Vi har ikke ret til det evige liv

FRELSE: Efter min mening er det ikke det kommende liv, der er kristendommens ærinde, men det liv vi skal leve her i dag, skriver Nana Hauge

Spørgsmål:

I og med at Kristus døde for vores synder, kan vi alle komme i himlen, hvis vi tror på Kristus og angrer vores synder. Hvordan var situationen før Kristus? Var man før Kristus dømt til at komme i helvede - uanset om man var syndig eller ej? Hvis man var dømt til at ende i helvede, hvorfor så tro på Gud? Hvis man ikke var, hvorfor så tro på Kristus?

Med venlig hilsen

Claus Sørensen

Svar:

Kære Claus

I det Gamle Testamente findes der ikke egentlige forestillinger om helvede. Døden opfattes som regel som den endegyldige afslutning på livet og ikke som indgang til enten evigt liv eller evig fortabelse. Der findes derfor heller ikke forestillinger om, at Gud dømmer til helvede som straf for syndige gerninger. Gud dømmer og straffer i dette liv.

Tanken om Guds dom er knyttet til forestillingen om pagten, som indebærer, at folket (Israel) er forpligtet til trofasthed mod Gud og overholdelse af den lov, som Gud er garant for. Hvis folket ikke overholder sine forpligtelser, må Gud gå ind og straffe. F.eks. tolkes undergangen af Israel og Juda (det babyloniske eksil), som Guds straf over folkets frafald.

Op imod århundredet omkring Kristi fødsel begynder tanker om en fremtidig dom at tegne sig ved siden af de hidtidige forestillinger. Gud straffer nu også pagtsovertrædelser i den kommende verden. I tilslutning til denne tankegang udvikles også tanken om helvede som et straffested.

Situationen før Kristus var altså ikke den, at man blev kastet i helvede, uanset om man var syndig eller ej.

Hvorfor så tro på Kristus?

Som nævnt er Guds dom i jødedommen knyttet til forestillingen om pagten også kaldet toraen - loven. Overholdelsen af denne lov var så at sige grundlaget for forholdet til Gud og betingelsen for livet på jorden såvel som i den kommende verden.

Det "nye" ved Ny Testamente er nu påstanden om, at Jesus Kristus er både opfyldelsen og enden på loven. Det viser sig ved, at Jesus på nogle måder skærper loven, medens han på andre måder gør op med den. Vigtigst er det nok, at Jesus sammenfatter hele loven i det ene bud: "Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv." Konsekvensen af det er f.eks., at nogle af lovens bud må vige af hensynet til mennesker. Det ser vi bl.a. i de beretninger, hvor Jesus helbreder syge på sabbatten – noget der bringer ham i alvorlig konflikt med farisæerne og i sidste ende er med til, at få ham dømt til døden for blasfemi.

I Ny Testamentes optik afløser troen på Jesus Kristus således overholdelsen af lovet som grundlag for livet, både dette liv og det evige. Derfor opfordrer det Ny Testamente, til at tro på Kristus.

At man herudfra kan konkludere at vi ved at tro på Kristus og angre vores synder alle kommer i himlen, som du skriver, blev ganske rigtigt en udbredt tro og godt støttet af den kirkelige lære. Om det er ordentlig kristendom, er derimod en anden sag. Efter min mening er det ikke det kommende liv, der er kristendommens ærinde. Kristendommens ærinde er først og fremmest det liv vi skal leve, og den kristne forkyndelse er ikke først og fremmest rettet mod livet efter døden, men mod menneskenes tilværelse på jorden.
Vi har ikke ret til livet, hverken det nuværende eller det kommende, om vi angrer eller ej. Livet og evigheden er Guds, og det betyder, at fremtiden er noget, vi ikke skal bekymre os om. Vi har livet med hinanden her i dag – det er det, der betyder noget!

Jeg håber mit svar gav dig klarhed omkring dine spørgsmål.

Bedste hilsner

Nana Hauge
Cand.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.