Er der regler i Koranen for moske-byggeri?

Den simpleste moske er bedetæppet orienteret mod Mekka, fortæller arkitekt Metin Aydin. På billedet ses dog den næsten færdigbyggede moske i Rovsinggade på Nørrebro i København. Foto: BERLINGSKENiels Ahlmann Olesenn Denmark

Der er ingen religiøse forskrifter for udformningen af en moske. Mange moskeer har dog en række fællestræk, fortæller arkitekt Metin Aydin

Spørgsmål:

Hej.

Jeg er religionsstuderende på læreruddannelsen og sidder med en eksamensopgave, der omhandler kirken og moskeen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, om der står nogle regler eller retningslinjer nævnt i Koranen om udformningen af moskeen?

Med venlig hilsen
Cecilie Jønsson

Svar:

Kære Cecilie.

Der står intet i Koranen om udformningen af moskéer - i øvrigt helt parallelt til fraværet af anvisninger i kirkeudformning i Bibelen. Det gør der formentlig ikke, fordi bygningerne kun er en ramme om det egentlige; liturgien og tros-handlingerne i gudshusene.

LÆS OGSÅ:"Endelig får vi en moské vi kan være bekendt at vise frem"

Det står der i øvrigt heller ikke meget om i hverken Koranen eller Bibelen, og liturgien har - ligesom bygningerne - også udviklet sig over århundrederne og har i forskellige egne af verden forskellige udtryk.

Moske-basics:
Den simpleste moske er bedetæppet orienteret mod Mekka. Retningen kaldes qibla. I en egentlig moské kaldes ende-væggen, som er vinkelret på qibla for qibla-væggen eller blot qibla. Qibla var i islams tidlige år retningen mod Jerusalem, men ændredes i år 624 til retningen mod Mekka (mod Kabbaen).

I qibla-væggen er typisk placeret en niche, denne kaldes mihrab. Ved de fem daglige bønner leder imamen menigheden i bøn orienteret mod Mekka stående foran mihrab. Menigheden står/sidder skulder ved skulder på rækker fordelt i moskeen bag imamen. Ved fredagsbønnen, som kan have karakter af social og politisk tale, står/sidder imamen på en prædikestol placeret til højre for mihrab'en. Denne kaldes for minbar.

LÆS OGSÅ:Billedserie: De danske moskéer

Ornamenteringen i en moské er typisk geometrisk og principielt non-figurativ. Der findes undtagelser især i områder, hvor islam har været under indflydelse af andre kulturer, der finder udsmykningen også inspiration i for eksempel planteriget. Ovenstående "basics" er udviklet af mennesker (selvfølgelig) over tid og er ikke gudsbetingede og dogmatiske "musts".

Med venlig hilsen
Metin Aydin
Arkitekt

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.