Ved selvmord er der brug for dig

Spørgsmål:

Hej Søren

I dag har jeg fået det tunge budskab, at en af mine gamle venner har begået selvmord.

Jeg har søgt rundt på nettet og i mine teosofiske værker for at finde information om konsekvenserne ved en sådan handling. Det eneste, jeg kan finde frem til, er beskrivelser om at man blot udsætter (og forværrer) sin karma.

Håber du kan give mere fyldestgørende og udtømmende beskrivelser end dette - meget gerne med kildehenvisninger.

Håber du kan hjælpe mig - på forhånd tak.

Thomas

Svar:

Kære Thomas

Tak for dit spørgsmål om teosofi og selvmord.

Selvmord er en tung affære at kommentere ud fra et teosofisk perspektiv, og der er mange aspekter i en sådan sag.

Jeg beder dig derfor tage denne korte besvarelse med det forbehold, at det kræver uddybning på anden vis. Det følgende er meget generelt.

Selvmord er - ud fra teosofiens perspektiv - en meget dårlig løsning på livets udfordringer. Et menneske kan ikke slippe for de karmiske forhold, som ligger i det enkelte liv, og derfor vil et selvmord medføre en udskydelse af det, som var planlagt til inkarnationen.

Ved selvmordet skubbes problemet blot foran, og det vil - før eller siden - vende tilbage i en ny tilværelse for at blive løst.

Vi inkarnerer i forhold til den plan, som er lagt af sjælen, og når den inkarnerede personlighed "gir' op", vil sjælen skulle forholde sig til at komme gennem læreprocessen på et senere tidspunkt. Det er - for nu at bruge et simpelt billede - som at forlade skolen midt i et semester. Man er nødt til at gøre det færdigt, som kræves for at fortsætte. Der ligger en læreproces i den problemstilling, som selvmordet handler om. Denne vigtige læring bliver nu udsat.

En selvmorder bringer sig ofte ind i en meget ubehagelig mellemtilstand efter døden, fordi livet er "afbrudt" i utide. Bevidstheden kan (således er det beskrevet fra højpsykiske undersøgelser) ikke rigtig komme op i de højere verdener, før tiden for det planlagte dødsøjeblik oprinder, og selvmorderen er fuldt bevidst og opfyldt af frustrationen og ulykkeligheden omkring selvmordet.

Tilstanden er ikke evig, men meget ubehagelig.

Det varierer naturligvis individuelt, og generaliseringen er altid et problem i beskrivelser som disse, men en del rapporter omkring selvmordere og deres tilstand efter døden tegner et dystert billede, fordi selvmorderen emotionelt er midlertidigt "bundet" i sin tunge, astrale tilstand.

Der er dog vigtige ting, som her skal tilføjes. Motivet og omstændighederne omkring selvmordet spiller en meget vigtig rolle. Der er utrolig stor forskel på, om et menneske tager sit eget liv, fordi det ikke magter problemer med en sygdom, eller fordi det sørger over et tab - i forhold til et selvmord begrundet af jalousi, eller udført i pludselig affekt, eller måske en overdosis sovepiller, hvor man dybest set ønskede at blive fundet.

De psykiske tilstande er vidt forskellige, og det er netop et menneskes indre tilstand, plus forholdene i situationen, som nærmere bestemmer tilstanden efter dødsøjeblikket.

Desuden er selvmorderens egen udvikling og menneskelige kvaliteter også med til at påvirke tilstanden efter døden.

Endelig har pårørende en meget stor indflydelse på en selvmorder efter døden. Der ligger megen hjælp i at andre beder for den døde og sender lys og velsignelse - ikke bare én gang - men regelmæssigt og vedvarende.

Disse bølger af lys og kærlighed letter atmosfæren omkring den ulykkelige selvmorder og tilkalder engle, der kan lindre tilstanden, eller endog ændre den radikalt. Derfor er det vigtigt at betone at fatalisme (skæbnetro), der skaber passivitet, ligger fjernt fra det teosofiske syn på tilværelsen. Vi har alle mulighed for at hjælpe, og intet er upåvirkeligt.

Energi følger tanken, og kærlige tanker er mægtige kræfter, der åbner for hjælp fra åndelig side, som gennem disse kanaler kan ophæve bundne tilstande. Jeg vil derfor uden tøven anbefale dig at bede for din ven. Hvilken præcis måde du gør det på, er ikke afgørende. Hvis du har kontakt med en præst i Liberal Katolsk Kirke (en kirke inspireret af teosofien), kan du få præsten til at nævne din vens navn under messen, hvor der bedes for afdøde, og dette vil blive gjort i en række messer. Forståelsen her er at en særlig engel vil blive tilkaldt og omslutte og velsigne personen. Her er et link til kontakter i denne sammenhæng: www.sanktgabrielskirken.dk

Hvis ikke du har affinitet til denne vej, så anbefaler jeg, at du med mellemrum tænker på din ven, ser denne ven i sine bedste stunder for dit indre, oplever denne vens dybeste og bedste sider, og så beder om - og ser for dig - at dette menneske omsluttes og gennemtrænges af lys og kærlighed. Bed om at vennen får hjælp til at komme videre. Og overlad i sidste ende det hele til at ske "I Guds navn" og ikke gennem din, men en højere vilje.

Hvad angår litteratur, så kan jeg i teosofiens område anbefale alle de bøger, som vedrører døden, da de også kommer ind på emnet.

Geoffrey Hodsons bog: "Through the Gateway of Death" er en af dem. Alice A. Baileys "Døden, det store eventyr" er en meget koncentreret kompilation. Også i "Esoterisk Healing" af Alice Bailey er der info. C. W. Leadbeater og Annie Besant har skrevet om det. Og i al beskedenhed behandler jeg det i bogen "Det Skjulte Menneske", som desværre er udsolgt, men som nu i udvidet og forandret udgave udkommer som "Teosofiens Verden, bind 1" her i september.

Jeg håber dette har givet bare lidt om teosofiens perspektiv på emnet.

Varme hilsener

Søren Hauge

Cand. mag. i idéhistorie og filosofi

Teosof og forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.