Ønskede Luther et oprør?

Konsekvenserne af Luthers opgør med den katolske kirke var et folkeoprør, men var det Luthers intention, at det skulle gå så vidt? Teolog Ricardt Riis svarer

Spørgsmål:

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Luther ønskede det folkeoprør, som blev konsekvensen af hans opgør med den katolske kirke.

Venligst

Morten

Svar:

Kære Morten

Jeg kan vist roligt svare nej til dit spørgsmål om, hvorvidt Luther ønskede det folkeoprør, der blev konsekvensen af hans opgør med den katolske kirke, også selv om begrebet "folkeoprør" kan forstås på flere måder.

Det var nemlig sådan, at Luther slet ikke havde nogen forestilling om, hvad hans gerninger førte med sig på det kirkepolitiske eller på det politiske plan. Det hænger sammen med mange ting.

Først med dette at vi skal helt frem til februar 1520, før Luther fik den tanke ind i hovedet, at paven var antikrist.

Denne tanke vendte op og ned på det, han hidtil havde ment, men den gav på den anden side Luther en plausibel forklaring på de højst mærkværdige ting, han havde mødt i sit sammenstød med Rom, først og fremmest på det, at paven forlangte Luthers tilbagekaldelse uden at ville give nogen begrundelse; Luther skulle, som han selv sagde det, tilbagekalde sine udtalelser på pavens "nøgne ord." Og det ville Luther ikke.

Dernæst hænger det samme med det, at Luther vist nok regnede ret sikkert med, at han ville møde døden på rigsdagen i Worms april 1521. Noget af det sidste, han skriver inden afrejsen, er skriftet mod Catharinus.

I dette skrift udlægger han Daniels Bog 8,23 ff om paven. Pavens magt bygger på "skin", hævder han. Og i det øjeblik, nogen tager sig for at afsløre bedraget ved pavens magt, bryder den sammen.

Det vil sige, den bryder ikke sammen, fordi nogen slår den ned med våben, den bryder sammen i kraft af sine egne indre modsigelser. (Denne iagttagelse kan forresten anvendes på mange andre regimer også, apartheid-regimet i Sydafrika, Sovjetunionen og hele østblokken, m. m.).

Og alt dette ville Luther altså have frem som en slags testamente, hvis han skulle dø i Worms.

Nu blev Luther jo ikke brændt på bålet i Worms, men i stedet sat i rigens akt og bragt i sikkerhed på Wartburg. Og pavens rige faldt ikke sammen sådan lige på en studs. Men det knagede slemt i fugerne, hvis man da ikke skal sige, at store dele af bygningen faktisk faldt i grus.

F.eks. faldt Danmark fra. Og gjorde det i kraft af Luthers ord, ikke i kraft af våbenmagt, ganske som Luther havde regnet med det. Luther havde i sit skrift fra 1520 til den tyske adel opfordret til at boykotte den betaling, man plejede at give paven for godkendelse af diverse bisper og ærkebisper rundt om i Europa.

Den tanke greb de katolske rigsråder i Danmark i 1524 (eller var det 1525?), idet man besluttede, at de penge, paven skulle have haft for udnævnelse af ærkebiskoppen i Lund, i stedet skulle gå til rustninger imod Christian den Anden.

Og det er muligvis denne afbrydelse af forbindelsen til Rom, der førte med sig, at kongen anså sig for berettiget til i slutningen af 1420'erne at nedlægge en del klostre.

At han kunne gøre det hænger sammen med, at munkene forsvandt fra klostrene. Og at de gjorde det hænger igen sammen med Luthers skrift "Om munkeløfterne", hvor han påviste, at munkeløfterne var ugyldige, fordi de var aflagt imod Guds evangelium, imod den evangeliske frihed og imod Guds bud.

Så da den danske konge, Frederik den Første, udnævnte den bortløbne munk, Hans Tausen, til sin kapellan (i 1526), sendte han derved et stærkt signal til alle munke i riget: der ville ikke under hans regering ske det, som plejede at ske, når en munk løb bort, at han ved hjælp af den verdslige magt blev tvunget tilbage til sit kloster.

Og da den tvang var borte, sivede virkelig mange munke ud af klostrene. Det skete altså ikke ved tvang, men ved, at en tvang blev ophævet.

Så hvis "folkeoprør" forstås som den almindelige uvilje mod pavens magt og mod den korruption, der fandtes i kirken, så har Luther i høj grad arbejdet hen mod dette oprør og vel også regnet med, at det ville komme, som han havde forudsagt det. Hvad det jo altså også i ganske høj grad gjorde.

Men hvis "folkeoprør" forstås om det bondeoprør, der brød frem i Tyskland i 1525, så var det ikke noget, Luther havde regnet med eller forudsagt. Luther har hele tiden holdt på, at oprør mod øvrigheden ikke er tilladt for den kristne.

Når han i sit første skrift om bondeoprøret stiller sig forholdsvis forstående an overfor bønderne, skyldes det udelukkende, at de erklærer sig villige til at modtage belæring.

Men da de, anført af nogle ret ekstremistiske ledere, alligevel ikke ville modtage belæring, udgav han sit såkaldt "hårde" skrift mod bønderne, et skrift hvori han mener, at man bør slå bønderne ned, som man slår gale hunde ned.

Det har nu også forsonende toner i sig, men sandt er, at Luther mente, at der, mens krigen stod på, ikke var plads til medlidenhed med alle medløberne. Bagefter, når oprøret var slået ned, kunne man prøve at skelne mellem oprørets anstiftere og dets medløbere.

Forøvrigt var Luther godt klar over, at hvis bønderne vandt (og det mente han, der var en reel risiko for), var han én af dem, de ville prøve at få slået ihjel. Men det ser ikke ud til, at han kunne holdes tilbage fra at sige sin mening af nogen fare.

Katolikkerne, f.eks. Johannes Cochlæus, hævdede, at Luther havde anstiftet til oprør, og at han med sit hårde skrift mod bønderne fejt skiftede side, da han så, hvilken vej vinden blæste. Dels passer det nu ikke med tidsfølgen af begivenhederne, men hvad værre er: man betragter fra katolske side oprør mod kirken som identisk med oprør mod øvrigheden.

Sådan så Luther også på sagen før februar 1520. Men da han blev klar over, at paven var antikrist, blev det en nødvendighed for ham at gøre oprør mod pavekirken.

Dette var dog, som før sagt, ikke et oprør i sædvanlig forstand; man skulle kun bruge ordet som våben, og man skulle bruge det til at fremhæve pavekirkens indre modsigelser med; når folk således kunne grine af de modsigelser, man viste dem, så mistede pavekirken autoritet og indflydelse. Helt af sig selv, uden anvendelse af våbenmagt.

Altså: Hvis "folkeoprør" forstås som folks frivillige frafald fra pavekirken, var det efter Luthers hoved. Hvis det forstås som bondeoprøret i 1525, var det imod Luthers opfattelse.

Yderligere oplysning kan findes i den del af P. Severinsens Lutherbiografi, som jeg har lagt ud på www.martinluther.dk.Der findes også mange af de tekster, der ligger til grund for ovenstående.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Cand.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.