Ægteskab mellem kristen og muslim

Er det ikke acceptabelt at være gift som kristen og muslim?

Spørgsmål:

Kære Leif G. Christensen

Jeg har lige læst et indlæg om dette emne og blev dybt overrasket over svaret: Er et sådant ægsteskab ifølge Biblen ikke acceptabelt? Jeg er kristen og lever selv sammen med en muslimsk mand.

Er Gud ikke stor og kærlig nok til at lade folk som elsker hinanden være sammen? Og er det i så fald ikke ligegyldigt hvilken religion man er født ind i? Jeg troede at religion var til for at samle mennesker -ikke splitte dem ad?

Caroline Fisher

Svar:

Kære Caroline Fisher,

Jeg tror nu aldrig, at jeg har udtalt mig om religiøst blandede ægteskaber. Kærligheden finder sine egne veje og ingen mur er vel heller ikke i denne sammenhæng så stor, at der ikke kan bygges bro. Men det er på den anden heller ikke svært at se alle problemerne.

Jeg har tidligere givet andre i samme situation det råd, at arrangere et fortroligt møde med en repræsentant fra hver jeres religion, og som I har tillid til. En sådan samtale vil formentlig vise hvilke problemer, der uden tvivl opstår på grund af jeres forskellige religiøse baggrund.

Her må I være indstillet på at skulle respektere hinandens forskellighed, mere end at tro at det vil lykkes jer at "blande" religionerne.

Paulus har i Bibelen ganske rigtigt vejledt de nye kristne menigheder om sit syn på ægteskab/skilsmisse - også i religiøst blandede forhold. I 1. korinterbrev kap. 7, 12-17 gør Paulus opmærksom på, at han her blot giver sin personlige mening tilkende.

Paulus skriver ikke noget om, hvorvidt han anser det for tilrådeligt at indgå blandet ægteskab, men indskrænker sig til at give retningslinier for allerede eksisterende ægteskaber, hvor den ene part er kristen.

Leif G. Christensen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.