Foregår ofringer stadig i jødedommen?

"I forbindelse med familiens pesach-måltid bruger man et stort fad, hvor der ligger bitre urter, som symboliserer de bitre år i slaveri, saltvand, som symboliserer tårerne, der blev grædt, en desertlignende ret af revne æbler, kanel og mandler, som ligner mørtel og symboliserer israelitternes hårde byggeriarbejde i slaveriet, samt en knogle fra et lam," skriver forfatter, foredragsholder og jøde Lene Andersen.

"Vi har stadig nogle ritualer, der symboliserer ofringerne," svarer jødiske Lene Andersen

Spørgsmål:

Jeg sidder i en religionstime, hvor vi diskuterer, om der stadigt foregår ofringer i jødedommen? Hvad med påskefesten? Sker der ikke en vis form for ofring der?

Med venlig hilsen
Sebastian Siemssen

Svar:

Kære Sebastian

Nej, der foregår ingen ofringer i jødedommen i dag. Alle ofringer ophørte, da Templet i Jerusalem blev ødelagt i år 70. Men vi har stadig nogle ritualer, der symboliserer ofringerne. Blandt andet til Pesach (påsken), hvor vi fejrer udgangen af Egypten.

I forbindelse med familiens pesach-måltid bruger man et stort fad, hvor der ligger bitre urter, som symboliserer de bitre år i slaveri, saltvand, som symboliserer tårerne, der blev grædt, en desertlignende ret af revne æbler, kanel og mandler, som ligner mørtel og symboliserer israelitternes hårde byggeriarbejde i slaveriet, samt en knogle fra et lam.

Inden knoglen lægges på fadet, holder man den ind over åben ild (typisk gasblusset på komfuret, hvis man har gaskomfur), så den bliver brændt lidt, og så symboliserer denne ene brændte knogle brændofferet, som skulle foretages til den oprindelige Pesach-fejring i Templet.

Alle tingene på fadet - undtagen knoglen - bliver spist, samtidig med at man fortæller historien om udgangen af Egypten. Når man er færdig med at fortælle historien og spise tingene på fadet, fejrer man resten af aftenen med almindelig festmad.

Med venlig hilsen

Lene Andersen
Forfatter, foredragsholder og jøde

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.