Hvad er egentlig forskellen på islam og jødedom?

"Lighederne mellem jødedom og islam er helt klart, at begge religioner holder fast i en udelelig Gud," skriver overrabbiner Bent Lexner. Foto: Jacob Antonsen/colourbox.com

Overrabbiner Bent Lexner og imam Naveed Baig svarer på spørgsmål om gudsopfattelsen i jødedom og islam

Spørgsmål:

Jeg ville gerne høre, hvad henholdsvis en muslim og en jøde tænker om følgende betragtning, og om den er helt forkert?

Hvis man ser på selve kernen i de to religioner, hvis man koger dem ned til selve essensen, er der så egentlig nogen forskel på de to religioner? De er vel begge lovreligioner og har stort set det samme billede af Gud?

Forskellen er mere et spørgsmål om udbredelse. Jødedom er principielt set kun for Israels folk, hvorimod islam principielt set er for alle mennesker? Jødedom er islam for et enkelt folk (Israels)? Islam er jødedom for hele verden?

Hvis det ikke er sådan, hvad er så egentlig forskellen på de to religioner?

Med venlig hilsen
Rene Yde

Svar:

Naveed Baig om islam:

Kære Rene Yde

Det er rigtigt at der er mange ligheder mellem islam og jødedom, endnu flere end mellem islam og kristendom samt mellem jødedom og kristendom.

Forskellene er mere i forhold til udlevelsen af religionerne, og den måde de kommer til udtryk på. Der er en større variation i islam, end der er i jødedom på grund af geografien og det faktum, at islam er en større religion med hensyn til efterfølgere og udbredelse.

LÆS OGSÅ:Allah og gudsopfattelsen i islam

Med venlig hilsen
Naveed Baig
Imam

Bent Lexner:

Kære Rene Yde

Lighederne mellem jødedom og islam er helt klart, at begge religioner holder fast i en udelelig Gud og ikke kan tale om treenighed.
De er begge ritualreligioner i modsætning til kristendom.

Man er jøde, hvis man er født af en jødisk mor. Jødedom knytter sig særligt til "det forjættede land". Jødedom baserer sig i lighed med kristendom på Det Gamle Testamente.

LÆS OGSÅ:Gud i jødedommen

Med venlig hilsen
Bent Lexner
Overrabbiner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.