Hvilken kaste tilhører man som konverteret hindu?

Egentlig kan det diskuteres, om man kan konvertere til hinduisme, eller om hindu er noget, man fødes som, siger Marianne Qvortrup Fibiger. Foto: Pixabay

Hvis man konverterer til hinduismen, mener nogle retninger i hinduismen, at aspekter som erhverv, uddannelse og stjernetegn har betydning for ens kaste-tilhørsforhold, fortæller lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger

Spørgsmål om hinduismens kastesystem

Hvis man vælger at konvertere til hinduismen, hvilken kaste (i kastesystemet) vil man da indgå i?

Med venlig hilsen
Mie

Svar fra lektor i religionsvidenskab

Kære Mie

Du spørger, om der er en bestemt kaste, man indgår i, hvis man konverterer til hinduisme. Det er der ingen klare retningslinjer for. For det første kan det være svært at konvertere til hinduisme, idet man er hindu, når man er født som hindu.

Nogle vil sige, at man er hindu, hvis man forstår sig selv som hindu, det vil sige, hvis man er tiltrukket af hinduismens lære og praksis.

Der findes dog også nogle ritualer indenfor bestemte retninger i hinduismen, hvor man kan konvertere (ritualerne hedder diksas). Her er det også op til den enkelte retningsleder, præst eller guru at vurdere, hvilken kaste man eventuelt (det er ikke et must) indskrives i.

Ens stjernetegn eller/og ens nuværende position (familierelationer, erhverv, uddannelse) kan også tages med i betragtning.

Med venlig hilsen
Marianne Qvortrup Fibiger
Lektor i religionsvidenskab, Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.