Er religiøse begreber blevet verdslige?

Det moderne menneske dilemma er, at det er religiøst men ikke vil vedkende sig det. Det har en iboende længsel efter det mest sublime, det mest grandiose, det mest storslåede, mener sognepræst Martin Herbst. Foto: Mette Frandsen.

Lidt provokerende udtrykt kan man sige, at den moderne verdensopfattelse lever i et parasitisk forhold til de religiøse grundbegreber, svarer sognepræst Martin Herbst

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Er begreberne fristelse og synd gået fra at være religiøse til at være verdslige (ikke-kirkelige, sekulære, red.) og hvorfor?

Venlig hilsen
Britta Lyndrup

Svar:

Kære Britta Lyndrup,

Dit spørgsmål er kort, men fortjener egentlig et længere svar. For du peger på noget, der både er centralt og kompliceret. Her kommer et lille bidrag fra min side.

Som du antyder, er begreber, der engang var religiøse, blevet verdsliggjorte.

Engang udtrykte synd menneskets situation over for Gud; Gud er uden synd, det er mennesket ikke. I dag opfattes synd som noget, der kun vedrører forholdet mellem mennesker eller mellem mennesker og naturen.

LÆS OGSÅ:Synd - tværreligiøst set

Vi siger for eksempel, at det var synd for arbejderen, der blev ramt af fyringsrunden eller, at det er synd for katten, der blev kørt over af en bil på vejen. På denne måde er den vertikale dimension, forholdet mellem Gud og mennesket, blevet erstattet af den horisontale dimension, henholdsvis forholdet mellem mennesker og mellem mennesket og naturen.

Noget lignende kan man sige om begrebet fristelse. Engang betød fristelse, at en magt uden for mennesket (måske i skikkelse af en dæmon) motiverede det til at opføre sig selvisk med ødelæggende konsekvenser for sig selv og sine omgivelser.

I dag består fristelsen i, at man ikke overholder færdselsreglerne eller, at man kommer hjem med en stor lagkage til eftermiddagskaffen. Igen ser vi, at begrebet udelukkende fyldes med betydning fra de umiddelbare erfaringer mellem mennesker.

LÆS OGSÅ:Leder Gud os i fristelse?

Nu nævner du selv negativt ladede begreber som synd og fristelse, men den samme tendens til at døbe (læs drukne) den dybere dimension i den overfladiske gør sig gældende for udpræget positive begreber, Guds nåde er blevet til social omsorg.

Tro er blevet til tillid mellem mennesker. Håb er blevet til fantastiske karrieremuligheder. Hvorfor er denne udvikling indtruffet, hvis man overhovedet kan kalde det en udvikling? Det er ikke så let at svare på.

Samfundet definerer sig selv ud fra videnskabFor det første er den sket, fordi samfundet i kølvandet på renæssancen i stadig stigende grad definer sig selv med en videnskabelig sprogbrug. Hvis man i dagens Danmark vil legitimere sig, skal det være i kraft af et sprog og en logik, der er blåstemplet i laboratorierne.

På denne måde kan man sige, at udviklingen skyldes et pres udefra. Den er imidlertid også indtruffet, fordi religiøse mennesker, og heriblandt naturligvis også tilhørere af kristendommen, ikke selv har forstået, hvad de troede på og derfor manglede overbevisningskraft i mødet med kritikere. Og ikke nok med, at de ikke havde forstået deres egen tro, de har til og med misforstået den, hvad der kun har gjort ondt værre.

Hvor ofte har mennesker ikke givet djævelen skylden for deres egen selviskhed? Hvor ofte har man ikke reduceret synd til at være et spørgsmål om seksualmoral? Med andre ord skyldes udviklingen ikke blot et pres udefra, men i lige så høj grad en manglende forståelse og refleksion hos den enkelte troende.

Man kan ikke slå religiøse begreber ihjelHvad skal man stille op med alt dette? Jeg vælger at forholde mig kritisk til denne udvikling, men på en positiv måde.

For det positive er, at de religiøse begreber lever videre også i vores moderne verden. Man kan simpelthen ikke slå dem ihjel. Ikke engang som tankeeksperiment lader det sig gøre.

Forestil dig en verden, der er klinisk renset for ethvert religiøst ladet begreb eller ord. Forestil dig en verden uden film, der handler om evig, selvopofrende kærlighed. Forestil dig en verden, hvor ingen længere døber eller begraver deres kære, fordi vi jo alligevel ikke er andet end dyr i menneskekroppe.

Forestil dig en verden uden troen på det umulige, uden længslen efter det evige og uden kunst og litteratur, der udtrykker dette. Kan det overhovedet lade sig gøre? Hvem har nu et forklaringsproblem, den troende eller ateisten?

LÆS OGSÅ:"Livet er en engangsforeteelse"

Nej, de religiøse begreber kommer man ikke uden om end ikke i et gennemrationaliserede samfund. Det har den tyske politiske filosof Carl Schmitt udtrykt på følgende måde:

'Alle prægnante begreber i den moderne statslære er sekulariserede teologiske begreber'.

Lidt provokerende udtrykt kan man sige, at den moderne verdensopfattelse lever i et parasitisk forhold til de religiøse grundbegreber. Nu er der intet galt med at være en parasit, parasitter er der også plads til i naturen, (for nu at bruge et naturvidenskabeligt eksempel!).

Problemet opstår, når parasitten glemmer det forudgående og overordnede og opfører sig som om, det er den, der er hele træet. Det gjorde kirken og de religiøse mennesker engang med katastrofale konsekvenser til følge.

I dag bliver fejlen begået i den videnskabelige logiks navn. Resultatet bliver et liv med for megen overflade og for lidt dybde. Det afspejles med al tydelighed i den nutidige anvendelse af begreber som netop synd og frelse, der som sagt kun opfattes på det horisontale plan.

LÆS OGSÅ:Sekularisering er ikke en trussel for religiøse mennesker

Men synd er noget andet end døde dyr i vejkanten, og fristelse er noget andet end lækre lagkager i bagerbutikken. Synd er menneskets brudthed over for Gud og fristelse er vores tilbøjelighed til at give efter for vor egen selviskhed. Problemet er end ikke synden og fristelsen som sådan, for de ledsager den menneskelige tilværelse.

Problemet er, at vi glemmer deres grundbetydninger og derfor ikke lærer at forholde os til dem på en ærlig og livsbekræftende måde. Samme dåb i overfladiskhedens bad er de positive religiøse begreber blevet udsat for og med ødelæggende følger. For hvor vigtig velfærdssamfundets omsorg og tillid mellem mennesker end er, er der mere at sige om deres religiøse forudsætninger.

Nåde kan ikke reduceres til social omsorg. Tro er mere end tillid til bankrådgiveren. Håb er ikke blot gode karrieremuligheder. Nåde er, at kærligheden bliver, selvom den ophører mellem mennesker. Tro er mod til at fortsætte, også når bankrådgiveren har misbrugt ens tillid. Håb er at håbe, også når håbet menneskeligt set er ude.

Det moderne menneske dilemma er, at det er religiøst men ikke vil vedkende sig det. Det har en iboende længsel efter det mest sublime, det mest grandiose, det mest storslåede, kort sagt, det har en længsel efter Gud, men i videnskabelighedens og den politiske korrektheds navn lader det sig spise af med middelmådighed og overfladiskhed.

Det fører til psykisk forvirring og social uro og vel at mærke en psykisk forvirring og social uro, som intet terapeutisk forløb eller politisk program kan rode bod på, da psykologien og politikken selv er børn af tiden.

Når frelse ikke bliver til andet end drømmejobbet i Novo Nordisk. Når fortabelse sidestilles med en ødelagt karriere, eventuelt i et X-faktor program. Når syndfrihed er ensbetydende med en superkondition. Når kærlighed reduceres til menneskers uendelige behov og forestillinger, så har man gjort tilværelsen religiøs, men man har gjort det uden den religiøse dybde, visdom og storhed, og det kan intet menneske, intet land og ingen kultur da være tjent med.

Venlig hilsen
Martin Herbst
Sognepræst i Korsvejskirken i København

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Det moderne menneske dilemma er, at det er religiøst men ikke vil vedkende sig det. Det har en iboende længsel efter det mest sublime, det mest grandiose, det mest storslåede, mener sognepræst Martin Herbst Foto: Arkivfoto