Bør jeg frygte sammenstød mellem muslimer i Danmark?

Der findes en problematik i den forstand, at der blandt nogle grupper af religiøst engagerede sunnier og shiaer kan være en hård retorik, hvor man betragter hinanden som afvigere, skriver religionsforsker Kate Østergaard. Foto: colourbox.com

Der er tegn på, at religiøst engagerede sunni- og shiamuslimer i Danmark har gode forhold til hinanden, svarer religionsforsker Kate Østergaard

Spørgsmål:

Kære redaktion,

Jeg har fået opfattelsen, at shia- og sunnimuslimer er fjender og ofte har sammenstød i de muslimske lande, og jeg frygter, at lignende dødsforagtende sammenstød kan opstå i Danmark til stor skade for til stor skade for den danske befolkning. Er min frygt berettiget?

Jeg fik dette svar fra jer skrevet af Metin Aydin.

Aydins svar har jeg vist til en god ven, ingeniør og forfatter Cherif El Ayouty, for hvem jeg har udgivet bogen "Nutidens Muslim". Cherif sender følgende svar:

Kære Kurt,
Manden lyver. Der findes en film lavet i Danmark af en dansk-palæstineser for tre år siden, som fortæller om vold med døden til følge blandt shia- og sunnimuslimer her i Danmark.

Bedste hilsner
Cherif

Har panelet en kommentar til Cherifs opfattelse?

Venlig hilsen
Kurt Wagn Hansen

Svar:

Kære Kurt Wagn Hansen,

Tak for spørgsmålet angående risikoen for voldelige sammenstød mellem sunni- og shiamuslimer i Danmark. Min vurdering er, at forholdet mellem de to grupper er forholdsvist godt.

LÆS OGSÅ: Imam: Forskelle mellem sunni og shiaislam

Man kan i virkeligheden ikke tale om hverken sunni eller shia som samlede grupper. Internt er der alle mulige forskelle og modsætningsforhold, der både dækker over, hvor engageret man er, etniske tilhørsforhold og ideologiske forskelle.

Der er tegn på, at religiøst engagerede sunni- og shiamuslimer har gode forhold til hinanden. For eksempel kan der peges på netværket Kristent-Muslimsk Samtaleforum, hvor religiøse ledere afholder konferencer og diskuterer med hinanden.

På muslimsk side deltager eksempelvis ledere fra både Danmarks største sunni-muslimske paraply-organisation Muslimernes Fællesråd og fra Danmarks største shiamuslimske moske Imam Ali moskeen.

Der er også eksempler på, at imamer fra begge retninger har aflagt besøg i hinandens moskeer. Endelig har jeg fra kilder internt i miljøerne oplysninger om, at man deltager i hinandens offentlige arrangementer.

I spørgsmålet omtales en tre år gammel film af en palæstinenser, der omhandler vold til døden mellem sunni og shia. Jeg antager, at den omtalte film er Ma salama Jamil / "Gå med fred Jamil" af Omar Shargawi fra 2008.

Denne film er ikke en dokumentarfilm, men et drama om personlig hævn for et mord begået mod hovedpersonens mor i Libanon. I filmens fortælling inddrages et hadefuldt forhold mellem sunni- og shiamuslimer.

Der findes en problematik i den forstand, at der blandt nogle grupper af religiøst engagerede sunnier og shiaer kan være en hård retorik, hvor man betragter hinanden som afvigere.

Nogle sunnier specielt fra salafi-retningen vil ligefrem kalde shia-muslimer for frafaldne. Der kan således være en hård og gensidigt fordømmende retorik blandt mindre grupper af sunnier og shiaer.

LÆS OGSÅ: Hvem er salafisterne, der ønsker sharia-zoner i Danmark?

Jeg har rådført mig med kilder tæt på miljøerne, som ikke kender til eksempler på voldelige episoder. Det eneste eksempel, jeg selv er stødt på, er fra bogen Truslen indefra : de danske terrorister af Morten Skjoldager fra 2009, hvor det nævnes, at en gruppe salafi-muslimer skulle have overfaldet nogle shiamuslimer med køller.

Min overordnede vurdering er, at der på denne baggrund ikke er grundlag for en særlig frygt for fysiske konfrontationer mellem sunni- og shiamuslimer i Danmark.

Venlig hilsen
Kate Østergaard
Lærer ved KVUC og ekstern lektor ved Københavns Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.