Hvad er candomblé?

Candomblé er en sydamerikansk religion, der udøves af flere millioner, især sorte, sydamerikanere, i ikke mindst Brasilien, svarer cand. theol. Tom Thygesen Frederiksen

Spørgsmål:

Hej

Jeg har en søster som er blevet grebet af religionen candomblé. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad det er. Men jeg vil gerne have lidt mere viden, som ikke kommer direkte fra candomblé tekste. De er jo ikke lige frem objektive.

Hilsen

Søren Peter Dalby Gustafsson

Svar:

Candomblé er en sydamerikansk religion, der udøves af flere millioner, især sorte, sydamerikanere, i ikke mindst Brasilien. Candomblé er egentlig en religion, der stammer fra de sorte slaver og deres hjemland i Vestafrika. Det samme gælder voodoo-religionen i Haïti og Louisiana, og voodoo og candomblé er da også ret nært beslægtede.

De fleste sorte slaver blev købt i Vestafrika syd for Sahara i et område, der strækker sig fra Nigeria i øst til Ghana i vest. Fra det centrale Nigeria og mod vest til nabolandet Benin tilhører de sorte især sproggruppen yoruba. Sydvest herfor, dvs. fra det vestligste Nigeria over Benin indtil Ghana tilhørte de sorte sproggruppen gbe.

Yoruba-religionen og Gbe-religionen er nært beslægtet: Polyteisme, magi med trylleformularer, spådomme, amuletter, dyreofringer, hellige danse osv. Og begge folk har et system med en overgud, der har skabt universet, men egentlig ikke blander sig så meget i den menneskelige verden, og så en yngre generation af guder eller ånder, som blander sig vældigt meget i denne verdens gang. Denne yngre gudegenetation kalder gbe-folkene for vodun (heraf voodoo), mens yoruba-folkene kalder dem orishas.

Candomblé stammer især fra yoruba-religionen. Også santéria-religionen på Cuba stammer fra yoruba, mens voodoo, som antydet, stammer fra gbe-folkenes religion.

Slaveriet var jo i voldsom grad en knægtelse og en ydmygelse af den enkelte. Men en måde at bevare sin integritet og identitet på, var at bevare sin religion. Og candomblé ligger temmelig tæt på den oprindelige yoruba-religiøsitet. Man dyrker stadig naturånder, orishas, som på portugisisk er kommet til at hedde orixas. Men man tilbeder også vodun, ligesom voodoo gør. Disse orixas og vodun er ikke bare naturguder, men også ens forfædre, der efter døden er blevet ophøjet til guddomme - på portugisisk babu egu. Eftersom yorouba-religionen desuden tror på reinkarnation, har man derfor ofte kaldt candomblé for en slags spiritualisme.

Spiritualisme er jo den religiøse overbygning, man har bygget uden på spiritisme - en praksis med at kommunikere med spøgelser - afdøde forfædre - som opstod i USA midt i 1800-tallet. I spiritualismen mener man, at mennesket via en kæde af reinkarnationer bevæger sig op mod stadig højere åndelige niveauer for til sidst at nå det guddommelige niveau. De afdøde ånder on the other side er altså bedre og klogere end de levende mennesker, og man kan få hjælp i sin åndelige udvikling - og i praktiske spørgsmål - ved at kommunikere med disse ånder.

Den nok mest velkendte spiritualisme er teosofi, som den udbredte new age-religiøsitet stammer fra. Teosofi er en spiritualisme, som blander klassisk vestlig okkultisme og okkult kristendom med hinduisme og buddhisme. Og candomblé er en spiritualisme, som blander vestafrikansk magi-religiøsitet med en lille smule katolicisme. På mange måder er der derfor ikke så langt mellem vestlig teosofi og new age og så sydamerikansk candomblé. Fx er der ikke noget, der er entydigt ondt og godt i hverken teosofi (og new age) og candomblé; hvad der er ondt og godt kommer an på synsvinklen. Men behandler man andre mennesker skidt eller rigtigt, rammes man selv af noget skidt eller godt. Karma-tanken går altså også igen.

Ellers har candomblé beholdt alle de traditionelle træk fra vestafrikansk religion: Dyreofringer, amuletter, trylleformularer, spådomme ved at kaste med muslingeskaller og lokale templer (kaldet huse, plantager eller gårde), der oftest ledes af en slags ypperstepræstinde, en helgenmor, som fx kan kaldes en ialorixa. Hun kan være sekunderet af en helgenfar, en babalorixa.

Men det mest påfaldende træk i candomblé er nok de hellige danse (som jo også ses i voodoo). En præstinde iklædt smukke gevandter danser meget langsomt og yndefuldt og blide håndbevægelser og lette trin, indtil hun falder i en trance. Tanken er, at hun dermed bliver besat af en af forfædre-ånderne (babu egu), ligesom et medium i spiritismen og spiritualismen. En sådan ånd (orixa) kan også være ens helt personlige, en slags guide eller skytsengel (dette ses også i megen new age).

Den katolske kirke har ført en hårdhændet undertrykkelsespolitik mod det, kirken ser som sort magi og hekseri. Til gengæld har candomblé ikke haft problemer med at inkludere Kristus og diverse katolske helgener i candomblés lange række af orixas. I hustempler ser man også kristne krucifikser indgå sammen med lys, krystaller, muslingeskaller og hvad der ellers indgår af amuletter i ethvert candomblé-hustempel med respekt for sig selv.

Om candomblé er godt eller skidt, afhænger af synsvinklen. Det er en meget æstetisk smuk og farverig magi-religiøsitet, der på den ene side har været god for sorte slaver til at bevare båndene til deres oprindelige kultur og dermed bevare stoltheden og identiteten. Og på den anden side set med kristne, humanistiske og naturvidenskabelige briller er den en rendyrket heksekult, hvor der gås mere op i, om noget virker, end om det stammer fra gode eller onde magter, dvs. grænsen mellem hvid magi og sort magi er mere end flydende.

Så selv om candomblé nok virker mest velegnet for efterkommere af vestafrikanske slaver, så passer den perfekt til vore dages moralsk indifferente pragmatisme, hvor sagen er teknik og effekt, og i at genfortrylle den grå og kedelige omverden.

Tom Thygesen Frederiksen, cand.theol. og akademisk medarbejder ved Dialogcenteret

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.