Spørg

Hvilke problemer kan opstå, når en muslim og kristen er kærester?

Det er en gave at have en partner fra et andet land, man får en indsigt og et forhold til det land, som er helt unikt og måske også mulighed for at bo der i perioder, mener Lone Skov Al Awssi, der er katolik og gift med en muslimsk mand.

Jeg mener ikke, at der er emner i islam, som automatisk er et problem for ægteskab mellem muslimer og kristne, svarer debattør Lone Skov Al Awssi

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 21 år, som i sommers har fundet en muslimsk fyr i Egypten. Jeg har været nede hos ham én gang efterfølgende alene og skal derned igen om en måneds tid. 

Jeg aner ikke, hvad jeg skal tænke eller gøre. Kan rigtig godt lide ham, men hører bare, at man skal tænke sig godt om, og at man nok bliver tvunget til at gå med tørklæde og så videre. 

Hvilken ting er der tilgængeligt i deres religion, som kan være, eller som er en barriere? 

Vil gerne blive klogere på islam, og hvad det betyder at have en muslimsk kæreste, når jeg er kristen.

Venlig hilsen
Rikke

Svar:

Kære Rikke

Tak for dit spørgsmål.

Du har mødt en ung egyptisk mand, du er ved at blive glad for ham, men er også lidt bekymret, fordi han er muslim, og du er kristen. 

Helt konkret spørger du hvilke emner i islam, som kan skabe problemer for jeres eventuelle fremtidige forhold. 

Jeg mener ikke, at der er emner i islam, som automatisk er et problem for ægteskab mellem muslimer og kristne. 

LÆS OGSÅ: Bør jeg slå op med min kæreste?

Islam er sammen med kristendommen og jødedommen én af de tre monoteistiske verdensreligioner med Det Gamle Testamente som udgangspunkt. 

Så er der en lang række teologiske forskelle og fortolkninger, hvis man ønsker at gå i dybden, men for langt de fleste mennesker vil det ikke skabe problemer at leve sammen med et menneske fra en af disse religioner. 

Der vil naturligvis være en række praktiske udfordringer som fejring af forskellige højtider og hertil også kulturelle udfordringer, som slet ikke er baseret på religion. Hvis du var forelsket i en kristen mand fra Indien, ville der også være store kulturelle forskelle, og I ville opleve uenighed om mange emner. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil min muslimske kæreste ikke præsentere mig for sin familie?

Alligevel skal du være meget opmærksom på, hvordan din ven og hans familie lever. Er de strengt praktiserende i deres religion? Er de tolerante over for mennesker med en anden religion og kultur? Vil han og hans familie forlange, at du konvertere? Har de strenge æresbegreber? 

Hvis det er tilfældet, så har du grund til bekymring, for så vil du være nødt til at ændre dig, bøje af, underkaste dig, og det er ikke acceptabelt. 

I starten vil du måske gerne efterkomme hans og familiens ønsker, når man er forelsket, opdager man næsten ikke de små og store ting, som man giver køb på. Senere vil det skabe store problemer for jer både med hensyn til samliv, børneopdragelse og dine ønsker om egen udvikling og frihed. 

Så mit svar er, at hvis han, som flertallet af egyptere, er verdslig og ikke ortodoks i sin religiøse praksis, så får I ikke flere problemer end andre par fra forskellige kulturelle baggrunde. Hvis han er "kulturmuslim" altså glad for sin religion og for sin kultur og ikke betragter andre som vantro, ikke vil tvinge dig til at konvertere, så har I en chance for at få et godt forhold. 

LÆS OGSÅ: En kristen kan sagtens gifte sig med en muslim

Mit råd er, at I virkelig får diskuteret børneopdragelse, dit fortsatte tilhørsforhold til kristendommen og jeres forventninger til hinanden allerede nu. 

Det er en gave at have en partner fra et andet land, man får en indsigt og et forhold til det land, som er helt unikt og måske også mulighed for at bo der i perioder. Desværre er der sket en religiøs og politisk radikalisering i stort set alle muslimske lande, også i Egypten, så livet der er ikke let.

Radikaliseringen går ud over de borgere, som blot vil leve i fred med en vis økonomisk stabilitet, så de selv og ikke mindst deres børn har mulighed for en fremtid uden konflikter og fattigdom.

Venlig hilsen 
Lone Skov Al Awssi 
Debattør, katolik og gift med en muslimsk mand

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.