Spørg

Må mine muslimske elever tegne Adam og Eva?

Det vil være i strid med almindelige principper om respekt for andres tilgang til livet, hvis man beder muslimske børn om at tegne eksempelvis Adam og Eva, skriver Bettina Meisner, der er skolelærer, muslim og talskvinde for Islamisk Trossamfund.

Det er som udgangspunkt ikke tilladt for muslimer at tegne mennesker overhovedet, og i særdeleshed ikke profeter, svarer muslim og skolelærer Bettina Meisner

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Må muslimske børn tegne eksempelvis Adam og Eva, når jeg fortælle historier fra Det Gamle Testamente i skolen? 

Jeg er i tvivl, da Adam vist er en profet i islam, og profeter ikke må tegnes? Eller hvordan forholder det sig?

Venlig hilsen
Helle

Svar:

Kære Helle

Først skal du have tak for dit spørgsmål til religion.dk. Det er som udgangspunkt ikke tilladt for muslimer at tegne mennesker overhovedet. Og i særdeleshed ikke profeter. 

Men da børn er børn, er de ikke bundet af samme krav som voksne, og derfor vil børn ikke være "skyldige", hvis de gør det. Men det vil være i strid med islam at bede børn om at tegne mennesker. 

Sagt på en anden måde ville det være i strid med almindelige principper om respekt for andres tilgang til livet, hvis man beder muslimske børn om at tegne eksempelvis Adam og Eva. Mit svar tager udgangspunkt i den sunni-muslimske retning, hvor profeten Mohammad i en hadith har forbudt dette.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på sunni- og shiaislam?

I praksis vil du som lærer kunne støde på andre udlægninger, der afspejler og kan være udtryk for forskellige kulturelle udlægninger og holdninger til, hvorledes man anskuer, hvad børn kan og bør. I shia-traditioner kan man eksempelvis finde afbildninger af forskellige religiøse personligheder. 

Konkluderende er det som sagt ikke tilladt at tegne profeter, hvilket der er konsensus omkring i de videste muslimske kredse.

Venlig hilsen
Bettina Meisner
Skolelærer, muslim og talskvinde for Islamisk Trossamfund

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.