Spørg

Hvordan beder jeg på dansk?

"Rejser man omkring i verden, vil man opleve, at i uanset hvilket land man træder ind i en moské, vil bønnen foregå på arabisk. Bønnen på arabisk er således med til at understøtte søster- og broderskabet i islam. Et samlingspunkt hvor alle kan deltage på lige fod uanset etnicitet," skriver Bettina Meisner, der er skolelærer og muslim.

De obligatoriske fem daglige bønner skal udføres på arabisk, hvilket der er konsensus omkring blandt de islamiske lærde, svarer muslimske Bettina Meisner

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er meget interesseret i at udføre den muslimske bøn, da jeg er meget tiltrukket af den moderate islam, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det! 

De beskrivelser, jeg har set, er så indviklede, og en stor del er på arabisk, hvorfor jeg ikke kan bruge dem. 

Jeg kan af praktiske grunde ikke bare tage hen i en moské, da jeg bor langt ude på landet, hvor transporten er et problem. 

Derfor håber jeg, at en, der ved noget om det, vil være mig behjælpelig med, hvordan jeg på en enkel og overskuelig måde kan udføre bønnen på dansk. 

På forhånd mange tak.

Venlig hilsen
L. Jensen

Svar:

Kære L. Jensen

Tak for din interesse for islam herunder bønnen. Salah, som bønnen hedder på arabiske, er den vigtigste pligt at overholde næstefter troen på én gud og profeten Muhammad som det sidste sendebud.

De obligatoriske fem daglige bønner skal udføres på arabisk, hvilket der er konsensus omkring blandt de islamiske lærde.

Rejser man omkring i verden, vil man opleve, at i uanset hvilket land man træder ind i en moské, vil bønnen foregå på arabisk. Bønnen på arabisk er således med til at understøtte søster- og broderskabet i islam. Et samlingspunkt, hvor alle kan deltage på lige fod uanset etnicitet.

LÆS OGSÅ: Er det okay at bede til Allah på dansk?

Imidlertid er det, som du også selv beskriver, ikke altid nemt at lære på egen hånd. Du kan sagtens læse dig til bevægelserne og så videre i en bog, men den arabiske udtalelse kan volde lidt problemer i den første spæde tid som muslim. 

Du kan med fordel benytte ”youtube”-linket ”Pray As You Have Seen Me Pray” til at understøtte din indlæring. Linket er både overskueligt og brugbart. Her forklares alt fra wudu (den rituelle afvaskning før bønnen) til salah og baggrunden for disse. Find linket her. 

Linket er dog på engelsk. Så vidt jeg er orienteret findes der ikke danske videoer, der illustrerer, hvordan man beder. Bøger omkring emnet på dansk findes der dog en del af. 

Jeg kan trøste dig med, at det basale, du skal lære på arabisk, ikke er så meget endda. Jeg kan anbefale dig, at du noterer den arabiske tekst ned, således kan du, indtil du har lært det, læse ordlyden op. Det vigtigste er dog, at du forstår, hvad du siger i bønnen. De fleste nye konvertitter lærer bønnen inden for få uger.

LÆS OGSÅ: Tilgiver Allah alt?

Men det er langt at foretrække, at du opsøger andre muslimer, der bor i nærheden af dig. Enhver muslim vil som regel elske at være dig behjælpelig. 

Mangler du imidlertid litteratur eller kontakt til en muslim, der bor i nærheden af dig, er du velkommen til at ringe mig op eller sende mig en mail. Så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Konkluderende er det vigtigt, at du ikke føler dig frustreret over brugen af det arabiske sprog i bønnen. Allah kender din intention. Anordningen har altid stået for samhørigheden omkring troen på én Gud. Det lykkedes som regel altid, så det skal nok også lykkes for dig og husk øvelse gør mester!

Med de bedste hilsner og ønsker
Bettina Meisner
Skolelærer og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.