Uddrivelsen var en sjælesørgerisk handling

SYNDEFALDET: Selv om det rent faktisk lykkedes mennesket at blive som Gud, så blev det ikke til velsignelse men til forbandelse for dem, fortolker Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Jeg er interesseret i at vide mere om, hvilken betydning og tolkning, der tillægges fortællingen om de to træer i paradisets have. Hvad betyder ordene "til kundskab om godt og ondt"? Hvordan skal ordene om, at Eva "nu er blevet som en af os og kan kende godt og ondt" tolkes? Adam og Eva opdager først efter syndefaldet, at de er nøgne - så skal det tolkes som om, de nu er blevet bevidste om seksualiteten? Har der gennem tiden mon været forskellige tydninger af dette - i så fald hvilke?

Arildskov

Svar:

Den bibelske beretning om Adam og Eva kender de fleste. For selvom flertallet ikke længere opfatter den som en historisk beretning - og måske knap nok ved den er bibelsk, så har beretningens tema været behandlet i kunsten, litteraturen og musikken i en sådan grad, at Adam og Eva er kommet til at stå som arketyper på det menneske, som vi kender igen i os selv: homo sapiens ; det forstandige og smagende menneske; mennesket med den ubændige trang til at række ud efter den forbudte frugt; mennesket med den smertelige livserfaring af det, som går galt, når det alligevel gør det.

At kulturhistorien er rig på kunstnere, forfattere og komponister, som har funderet over netop denne beretning, er i sig selv et vidnesbyrd om beretningens grundlæggende problematik. At der er tale om arvesynd. Om et eksistentielt problem, der er gået i arv fra det ene menneske til det andet så længe, der har været mennesker til.

Men hvorfor gik det galt? Og hvad var det, der skete, da Adam og Eva greb ud efter den forbudte frugt? Bibelen, som dog trods alt må betragtes som kilden til de mange overvejelser, giver - med et ord fra slangen (sic!), den forklaring, at 'den dag I spiser af den (forbudte frugt), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt!' (1 Mos 3,5). Men hvad betyder det, at deres øjne vil blive åbnet? At de vil blive som Gud? Og at de vil komme til at kende godt og ondt? Eller med et samlet udtryk: Hvilken kundskab er det, de vil komme i besiddelse af, hvis de spiser af den forbudte frugt? Kigger man efter i kommentarer til skriftstedet viser det sig hurtigt, at der ikke bare er givet et men en række svar på spørgsmålene.

Seksuel bevidsthed

Den første reaktion hos Adam og Eva efter syndefaldet er ifølge 1 Mos 3,7 at de opdagede deres nøgenhed. Umiddelbart kunne det derfor godt virke som om følgen af deres spisen af frugten var en slags seksuel bevidsthed. Til støtte for en sådan tolkning kan desuden anføres, at det verbum, som er oversat med 'kende' ofte anvendes som en eufemisme for 'at have samleje'. Nogle peger også på at det samme ordpar, 'godt og ondt' som optræder her, i 5 Mos 1,39 sættes i forbindelse med det forplantningsmæssige aspekt af seksualdriften.
Mod en sådan forståelse må det invendes, at det ville virke underligt, om Gud skulle have forbudt dem at være seksuelt bevidste, når han lige har befalet dem at forplante sig (1,27). Beretningerne i 1 Mos 1 og 2 giver os desuden hverken belæg for at sige, at en sådan seksuel bevidsthed skulle være reserveret Gud eller forbudt for mennesket.

Alvidenhed - herunder etisk eller kulturel erkendelse

Som argument for denne forståelse anføres, at ordparret 'godt og ondt' skal forstås som en såkaldt metrisme, dvs. et stilistisk element, der udtrykker helhed og totalitet - her i betydningen 'alt'. Mod en sådan forståelse taler det simple forhold, at hverken teksten selv, den videre kontekst eller den menneskelige erfaring giver os noget belæg for noget sådant. Tværtimod. Mennesket blev ikke alvidende. Det gælder også med hensyn til det etiske og kulturelle aspekt. Hvis Adam og Eva fik fuldkommen etisk erkendelse, så var det i hvert fald ikke noget, der gik i arv til deres børn.

Det behøver vi blot at læse det næste kapitel i 1 Mos for at forsikre os om. At mennesket efter syndefaldet skulle have haft en drastisk øget kulturel erkendelse finder vi heller ikke belæg for. Hverken i de bibelske tekster eller i kulturhistorien i øvrigt.

Moralsk autonomi

Ordparret 'godt og ondt' forekommer flere steder i en sammenhæng, hvor der er tale om et etisk eller juridisk afgørelse. F.eks. i 1 Mos 24,50, hvor Laban og Betuel siger, at når en afgørelse kommer fra Herren, 'så kan vi intet sige til det' (hvor intet er den danske gengivelse af de hebraiske ord for 'godt og ondt') . Her tilkendes Gud altså en overordnet ret til at træffe en afgørelse, som ingen kan nægte ham. Noget lignende finder vi i Ordsprogenes bog, hvor mennesket nok opfordres mennesket at skaffe sig visdom, hvor det samtidig gøres klart, at der er en visdom som alene Gud har, og som alene er forbeholdt Gud (f.eks. Ordspr. 30,1-4).

Læser vi udsagnet til Adam og Eva i dette lys bliver der med 'godt og ondt' tale om en visdom eller en afgørelse, som er forbeholdt Gud. Hvad Gud i 1 Mos 2,17 forbyder mennesket og hvad mennesket i 3,6-7 alligevel tiltager sig, er retten til at afgøre, hvad der er 'godt og ondt' - eller for at anvende overskriften, moralsk autonomi. Mennesket vil være sin egen gud.

Pointen er altså ikke, at mennesket bliver den samme som Gud eller får del i guddommeligt væsen, men i virkeligheden det stik modsatte! De bryder ud af deres skaberordning og fællesskab med Gud for selv at blive det, som alene Gud kan være. De vil være - og bliver! - deres egne guder med ret til selv at bestemme, hvad der er 'godt og ondt'. Ikke underligt at Gud i 1 Mos 3,22 skynder sig at sende dem ud af Edens Have før de 'rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!'. En underfuld - som Luther kaldte det - sjælesørgerisk handling.

For selv om det rent faktisk lykkedes mennesket at blive som Gud, så blev det ikke til velsignelse men til forbandelse for dem. Og på samme måde, som træet til kundskab om godt og ondt stod i haven som et synligt tegn på det, som alene Gud havde ret til og som mennesket hverken var skabt med eller havde ret til, sådan må vi også forstå Livets træ som et synligt tegn på det, som alene Gud har og kan give: evigt liv. Så længe mennesket levede i pagt med Guds skaberorden havde de dét, som livets træ daglig mindede dem om, nemlig evigt liv. Da de brød ud af denne orden mistede de det. Når Gud derfor driver mennesket ud af Edens Have - og når vi med Luther må se det som et udtryk for Guds sjælesorg, så er det fordi Gud igen vil give mennesket en erkendelse af det, som Livets træ hele tiden havde været en yderst håndgribelig påmindelse til dem om, nemlig at mennesket ikke har ret til evigt liv; det er en gave fra Gud.

Som Peter mange år senere sagde det om Guds Søn: 'Herre hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord!' (Joh 6,68).

Jens Bruun Kofoed
Adjunkt i GT på Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.