Hvad siger religionerne om behandling af dyr?
En læser spørger, hvad dyr betyder for buddhister, muslimer og kristne. Læs her svar fra Anders Riisgaard Rasmussen, Aminah Tønnsen og Ricardt Riis
Spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er ved at lave en opgave om dyreetik, og jeg kunne godt tænke mig at skrive noget om religiøses forhold til dyreetik.
Hvordan skal kristne, muslimer og buddhister egentligt behandle dyr? Og hvad betyder dyrene for dem?
Venlig hilsen
Anonym
Svar fra buddhist Anders Riisgaard Rasmussen:
Kære anonyme
Indenfor diamantvejsbuddhismen har vi det syn, at alle væsner er potentielle buddhaer. Alle væsner har allerede alle perfekte kvaliteter, al visdom, medfølelse, frygtløshed, og hvad der ellers findes af dejlige kvaliteter.
De fleste har dog ikke fundet ud af, at de har disse egenskaber, da deres sind er dækket af et slør af forstyrrende følelser og stive tanker. Dette skal renses væk, før de kan se disse kvaliteter.
Da alle væsner er potentielle buddhaer, er de noget meget kostbart, som man så vidt muligt bør behandle med respekt. Dette er imidlertid det muliges kunst.
LÆS OGSÅ:Buddhistisk etik
For at forklare dette bedre vil jeg komme med et eksempel fra en af vores gamle mestre indenfor Kadjylinjen kaldet Kalu Rinpotje. Kalu Rinpotje sad engang ved et selskab hos en buddhistisk forsamling og spiste en stor rød bøf. Der var mange vegetarer ved bordet, som så lidt skævt til ham, dette så han og sagde:
"Jeg ser mange af jer er vegetarer. Det er meget godt, at I tænker på dyrene. Men jeg ser også, at I drikker te og for, at denne te kommer til, skal jorden pløjes, så kommer alle dyrene over jorden ned under jorden og dør, og alle dyrene under jorden kommer oven over og dør. Så skal teplanterne sprøjtes, så alle insekterne, der lever på planten dør, og til sidst skal de høste, hvor der også dør mange dyr. I kunne ligeså godt drikke en kop blod.
LÆS OGSÅ:Vegetarer slår også ihjel
De fleste diamantvejsbuddhister, jeg kender, tager insekter uden for i glas, hvis de ser dem i hjemmet. Men få af dem er vegetarer. Dette varierer selvfølgeligt alt efter, hvilken skole og linje, man møder inden for buddhismen.
Venlig hilsen
Anders Riisgaard Rasmussen
Lærerstuderende og buddhist
Svar fra muslim Aminah Tønnsen:
Kære anonyme
At drage omsorg for dyr er en del af menneskets ansvar og forpligtelse over for Guds skaberværk.
Menneskets opgave og ansvar som forvalter af skabelsen omfatter også dyreværn. Koranen maner menneskene til at vise omsorg for dem i deres varetægt (76:7-10) og nævner den nytte, menneskene kan have af dyrene.
LÆS OGSÅ:Etik i islam
Vansiring af dyr omtales som Satans værk (4:116-119), og beretningen om Noa og syndfloden er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at bevare de forskellige dyrearter (11:25-49). Også i hadith-litteraturen vrimler det med udsagn om det fortjenstfulde i at vise omsorg for dyr:
Forbandelse hviler over dem, der brændemærker dyr.
Hestens hale må ikke klippes, for den bruges til at jage fluerne bort.
Intet levende væsen må bruges som skydeskive.
Den, der dræber et dyr selv på størrelse med en spurv eller mindre -
med mindre det er for at spise det - vil blive udspurgt derom på dommedag.
Ride- og lastdyr skal frigøres for deres arbejde, medens de stadig
er ved godt helbred.
Dyr må hverken lemlæstes eller holdes i fangenskab.
Dyr må ikke tilskyndes til at kæmpe imod hinanden.
Slagtning af dyr til fortæring bør foregå på den for dyrene mindst
smertefulde måde.
Deraf kan man udlede, at drab på babysæler, mink, ræve, egern, leoparder og andre dy, blot for at lave pelsfrakker, er forbudt. Voksne sæler må derimod dræbes, hvis man både spiser kødet og bruger skindet til beklædning og lignende. Det handler om ikke at lade noget gå til spilde og om at handle ansvarligt og bæredygtigt.
LÆS OGSÅ:Islam og dyreetik
Elefanter må ikke dræbes blot for at få elfenben til pynt, og næsehorn må ikke dræbes blot for at bruge dens horn som potensmiddel; men hvis man også spiser disse dyrs kød og bruger deres hud til telte eller tasker, sko og anden beklædning, ville det være noget ganske andet.
Forsøg på levende dyr for at finde nye behandlingsformer, der kan redde menneskeliv, er kun tilladt, hvis det er absolut nødvendigt og der ikke findes alternativer. Dyrene bør naturligvis så vidt mulig skånes for unødig smerte og lidelse.
Det er hensigten, der afgør, om en handling er tilladt eller forbudt, så derfor må økonomiske interesser aldrig være drivkraften bag dyreforsøg. Ligeledes er forsøg på levende dyr i kosmetik-industrien
naturligvis forkasteligt.
LÆS OGSÅ:Det er for nemt at være grådig
Tyrefægtning og hane- eller hundekamp, tvangsfodring af gæs til fremstilling af gåseleverpostej, øre- og halekupning af hunde, indavl og fremavl af hunde og katte, der får fysiske skavanker, brug af rævesakse, flåning af levende ål, brændemærkning af kæle- og ridedyr, international handel med kæle-tropedyr, hvor kun en mindre del når frem i live, burhøns, tremmekalve, bokssvin og lign. bør ej heller forekomme, idet det udsætter dyr for unødig lidelse og smerte.
Ovenstående er et uddrag af bogen: "Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede" (Gyldendal 2006).
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter, foredragsholder og muslim
LÆS OGSÅ:Dyrevelfærd eller religiøs tolerance
Svar fra kristne Ricardt Riis:
Kære anonyme
Lad mig begynde med at sige, at kristne er sat fri fra loven. Det betyder, at vi ikke skal kigge i Bibelen for at få svar på dette spørgsmål, men i stedet spørge vor fornuft.
Jesus siger i Johannes Evangeliet kapitel 15, vers 15, at vi ikke længer er Guds slaver, vi er hans venner. Og selv anviser han med den gyldne regel (Matthæus Evangeliet kapitel 7, vers 12), hvordan vi skal behandle vore medmennesker: vi skal sætte os i deres sted, spørge, hvad vi ville ønske, der blev gjort mod os, hvis vi var i deres sted.
LÆS OGSÅ:Det er en kristen pligt at være god imod dyrene
Nogenlunde det samme skal vi gøre overfor dyrene. Og hvis man vil indvende, at man i så fald aldrig må slå dyr ihjel, for vi bryder os jo ikke om at blive slået ihjel, så er svaret, at vi kun ufuldkomment kan sætte os i dyrenes sted. Vi véd af, at vi skal dø, dyrene véd ikke noget om døden.
Derimod kan vi se på dyrene, at de kan føle smerte. Og derfor skal vi, når vi opdrætter dyr for at slagte dem og spise deres kød, så vidt muligt undgå at påføre dem smerte, både med vore staldforhold og med vore slagtemetoder.
Det er sådanne overvejelser, der har ført til en vis uoverensstemmelse med den muslimske slagtepraksis, en uoverensstemmelse, der ikke er nogen løsning på.
LÆS OGSÅ:Etik i kristendommen
For vi spørger efter, hvordan aflivningen kan finde sted med mindst mulig smerte, de efter, hvordan den kan finde sted i størst mulig overensstemmelse med muslimske regler, regler, der ikke nødvendigvis stræber efter mindst mulig smerte efter de nyeste videnskabelige landvindinger. For øvrigt kan man hos Luther læse nogle sjove overvejelser ud fra Første Mosebog kapitel 9, vers 2, se her.
Men man skal nok ikke tage dem alt for alvorligt, for selv om det er Luther, der har lært os at leve i evangeliets frihed og ikke under lovens trældomsåg, så er det et spørgsmål, om han, hvad en sådan tekstfortolkning angår, helt har løsrevet sig fra en lovens forståelse af sagen. Men en historisk set spændende eksegese er der da tale om.
LÆS OGSÅ:Hvad siger Bibelen om at spise kød?
Til sidst: Sådanne fornuftbaserede overvejelser er det også, der har ført til krav om forbud mod fastspænding af drægtige søer. Ganske vist forhindrer man ved fastspænding, at soen lægger sine smågrise til døde, men man sikrer ved frilandssvineavl, at soen kan udføre sine instinktive handlinger, såsom at samle halm og hø sammen til en slags rede.
Jeg véd ikke, hvor mange smågrise der må betale med livet, når man opdrætter fritgående grise, men der er vel tale om et dilemma af én eller anden art. Og det dilemma kan man ikke komme ud af ved at spørge én eller anden guddommelig autoritet.
Venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.