under alle omstændigheder at understrege, at Jesus Kristus selv er Gud i modsætning til mennesker, som er skabte.

Derfor hedder det også videre i trosbekendelsen om Jesus, at Han er "født, ikke skabt", og at Han er "af samme væsen som Faderen". At "føde" eller "avle" betyder netop at frembringe noget, som er af samme slags som én selv. At "skabe" betyder derimod at frembringe noget, som er forskelligt fra én selv.

Hvorfor er det vigtigt, om Kristus er Gud eller blot menneske som os? Det er det, fordi intet menneske, hvor klog og stærk vedkommende end måtte være, kan gøre dét, Jesus Kristus har gjort. Kun Gud kan frelse os fra forgængelighed og død og give os det evige liv.

Jeg er ked af, at forklaringen ikke kunne blive mere enkel. Men Gud er uendeligt større, uendeligt dybere, uendeligt højere og uendeligt klogere, end vi mennesker er. Og Han arbejder på måder, vi aldrig havde kunnet forestille os. Så det er egentlig helt naturligt, at vi ikke kan levere udtømmende forklaringer på Gud og Hans veje.

Vor viden om Jesus Kristus har vi i alt væsentligt fra Ny Testamente. Dér er der mange steder, der peger på, at Kristus forstår Sig selv som Gud. Jeg nøjes med et enkelt eksempel: "Jeg og Faderen er ét" (Joh. 10, 30).

Lykke til med eksamen!

Med venlig hilsen

Poul Sebbelov, præst i Den Ortodokse Kirke

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.