Var Luther skyld i nazismens jødehad?

Martin Luther. - Foto: Wikipedia.

- For Luther var det jødernes religion, der var problemet, svarer tidligere præst Ricardt Riis

Kære Ricardt Riis

Jeg læser i et af dine tidligere indlæg, at Luther kastede en masse bolde op, som senere fik konsekvenser som bl.a. sekulariseringen og ytringsfrihed.

Jeg undrer mig over, at mennesker, der er MEGET glade for Luther og ofte citerer og bruger ham i deres argumentationer, helt fortrænger hans indædte kamp mod både muslimer og jøder.

Mit spørgsmål er: Kan man være lutheraner om en hals og samtidig lade som om, denne side hos Luther aldrig har eksisteret? Måske var nazismen konsekvens af én af Luthers bolde?

Med venlig hilsen
Britta

Kære Britta!

Tillad mig at "anholde" to ting i dit spørgsmål:

For det første: Det lyder, som om du mener, at jeg hører til dem, der er MEGET glade for Luther. Jeg er ikke meget GLAD for Luther, men jeg er meget INTERESSERET i Luther. Jeg betragter Luther som et menneske, der står ved en milepæl i historieforløbet, og jeg mener, at enhver historisk vending er værd at undersøge, endog undersøge MEGET grundigt.

Det betyder, at jeg først og fremmest er interesseret i de forhold ved Luther og historien om ham, der var medvirkende til det store historiske omsving, der skete på den tid. Og det bliver især perioden fra 1517, hvor de 95 teser blev offentliggjort, og frem til, lad os sige, bondekrigene i 1525, hvor en ny kirkeordning efterhånden havde aftegnet sig i Wittenberg.

Derved svarer jeg også indirekte på dit spørgsmål om, hvorfor jeg "fortrænger" hans indædte kamp mod jøderne. Der er ikke tale om, at jeg fortrænger hans skrift mod jøderne fra 1542, men dette skrift hører absolut ikke til blandt de skrifter, der var med til at befordre den historiske vending. Derfor er det ikke det, jeg i første række har studeret og måske nok heller ikke det, jeg i første række bruger, når jeg svarer på spørgsmål om Luther.

Det kan være sandt nok, at nazisterne hentede en del ammunition fra dette skrift, men faktisk kan de to syn på jøderne, nazisternes og Luthers, ikke sammenlignes. For Luther var det jødernes religion, der var en anstødssten, for nazisterne var det jøderne som en efter deres meget forskruede raceteori fremmed race, der var problemet og det, som fik dem til at ville udrydde jøderne.

For det andet: Du taler om Luthers indædte kamp mod både muslimer og jøder.

Hvorfor blander du dog jøder og muslimer sammen? Der var en himmelvid forskel på jøder og muslimer dengang, hvad angår deres plads i samfundet.

Jøderne udgjorde en ret lille minoritet i samfundet, og vel kan man godt kalde Luthers skrift "indædt", men hans kamp mod jøderne optog kun en meget ringe del af hans tid.

Derimod optog kampen mod muslimerne en meget større plads i hans bevidsthed.

Og det var der en meget håndgribelig grund til. I 1529 lagde tyrkerne an til at belejre Wien. Det vil sige: de truede meget stærkt med at erobre ét af de europæiske kernelande. Det optog alle i samtiden, også Luther. Det var forresten én af årsagerne til, at kejseren indkaldte til rigsdag i Augsburg i 1530, og til, at han ikke fór frem med bål og brand mod lutheranerne: stillet overfor den tyrkiske trussel måtte det tyske rige stå sammen.

Det siges, at én af grundene til, at fx Ægypten i 600-tallet så hurtigt faldt for de muslimske hære, var, at den kristne sekt, som hed monofysitterne, og som stod stærkt i Ægypten, håbede at få bedre betingelser under muslimerne end under den byzantinske kejser. En lignende situation opstod med tyrkernes fremmarch i Tyskland i 1500-tallet. For lutheranerne blev bekæmpet af kejseren og de katolske fyrster. Så det var måske ikke nogen selvfølge, at Luther stillede sig solidarisk med de andre tyskere. Men det gjorde han altså ikke desto mindre. Endda ret så eftertrykkeligt. Begge de to skrifter, jeg har lagt ud på min http://www.martinluther.dk/tyrk3.html" target="_blank">hjemmeside desangående, opfordrer stærkt til at kæmpe under kejserens fane imod tyrkerne.

Den kamp, Luther tænkte på, var først og fremmest af legemlig art. Men den var dog også i nogen grad af åndelig art: den muslimske tro måtte bekæmpes med åndelige våben. Det er en sådan kamp, der hentydes til med Melanchthons ord i den Augsburgske Bekendelses § 1 om at vi bekæmper "valentinianere, arianere, eunomianere, muhammedanere m. m." Det betyder blot, at vi vender os imod deres lære, fordi vi anser den for forkert. Hvilket vi jo da forresten stadigvæk gør.

Så til dit spørgsmål: Kan man være lutheraner om en hals og samtidig lade som om, denne side hos Luther aldrig har eksisteret?

Svaret er: Nej, det kan man naturligvis ikke. Men det er der vist heller ingen lutheraner, der gør, heller ikke af dem, der er lutheraner om en hals.

Jeg har just læst en udmærket biografi af Luther af Volker Leppin. Han har henimod slutningen af sin bog et kapitel, som han kalder: Den sidste udrasen. Heri beskriver han Luthers angreb på jøderne. Og som én, der skriver en biografi, må han naturligvis - lidt i modsætning til sådan én som mig - have det hele med. Men mere end et kapitel får jødeskriftet altså heller ikke.

Luther er stadigvæk en kontroversiel figur og kan derfor stadigvæk fremkalde angreb fra forskellig side. Sådan har det vist altid været. Katolikkerne har fx angrebet ham, fordi han brød sit munkeløfte og giftede sig. Han kunne ikke styre sit begær, hed det sig. Og marxisterne har angrebet ham på grund af hans holdning under bondekrigene. Han var en "fyrstelakaj", sagde de.

Disse to angreb kan man som "lutheraner om en hals" med nogenlunde god samvittighed afvise. Endda ud fra teksterne selv. Men jødeangrebet ikke. Det står der som et sært fremmedlegeme, det er meget svært at få indpasset i Luthers øvrige tankegang.

Nå, "lutheraner om en hals" kom jeg til at kalde mig selv. Tjoh. Tjah. Det er jeg vel sådan set. Men tro ikke, at Luther af den grund for mig er en guru. Det er han på ingen måde. Jeg har, lige siden jeg for en tyve år siden begyndte sådan for alvor at beskæftige mig med Luther, forsøgt at "få skovlen under ham". For der er noget misligt ved hans teologi. Men hver gang jeg tror, det er ved at lykkes, opdager jeg nye, spændende sider ved ham.

Der er alligevel noget i høj grad brugbart ved ham, også ved det, jeg netop ville kaste bort.

Dog har jeg det håb, at det til sidst vil lykkes mig at skildre de teologiske fejl ved Luther. Og så får jeg nok på puklen af de Luther-forskere, der er "lutheranere om en større hals" end jeg er det. Vi får se!

Venlig hilsen
Ricardt Riis,
pensioneret sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.