Er religion bare et rollespil?

Tro består som hovedregel af et fællesskab. I hvert fald, hvis man bekender sig til en bestemt religion. For en udefra kommende kan en religiøs praksis sikkert forekomme lidt 'teater-agtigt', skriver teolog og familieterapeut Lene Østergaard. (Her et sabbat-måltid). Foto: wikimedia.org

Religion giver svar på nogle spørgsmål, der rækker ud over den menneskelige erfaringsverden og kan skabe en struktur og nogle rammer for det menneskelige liv, svarer teolog og familieterapeut Lene Østergaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har så mange gange tænkt på, om alt det med tro og religion egentlig bare er et rollespil. Måske det mere er psykologi om mennesker, der gerne vil tilhøre en gruppe, og så er med på rollespillet for ikke at stå helt alene.

LÆS OGSÅ: Hvad er religion?

Én har startet et spil og fået andre til at deltage, for eksempel: En drage er "Gud", jeg er stedfortræderen og formidler "dragegudens" vilje overfor menneskene, der vil spille med i rollespillet, som kunne hedde "Dragegudstilhænger", og så kører det ellers derudaf.

Kan det ikke være sådan religion er opstået?

Venlig hilsen
I. Sørensen

Svar:

Kære I. Sørensen

Jeg får fornemmelsen af, at du spiller rollespil, og det er sikkert mægtig skægt. Min yngste søn spillede også rollespil for nogle år tilbage og var meget optaget af det. Jeg fattede ikke en lyd af, hvad der foregik ud over, at der var nogle drabelige kampe. Men det gjorde han. Rollespil er vist et helt univers.

Hvad angår tro og religion, er det ikke noget, der kommer pludseligt eller på kort tid, men noget der udvikles over tid. Ordet religion kommer af det latinske religare, der betyder at binde eller at knytte. Det vil sige, at man knytter sig til en gud, som man tror på, eksisterer.

LÆS OGSÅ: Hvad skal vi med religion?

Inden for en religion vil der være et system af tanker, ofte skriftligt nedfældet, der foreskriver, hvad troen går ud på. Det er for eksempel beskrivelsen af, hvordan guden/guderne er, meningen med tilværelsen, og om der er et efterliv efter den jordiske tilværelse. Der vil tillige være en religiøs praksis, som antages af religionens medlemmer i form af nogle fastlagt ritualer, som gentages med bestemte intervaller.

Det vil sige, at religion giver svar på nogle spørgsmål, der rækker ud over den menneskelige erfaringsverden og på spørgsmålet, om der er en højere mening med livet.

Religion skaber en struktur og nogle rammer for det menneskelige liv. Livet og livssynet i buddhistisk kultur er meget anderledes end i den vestlige kristne.

Tro består som hovedregel af et fællesskab. I hvert fald, hvis man bekender sig til en bestemt religion. For en udefrakommende kan en religiøs praksis sikkert forekomme lidt teater-agtigt omkring det, der foregår ved en gudstjeneste. Man skal ind i tankegangen og kende koderne og bekende sig til troen i den pågældende religion for at religionsudøvelsen giver mening.

Religion forandrer sig med udviklingen inden for den kultur, som den lever i, men det går meget langsomt. Og den har en stor betydning for etik og moral i en given kultur, og er derfor gennemgribende i forhold til, hvordan man ser på tilværelsen og behandler andre.

Dette er lidt essens. Jeg håber, mit korte svar har kastet lidt lys over forskellen på den verden, der er i rollespil og en religiøs livsforståelse.

Religion er et universitetsstudium og et evighedsstudium, så der er nok at tage fat på. Måske er din nysgerrighed vakt?

Venlig hilsen
Lene Østergaard
Teolog, familieterapeut og panelist på kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.